fredag den 13. marts 2015

Bøfsandwich med Bagte Tomater og Lynsyltede Rødløg



Ugens tema: Burger

Det er blevet tid til ugens Ferrari - eller herreburgere om I vil. Denne weekend-lækkerbisken er fyldt med forkælelse og lækre detaljer, og derfor ender burgeren også ret langt fra den originale cheeseburger, som vi også holder af. Jeg valgte at lave burgeren i et stykke frisk baguette, da det understreger det lidt luksuriøse i den.

Bøfsandwich med Bagte Tomater og Lynsyltede Rødløg til 2 personer


Ingredienser:

2 oksesteaks
salt og peber
2 tsk. olie

1 flute, gerne groft (jeg købte et i Føtex bageren)
½ bakke karse
4 salatblade

Bagte tomater:
100 g. cherrytomater
1 spsk. olivenolie
salt og peber

Lynsyltede rødløg:
2 rødløg
2 tsk. smør
2 spsk. balsamico
1 tsk. sukker
salt og peber

Sennepsdressing:
2 spsk. creme fraiche
½ spsk. sennep
2 spsk. finthakket basilikum

Fremgangsmåde:

1. Vend tomaterne i olie og læg dem i et ovnfast fad. Krydr med salt og peber og sæt det i ovnen 30 min ved 130 grader.

2. Skær rødløg i tynde skiver og steg dem bløde i smør. Hæld balsamico ved og kog til det er næsten fordampet. Drys med sukker og krydr med salt og peber. Vend godt rundt.

3. Krydr oksesteaks med salt og peber og steg dem medium i olie.

4. Rør creme fraiche med sennep og basilikum og smør flutes med det. Læg salatblade på underne.

5. Skær oksesteaks i tynde skriver og læg det over salatbladene. Top med rødløg, tomater og karse og læg overen på.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar