Ugens tema: Karry
Denne opskrift afrunder ugens tema om karry. Jeg håber, at I er blevet inspireret til at bruge krydderiet på nye måder. Mandag starter et nyt emne, og denne gang er det salater til hovedret. Jeg vil lave nogle meget forskellige salater, som alle er fyldige nok, til at udgøre et aftensmåltid.
Dagens opskrift er en af mine favoritter. Jeg har altid holdt meget af karrysuppe, og den kan varieres på rigtig mange måder. I denne version består fyldet af ovnbagt fisk. Jeg brugte pangasius, da den er meget fast og derfor ikke falder fra hinanden.
Karrysuppe med Ovnbagt Fisk og Forårsløg til 2 personer
Ingredienser:
150 g. kartofler
3 store gulerødder
1 stort rødløg
2 tsk. olie
2 tsk. karry
½ liter grøntsagsbouillon
2 dl. madlavningsfløde
½ spsk. citronsaft
½ tsk. sukker
salt og peber
200 g. pangasius eller anden hvid fisk
1 tsk. olie
salt og peber
½ bdt. forårsløg
brød
Fremgangsmåde:
1. Skræl kartofler og gulerødder og skær dem i store tern. Hak rødløget groft. Svits det hele i olie 4-5 min uden at det tager farve.
2. Tilsæt karry og steg 1 min. Tilsæt bouillon, bring i kog og kog 20 min.
3. Skær fisken i mundrette stykker og læg den på bagepapir på en bageplade. Dryp med olie og krydr med salt og peber. Bag 10 min ved 200 grader.
4. Blend suppen med en stavblender til den er helt glat. Tilsæt madlavningsfløde, citron og sukker og varm igennem. Smag til med salt og peber.
5. Server suppen i dybe tallerkener med fyld af fisk og fintsnittet forårsløg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar