lørdag den 8. februar 2014

Curry med Kyllingekødboller




De fleste currys vi finder i kogebøger og på restauranter indeholder enten kyllingebryst, lam, oksekød eller er vegetariske, men man behøver på ingen måde, at lade sig begrænse af det. En curry kan sagtens lave med alt muligt andet kød, og i dette tilfælde er det kødboller lavet af hakket kylling og krydret med kinesiske svampe.

Jeg har købt mine tørrede svampe i Aldi, på et tidspunkt hvor de havde en temauge med masser af asiatiske varer, men de fås også mange andre steder. Føtex og Bilka har et lille udvalgt i grøntafdelingen - om der lige er kinesiske svampe ved jeg ikke, men de kan erstattes af andre varianter. Asiatiske købmænd har også tørrede svampe.

Curry med Kyllingekødboller til 2 personer


Ingredienser:

5 g. tørrede kinesiske svampe
200 g. hakket kylling 5 %
1 tsk. finthakket ingefær
1 tsk. salt
2 tsk. olie

1 løg
165 ml kokosmælk light (1 lille dåse)
½ dl. vand
1 tsk. fiskesauce
1 spsk. rød karrypasta
1 lille håndfuld basilikum

100 g. jasminris

Fremgangsmåde:

1. Læg svampene i blød i vand i 20 min. 

2. Hak svampene fint og rør dem med hakket kylling, ingefær og salt. 

3. Form til kødboller og steg dem i olie på en lille pande til de er brunede på alle sider. Tag dem af varmen.

4. Skær løg i store både og steg på panden et par minutter. 

5. Tilsæt karrypasta og steg et par minutter til. Tilsæt kokosmælk, vand og fiskesauce og bring i kog.

6. Læg kødbollerne i saucen og kog under låg 20 min. 

7. Tilsæt finthakket basilikum og smag til. Server med kogt ris.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar