Ugens tema: Kikærter
Kikærter er en af mine favoritingredienser. De er sunde, de smager godt, og de er virkelig nemme at bruge til et hav af forskellige retter. Jeg har valgt i denne uge udelukkende at lave mad med kikærter på dåse/karton, fordi de er nemme til hverdag. Så hvis du er en af dem der endnu ikke har opdaget de fantastiske kikærter, så er chancen her nu.
Ugens opskrifter består af 3 hovedretter, hvoraf 1 let kan laves vegetarisk, 1 tilbehør og 1 frokost/hovedret.
Ugens opskrifter:
Chili med kylling og kikærter
Karryris med spinat og kikærter
Krydrede falafler
Nordafrikansk lammegryde med kikærter
Peberlaks med kikærtemos
Dagens opskrift er en nem gryderet, med alt hvad det medfører af manglende fotogenitet. Ja, pæn er retten ikke, men den er super nem, super sund og virkelig velsmagende. Hvis man erstatter kyllingen med ½ dåse kikærter er den tilmed vegansk. Grøntsagerne kan udskiftes efter ønske.
Chili med Kylling og Kikærter til 2 personer
Ingredienser:
2 tsk. olie
1 løg
125 g. kyllingebryst
1 fed hvidløg
½ spsk. chilipulver
½ tsk. spidskommen
200 g. hakkede tomater/passata
2,25 dl. grønsagsbouillon
½ tsk. sukker
2 gulerødder
½ broccoli
100 g. bønner fra frost
½ dåse kikærter
salt
100 g. fuldkornsris
Fremgangsmåde:
1. Svits hakket løg ca. 5 min i olie til det er gyldent.
2. Tilsæt kyllingebryst i tern og steg til det er brunet på alle sider.
3. Tilsæt finthakket hvidløg, chili og spidskommen og steg kort.
4. Tilsæt tomat, bouillon, sukker og gulerødder i skiver og kog 10 min under låg.
5. Tilsæt broccoli i buketter, bønner og kikærter og kog 5 min.
6. Smag til med salt og jævn evt. saucen. Server med kogte ris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar