Jeg har et par gange forsøgt mig med en paella, uden det store held, og det er rigtig ærgerligt, for jeg elsker paella. Den spicy smag fra pølsen, de lækre rejer og hvad der nu ellers er i. Det her er ikke en paella, men mange af de samme ingredienser og smagsnuancer indgår, og så tager den kun ganske kort tid at lave.
Jeg har aldrig været særlig god til fuldkornsris, især fordi de ofte skal koge i en mindre evighed. Jeg har heller aldrig været til ris i kogepose, da jeg gerne selv vil vælge hvor mange ris jeg koger. Men, men, man har en holdning til man tager en anden. Ris-fix laver fuldkornsris i kogepose, som kun skal koge i 10 min. Det er ganske fantastisk. At jeg så altid skal lave ris til to dage er en anden sag, som jeg finder en løsning på fra gang til gang.
Stegte Ris med Chorizo og Rejer til 2 personer
Ingredienser:
100 g. ris (eller en pose fuldkornsris)
1 spsk. olie
80 g. chorizo i skiver
1 løg
1 fed hvidløg
½ tsk. gurkemeje
150 g. rejer
100 g. ærter
salt og peber
Fremgangsmåde:
1. Kog risene og hæld vandet fra.
2. Skær løget i skiver, hak hvidløget og skær chorizo i kvarte skiver.
3. Varm olien i en stor pande og steg løg, hvidløg og chorizo nogle minutter til løget er blødt.
4. Rør gurkemeje i retten.
5. Tilsæt ris, ærter og rejer og varm godt igennem. Server.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar