lørdag den 14. september 2013

Grove Rundstykker med Hytteost





Jeg fandt denne opskrift på lækre grove langtidshævede rundstykker i et ældre nummer af Spis Bedre, og de skulle helt klart prøves. Hytteosten sikre en lækker fugtig krumme og havregrynene giver en god grovhed. Jeg må indrømme, at det der med langtidshævning ikke lige er mig. Det er yderst sjældent at jeg bager noget der skal spises umiddelbart efter bagning, og derfor er det bare et irritationsmoment, at jeg ikke kan færdiggøre bageriet. Jeg ændrede derfor i proceduren for disse boller. De indeholder desuden ristede hampfrø som led i en produkttest, hvilket faktisk er super lækkert, da de giver et fint knas, men de kan bare udelades.

Grove Rundstykker med Hytteost, 16 stk. 


Ingredienser: 

50 g. gær
5 dl. vand
250 g. hytteost 
30 g. hørfrø
30 g. ristede hampfrø (kan udelades)
½ dl. olie
1 tsk. flydende honning
1 tsk. salt
120 g. havregryn
ca. 600 g. mel

Fremgangsmåde:

1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt hytteost, hørfrø, hampfrø, olie, honning, salt og havregryn. 

2. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt godt. Hæver lunt og tildækket i en time.

3. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og fold den sammen 3 gange. Ælt ikke. Skær i 16 lige store stykker og læg på bagepapir på en bageplader. Hæver lunt og tildækket 30 min.

4. Bag ca. 15 min ved 225 grader.




fredag den 13. september 2013

Macaroons med Chokoladeganache




Min mor havde aldrig smagt macaroons. DET var da overhovedet ikke acceptabelt, så jeg valgte at gøre noget ved det. Jeg fandt denne version i et nummer af Magasinet Mad! Jeg købte færdig mandelmel, men det er en bekostelig affære, og man kan sagtens lave det selv ved at blende smuttede mandler. Blend kort, si, blend, si osv. Hvis man blender for intensivt kan massen blive fedtet fordi olien udledes af mandlerne. 

Der er mange ting, der kan gå galt, når man bager macaroons, men denne opskrift var faktisk rigtig meget lige ud af landevejen. Eneste gode råd er: Bag nogle enkelte macaroons på en plade først. Det kan svinge MEGET hvor varm ovnen skal være og hvor længe de skal bage, så ved at teste det først ødelægger du ikke hele portionen. Min første portion var kulsorte i bunden efter få min. Jeg havde min ovn helt nede på ca. 140 grader før det gik. 

Macaroons er færdige når bunden slipper bagepapiret.

Macaroons med Chokoladeganache, ca. 24 stk.


Ingredienser:

Makronbunde:
190 g. flormelis
100 g. mandelmel
1½ spsk. kakao
3 æggehvider
2 spsk. sukker

Ganache:
100 g. mørk chokolade
1 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:

1. Bland flormelis, mandelmel og kakao i en skål så der ikke er klumper i.

2. Pisk æggehviderne stive. Pisk sukkeret i til en tyk marengs.

3. Vend sukker-melblandingen i æggene med en dejskraber. Bliv ved med at vende til blandingen er glat og jævn, men ikke længere, da den kan falde sammen.

4. Hæld dejen i en sprøjtepose eller en plastpose med et lille hjørne klippet af og sprøjt ca. 48 toppe på bagepapir. De flyder lidt ud og skal være på størrelse med en femmer når de er færdige med at flyde. Prøv et par stykker før du går helt i krig.

5. Bank bagepladen hårdt ned i bordet nogle gange så alle luftbobler springer. Lad dem stå og tørre 1 time på køkkenbordet utildækket (så størkner de lidt og man undgår at overfladen krakelerer).

6. Bag makronerne ca. 12 min ved 175 grader. Se ovenfor. 

7. Varm fløden op næsten til kogepunktet og hæld den over den grofthakkede chokolade. Rør i det til ganachen er blank og glat. Dæk med film og sæt på køl 1-1½ time.

8. Når makronerne er helt kolde hældes ganachen i en sprøjtepose/plastikpose og sprøjtes ud på halvdelen af makronerne. De lægges sammen med den anden halvdel og opbevares på køl. 


torsdag den 12. september 2013

Pitabrød med Rejer og Asparges




En lækker og super nem frokostpita, der sagtens kan tages med i madkassen, hvor den bliver bedst hvis fyldet først lægges i brødet, når det skal spises. Jeg køber Jumbo pitabrød i Bilka. De er lidt større end de almindelige og en af dem passer bedre til en frokost en de små.

Pitabrød med Rejer og Asparges til 2 personer


Ingredienser:

150 g. rejer
150 g. asparges
1 tsk. sennep
1 tsk. fintreven appelsinskal
1 spsk. appelsinsaft
1 spsk. olivenolie
1 spsk. fintklippet purløg

2 store pitabrød
salat

Fremgangsmåde:

1. Knæk enden af asparges og skær dem i 1 cm snitter. Bland med rejerne.

2. Rør sennep, appelsinskal, appelsinsaft, olie og purløg sammen og vend i rejer og asparges.

3. Lun pitabrødene og læg salat i. Fyld med reje-aspargesfyldet og server.

onsdag den 11. september 2013

Wrap med Røget Laks og Avocado






En rigtig lækker frokostwrap, der egner sig super fint til madpakken - dog helst en der kan ligge på køl i løbet af dagen. 

Wrap med Røget Laks og Avocado til 2 personer


Ingredienser:

1 avocado
1 spsk. citronsaft
salt og peber
lidt klippet purløg

2 store fuldkornswraps
50 g. røget laks
1 stor tomat
½ peberfrugt
salat

Fremgangsmåde:

1. Mos avocadoen og rør citronsaft, salt, peber og purløg i.

2. Smør wraps med avocadocremen og fyld med røget laks, grofthakket tomat uden kerner, peberfrugt i tern og snittet salat.

3. Rul stramt sammen og pak i husholdsningsfilm til madpakken. 


tirsdag den 10. september 2013

Sandwich med Tunfrikadelle

Ugens tema: Sandwich





Denne sandwich kan sagtens udgøre det for en middagsret, især hvis den serveres med en god skål salat. Jeg spiste sandwichen til frokost på skolen den første dag efter sommerferien, og det var virkelig en lækker madpakke, når jeg nu ikke er til flade rugbrødsmadder. Man kan nemt lave en større portion tunfrikadeller og fryse ned, så de er lige til at tage ud af fryseren og putte i en sandwich. 


Sandwich med Tunfrikadelle til 2 personer


Ingredienser:

½ tsk. sambal oelek
2 forårsløg
1 dåse tun i vand
½ håndfuld frisk koriander
2 spsk. mayonnaise light
½ dl. rasp
2 spsk. vand
salt og peber
2 spsk. mel
1 spsk. olie

2 sandwichboller
2 spsk. mayonnaise
icebergsalat
Frisk koriander

Fremgangsmåde:

1. Skær forårsløg i tynde skiver og bland med sambal oelek, drænet tun, hakket koriander, mayonnaise, rasp og vand.  Smag til med salt og peber.

2. Form til to flade frikadeller på størrelse med dine sandwichboller, vend i mel og steg i olie ca. 5 min på hver side.

3. Flæk bollerne og smør med mayonnaise. Læg salat, tunfrikadelle og frisk koriander i bollerne og server eller pak dem i madpakken. 

mandag den 9. september 2013

Hakkebøf med Spejlæg og Tomatsauce




Denne middagsret er en virkelig lækkerbisken, hvis man er til pizza, toast og andre typer fastfood. Lækkert sprødt brød med en tynd hakkebøf, spejlæg og en lækker tomatsauce. Virkelig egnet som kærestemad en dagen-derpå-søndag.

Hakkebøf med Spejlæg og Tomatsauce til 2 personer


Ingredienser:

200 g. hakket oksekød max 5 %
2 tsk. olie
2 æg
200 g. ciabattabrød

½ løg
2 fed hvidløg
1 tsk. olie
½ karton tomatpassata
1/4 tsk. cayennepeber
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint og svits i olie et par min.

2. Tilsæt passata og cayennepeber og kog 15 min under låg ved svag varme. Smag til med salt og peber.

3. Del kødet i fire og form store flade bøffer. Krydr med salt og peber og steg dem ganske kort på begge sider.

4. Steg æggene til spejlæg.

5. Skær brødet i 4 skiver og rist det på brødristeren. Læg en skefuld tomatsauce på hver skive, læg en bøf over og læg dryp resten af saucen over bøfferne. Læg et æg på to af bøfferne og fordel på 2 tallerkener. Server med salat. 

ProPoints: 12,5 points per person


søndag den 8. september 2013

Hel Ørred med Timian og Citron



For nogle uger siden havde Føtex tilbud på fisk, og i blandt de ellers så kendte fiskeprodukter var to hele ørreder til den nette sum af 40 kr. Jeg tænkte, at det da var en ganske god pris for sådan nogle fiskebasser, så jeg købte en pakke. Den anden dag kom min mor så på besøg, og jeg gik på jagt efter en god måde at tilberede disse fine fisk på. Valget faldt på denne opskrift af Jamie Oliver. Han er og bliver en favorit her, for det er bare ALTID velsmagende :) Hel ørred er helt klart en ny livret her!

Hel Ørred med Timian og Citron til 2 personer


Ingredienser:

2 hele ørreder, rensede for indvolde
1 potte timian
1 tsk. havsalt
1 spsk. olivenolie
1 citron
2 laurbærblade

Fremgangsmåde:

1. Skyld ørrederne grundigt og fjern skæl ved at skrabe mod skælretningen med en skarp kniv. Dup dem tørre med køkkenrulle. 

2. Pluk timian og blendt den med salt. Rør olivenolie i.

3. Gnid timianblandingen ind i ørrederne, lidt udenpå og det meste indeni. Læg dem i et ildfast fad.

4. Skær citron i to halve og skær enderne af, så de er flade. Skær et snit i den brede ende og læg et laurbærblad deri. Sæt citronerne i fadet på den smalle ende. 

5. Stil fadet i ovnen ved 250 grader i 10 min. Hvis kødet slipper benene på det tykkeste sted er fisken færdig. Kødet falder nu meget nemt af benene og citronen er blevet sødlig og marmeladeagtig.

6. Server en hel fisk med en citron, stegte kartofler og en god salat til hver person.