onsdag den 26. december 2012

Vietnamesisk Inspireret Wok




Så ebber alt julehalløjjet mod enden, og jeg håber, at I alle har haft nogle rigtig gode juledage :) Jeg mangler lige en julefrokost i dag, og så rør jeg ikke and, steg og brun sauce i endnu et år ;) Kan godt være der sniger sig en enkelt sauce ind, men som udgangspunkt er det mad, jeg kun spiser, når andre finder på at servere det for mig :) Misforstå mig ikke, det smager da ganske godt, jeg er bare mere til spændende grønsager, eksotiske smagsoplevelser og ligende.

Til den anden dag havde jeg fundet en opskrift frem, som jeg engang i tidernes morgen har klippet ud af Magasinet Woman. Opskriften var i bund og grund en nudelsalat bestående af nudler, grønsager og krydderurter - intet andet, og nogle marinerede kyllingespyd. Men da min tyrkiske grønthandler var løbet tør for frisk koriander (det må bare ikke ske her i jylland, hvor supermarkederne ikke er stabile i leverancen :O) og jeg i bund grund havde mere lyst til varm mad en kold i snevejret, så valgte jeg at ændre retten til en wok, hvor min frosne koriander fint kunne indgå. Ingredienserne er derfor vietnamesisk inspirerede, mens tilberedningen ikke er det.

Koriander: Hvis du som jeg ikke altid sådan lige kan få fat i koriander, så kan det være en fordel at købe en god portion, når det kan lade sig gøre, og simpelthen skylde og snitte det, lade det tørre helt og så fryse det i en plastikpose. Så har du altid koriander lige til at tage ud af fryseren og putte i varme rette. Det egner sig dog ikke til at drysse over mad, kommes i salater og lignende, da det bliver noget slatten. 


Vietnamesisk Inspireret Wok til 2 personer


Ingredienser:

125 g. risnudler
2 gulerødder
200 g. sukkerærter
1 peberfrugt
4 forårsløg
2 fed hvidløg
½ dl. koriander, frisk eller frossen
1 tsk. tørret mynte eller ½ dl. frisk

250 g. kyllingebryst
½ dl. sojasauce
½ dl. sød chilisauce
1 spsk. honning
1 spsk. olie

Fremgangsmåde:

1. Rør Soja, chilisauce, honning og olie sammen og læg kylling i tern i det. Lad det trække mens grøntsagerne snittes.

2. Skær gulerødder i tynde stave, halver sukkerærterne, skær peberfrugten i strimler, skær forårsløget i skiver og hak hvidløget fint. 

3. Tag kyllingen op af marinaden, men gem den. 

4. Varm olie i en wok og steg kyllingen 3-4 min ved god varme. 

5. Tilsæt alle grønsagerne og steg 6-8 min til kyllingen er ved at være gennemstegt.

6. Kog nudlerne 3-4 min og lad dem dryppe af. 

7. Hæld nudler og marinade i wokken og varm godt igennem. Server

ProPoints: 11 points per person



Ingen kommentarer:

Send en kommentar