Sider

onsdag den 1. april 2015

Mandelmuffins med Påskepynt - AMO selfraising flour




Dette er et sponsoret indlæg.

For nylig modtog jeg en pose selfraising flour fra AMO. Selfraising flour er mel tilsat bagepulver i netop den rette mængde, og det er meget almindeligt i blandt andet England og USA. Og med udbredelsen af kogebøger på originalsprog, hvor melet indgår, er det nok blevet mere og mere efterspurgt, og det har AMO nu taget konsekvensen af. 





Jeg valgte at teste melet på en opskrift, der ikke kom fra AMO, for at få et mere neutralt billede på effekten, og jeg er en glad kommende kunde. I en af mine BBC Good Food kogebøger (jeg elsker de kogebøger) fandt jeg opskriften på nogle små lækre mandelmuffins med appelsin og påskeæg på toppen, og jeg fulgte opskriften strategisk. Jeg var noget bekymret da jeg så mængden af dej i bunden af hver muffinform - de var vel 1/3 fyldt op - men de hævede super flot op og fyldte formene helt, da de var bagt færdige. UG til AMO selfraising flour - det er sidste gang jeg selv eksperimenterer med mel, bagepulver osv. i mine engelsk opskrifter.

Jeg vil prøve selfraising flour i flere opskrifter i den kommende tid, men det der med at have mange slags kager i huset er bare ikke så godt, så det bliver lidt efter lidt.

Og opskriften skal I da ikke snydes for. I opskriften er der tilsat bagepulver ved siden af selfraising flour. Det er der sjældent, men da det indgik i opskriften, valgte jeg at gøre, som der stod.

Mandelmuffins med Påskepynt, 12 stk.


Ingredienser:

100 g. blødt smør
100 g. rørsukker
2 æg
100 g. AMO selfraising flour
1 tsk. bagepulver
1 tsk. fintrevet appelsinskal
25 g. mandelmel

200 g. flormelis
Gul frugtfarve
12 små marcipan- eller mandelæg

Fremgangsmåde:

1. Rør smør og sukker skummende med en el-mikser.

2. Pisk æggene i et ad gangen.

3. Bland mel og bagepulver og pisk det i dejen.

4. Vend appelsinskal og mandelmel i dejen og fordel den i 12 muffinsforme. Bag dem ca. 15 min ved 175 grader. Lad dem køle godt af.

5. Lav en gul glasur af flormelis, vand og frugtfarve og fordel den over muffins. Læg et æg på hver. Lad glasuren stivne før kagerne serveres.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar