lørdag den 10. maj 2014

Svinekæber i Rødvin med Parmesanmos



Nu er det jo rigtig oppe i tiden med simremad, og især svinekæber er kommet mere og mere frem på diverse blogs, så da jeg i mit lokale supermarked fandt en stor bakke af dem til spotpris røg de med hjem. Og det er bestemt ikke sidste gang. Mørt og lækkert kød der falder fra hinanden. Virkelig lækkert.

Det tager nogle timer at lave retten, men det meste af tiden er kogetid, så du kan nå en masse andet imens.

Svinekæber i Rødvin med Parmesanmos til 2 personer


Ingredienser:

4 svinekæber uden ben
2 tsk. olie
1 løg
2 store gulerødder
½ fennikel
½ spsk. konc. tomatpure
½ spsk. mel
½ tsk. tørret rosmarin
½ tsk. tørret timian
2 dl. rødvin
2 dl. okse- eller svinebouillon
salt og peber
1 spsk. finthakket persille

400 g. kartofler
40 g. revet parmesan
½ dl. mælk
salt og peber

Fremgangsmåder:

1. Fjern fedt og sener fra svinekæberne, hak løget fint og skær gulerødder og fennikel i små tern.

2. Brun kødet i olie i en stor gryde.

3. Tilsæt løg, gulerødder og fennikel og steg et par minutter. Krydr med salt og peber.

4. Tilsæt tomatpure og mel, stegt kortvarrigt og tilsæt rødvin, bouillon, timian og rosmarin. Bring i kog og lad det simre 2 timer under låg. Rør af og til og tilsæt lidt vand hvis saucen bliver for tyk.

5. Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Kog 15 min i usaltet vand.

6. Dræn kartoflerne og lad dem dampe helt tørre. Mos dem med en elmikser, tilsæt parmesan og mælk til konsistensen er rigtig og smag til med salt og peber.

7. Smag kæberne til med salt og peber og server med et drys persille og parmesanmos. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar