Viser opslag med etiketten Konditorkager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Konditorkager. Vis alle opslag

fredag den 29. december 2017

Marcipanlinser med Appelsincreme




Søde linser med en frisk appelsincreme, der egner sig særligt til julen, men også kan spises resten af året.

Marcipanlinser med Appelsincreme, 20 stk


Ingredienser:

180 g. mel
100 g. smør
150 g. marcipan
1 spsk. vand

revet skal af 2 appelsiner
2 dl. appelsinsaft (2-3 appelsiner)
85 g. sukker
4 æg

Ristede mandelflager

Fremgangsmåde:

1. Pisk marcipan og smør blødt med en el-mikser. 

2. Pisk melet i og saml dejen med lidt vand uden at ælte for meget. Stil i køleskab.

3. Bring appelsinskal, saft og sukker i kog i en gryde og hæld i en skål. Sæt på køl til den er lidt varmere end fingervarm.

4. Del dejen i 20 og rul til små cirkler. Beklæd 20 muffinforme i papir eller smurte metalforme med dejcirklerne. Metalformene skal smøres grundigt.

5. Pisk æggene lidt sammen og pisk appelsinlagen i. Fordel i de 20 linser og bag ca. 20 min ved 200 grader.

6. Lad dem køle lidt af i formen og pynt med ristede mandler.

torsdag den 28. december 2017

Nøddekage





Denne kage er nærmere konfekt, end den er kage. Baseret på marcipan og nøddemel og pyntede med lækre saltede mandler, der giver et godt modspil til den søde kage.


Nøddekage, 12 små stykker


Ingredienser:

75 g. blødt smør
100 g. sukker
1 tsk. vanillesukker
2 æg
200 g. revet marcipan
50 g. hvedemel
75 g. hasselnødder
75 g. valnødder

200 g. flormelis
1 æggehvide
50 g. saltede mandler, grofthakkede
25 g. usaltede pistacienødde, grofthakkede
1 spsk. frysetørret hindbær

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør, sukker og vanillesukker godt sammen.

2. Pisk æggene i et ad gangen.

3. Pisk marcipan og hvedemel i dejen.

4. Læg nødderne i en minihakker og hak til mel. Pisk i dejen.

5. Beklæd en 20 x 20 cm form med bagepapir og fordel kagedejen heri. Bag ca. 25 min ved 175 grader. Køl af.

6. Rør æggehviden med flormelis til en tyk glasur og smør på kagen. Pynt med saltmandler, pistacienødder og hindbær.

lørdag den 9. januar 2016

Vandbakkelser med Hyldeblomstcreme




Super nemme og meget lækre kager til kaffebordet. Både cremen og vandbakkelserne kan nemt laves dagen i forvejen. 

Vandbakkelser med Hyldeblomstcreme, 12 stk.


Ingredienser:

Creme:
200 g. hvid chokolade, finthakket
2½ dl. piskefløde
1 dl. koncentreret hyldeblomstsaft 

Vandbakkelser:
1 dl. vand
65 g. smør
60 g. mel
1 knsp. salt
2 æg

flormelis til drys

Fremgangsmåde:

1. Varm fløden op til kogepunktet og hæld det i en plastbøtte. Tilsæt chokoladen og rør til den er helt smeltet i fløden. Rør hyldeblomstsaft i og stil på køl mindst 4 timer og gerne til næste dag.

2. Bring smør og vand i kog. Tag gryden af varmen og tilsæt melet. Pisk med el-mikser 3-4 min. Dejen skal være blank og gennemvarm. 

3. Tag gryden af varmen og lad den stå 10 min. 

4. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk grundigt efter hvert. 

5. Hæld dejen i en sprøjtepose og sprøjt 12 vandbakkelser ud bagepapir på en bageplade. 

6. Bag 20-30 min ved 225 grader. Du må ikke åbne ovnlågen de første 20 min. Vandbakkelserne skal være mørkt gyldne og lidt krakelerede. 

7. Lad vandbakkelserne køle helt af på en rist. 

8. Pisk cremen luftig med en el-mikser og fyld den i vandbakkelserne. Drys med flormelis og server. 

fredag den 25. september 2015

Minivandbakkelser med Chokolademousse





Da jeg var barn var vandbakkelser tit en del af fødselsdagsbordet, og de kan sagtens erstatte en lagkage. Der er utallige muligheder for at fylde vandbakkelser. De kan fyldes med creme, syltetøj og flødeskum, med mousse, med is og meget mere. Jeg har valgt den HELT nemme løsning og fyldt dem med en Dr. Oetker kagemousse. 

Vandbakkelser kan være lidt tricky, og det er derfor vigtigt, at man er grundigt med opskriften og under ingen omstændigheder åbner ovndøren under bagningen. 


Minivandbakkelser med Chokolademousse, 16 stk.


Ingredienser:

1 1/4 dl. vand
60 g. smør
75 g. mel
1 tsk. vanillesukker
2 æg

1 brev Kagemousse med chokoladesmag
2 dl. mælk

100 g. flormelis
2 spsk. kakao
frysetørret hindbær

Fremgangsmåde:

1. Bring vand og smør i kog i en gryde. Når smørret er smeltet tages gryden af varmen.

2. Pisk mel og vanillesukker i med en elmikser. Lad dejen stå 5 min.

3. Pisk æggene sammen i en skål og tilsæt dem lidt ad gangen under piskning. Dejen skal være glat og blank.

4. Put dejen i en sprøjtepose eller frysepose med hjørnet klippet af og sæt 16 toppe på bagepapir på en bageplade.

5. Bag midt i ovnen 15 min ved 200 grader. Skru varmen ned til 175 og bag 10-15 min mere til vandbakkelserne er gyldenbrune. Ovndøren må ikke åbnes under bagningen!

6. Sluk ovnen og åbn ovndøren ca. 10 cm. Lad vandbakkelserne stå ca. 15 min i ovnen. Tag dem ud og lad dem køle helt af. De kan opbevares til næste dag i en lufttæt beholder.

7. Bland kagemoussepulver og mælk og pisk 1 min ved lav hastighed og derefter 4 min ved høj hastighed. Put moussen i en sprøjtepose. 

8. Flæk vandbakkelserne og sprøjt mousse på underdelene. Læg overdelene over.

9. Rør en glasur af flormelis, kakao og vand og fordel over vandbakkelserne. Drys med hindbær. 

lørdag den 18. januar 2014

Napoleonshatte




Jeg har aldrig før bagt napoleonshatte, og til min fødselsdag, hvor jeg gerne skulle kunne hygge med gæsterne det meste af tiden i stedet for at stå i køkkenet, valgte jeg at bage dem her dagen i forvejen. Og gud hvor er det dog nemt. Det er så ligetil at alle kan gøre det, og det tager kun ganske kort tid (når man ser bort fra dejens køletid).

Jeg puttede ren marcipan i napoleonshattene, men traditionelt er der kransekagemasse i. Jeg synes personligt at marcipan smager meget lækrere, men det er helt op til en selv. 

Napoleonshatte, 30 stk.


Ingredienser:

300 g. mel
200 g. koldt smør
100 g. sukker
1 æg

300 g. marcipan
200 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Bland mel og sukker og smuldr smørret heri. Saml dejen med ægget og ælt kort til en glat dej. Læg i køleskabet mindst ½ time.

2. Tril marcipanen til 30 kugler.

3. Rul dejen ud og udstik cirkler på ca. 6 cm. Læg en kugle marcipan på hver og fold dejen op om. Tryk lidt fast.

4. Læg hattene på bagepapir på to bageplader og bag ca. 10 min ved 200 grader. Lad dem køle helt af.

5. Smelt chokoladen over vandbad og dyp bunden af hattene heri. Stil dem på bagepapir og sæt dem koldt til chokoladen er stivnet. Opbevares i lufttæt beholder og køligt. 






fredag den 13. september 2013

Macaroons med Chokoladeganache




Min mor havde aldrig smagt macaroons. DET var da overhovedet ikke acceptabelt, så jeg valgte at gøre noget ved det. Jeg fandt denne version i et nummer af Magasinet Mad! Jeg købte færdig mandelmel, men det er en bekostelig affære, og man kan sagtens lave det selv ved at blende smuttede mandler. Blend kort, si, blend, si osv. Hvis man blender for intensivt kan massen blive fedtet fordi olien udledes af mandlerne. 

Der er mange ting, der kan gå galt, når man bager macaroons, men denne opskrift var faktisk rigtig meget lige ud af landevejen. Eneste gode råd er: Bag nogle enkelte macaroons på en plade først. Det kan svinge MEGET hvor varm ovnen skal være og hvor længe de skal bage, så ved at teste det først ødelægger du ikke hele portionen. Min første portion var kulsorte i bunden efter få min. Jeg havde min ovn helt nede på ca. 140 grader før det gik. 

Macaroons er færdige når bunden slipper bagepapiret.

Macaroons med Chokoladeganache, ca. 24 stk.


Ingredienser:

Makronbunde:
190 g. flormelis
100 g. mandelmel
1½ spsk. kakao
3 æggehvider
2 spsk. sukker

Ganache:
100 g. mørk chokolade
1 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:

1. Bland flormelis, mandelmel og kakao i en skål så der ikke er klumper i.

2. Pisk æggehviderne stive. Pisk sukkeret i til en tyk marengs.

3. Vend sukker-melblandingen i æggene med en dejskraber. Bliv ved med at vende til blandingen er glat og jævn, men ikke længere, da den kan falde sammen.

4. Hæld dejen i en sprøjtepose eller en plastpose med et lille hjørne klippet af og sprøjt ca. 48 toppe på bagepapir. De flyder lidt ud og skal være på størrelse med en femmer når de er færdige med at flyde. Prøv et par stykker før du går helt i krig.

5. Bank bagepladen hårdt ned i bordet nogle gange så alle luftbobler springer. Lad dem stå og tørre 1 time på køkkenbordet utildækket (så størkner de lidt og man undgår at overfladen krakelerer).

6. Bag makronerne ca. 12 min ved 175 grader. Se ovenfor. 

7. Varm fløden op næsten til kogepunktet og hæld den over den grofthakkede chokolade. Rør i det til ganachen er blank og glat. Dæk med film og sæt på køl 1-1½ time.

8. Når makronerne er helt kolde hældes ganachen i en sprøjtepose/plastikpose og sprøjtes ud på halvdelen af makronerne. De lægges sammen med den anden halvdel og opbevares på køl. 


tirsdag den 18. september 2012

Hasselnøddekager med Chokoladeganache




Jeg så de her super lækre kager for nogle uger siden hos www.chocolat.dk, og jeg kunne slet ikke modstå dem, så da jeg skulle bage til min mors fødselsdag, måtte de bare være en del af repetoiret.

Selve ingredienserne og mængderne lavede jeg ikke om på (det turde jeg ganske simpelt ikke). Men jeg besluttede at lave kagerne firkantede, da der ellers gik meget af den lækre hasselnøddekage til spilde. At lave kagerne firkantede var i sig selv ganske fint og de blev flotte. Men en anden gang vil jeg nok lave 8 kager i stedet for 4, for de blev ALT ALT for store. Det var nærmest et måltid i en enkelt kage.


Hasselnøddekager med Chokoladeganache, 8 stk.


Ingredienser:

3 æg
100 g. sukker
110 g. hasselnødder
1 tsk. bagepulver

200 g. mørk chokolade
70 g. smør
50 g. hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:

1. Del æggene og pisk blommerne lette og luftige med sukker.

2. Blend hasselnødderne til nøddemel, bland dem med bagepulver og vend det i sukkermassen.

3. Pisk æggehviderne stive og vend dem i lidt ad gangen.

4. Hæld massen i en 20x30 cm. bradepande beklædt med bagepapir og bag ca. 50 min ved 160 grader.

5. Lad kagen køle helt af og lav imens ganachen.

6. Smelt chokolade og smør sammen over vandbad til det er glat.

7. Afkøl massen i køleskab til den er så tyk at den kan smøres på kagen uden at løbe og uden at kagen går i stykker.

8. Skær kanterne af bunden og skær den i 16 firkanter.

9. Læg bundene sammen tre og tre med et tyndt lag ganache.

10. Fordel resten af ganachen på de fire kanter af hver kage og vend den i hakkede nødder. Smør derefter ganache på toppen.

11. Lad kagerne køle ½ time eller mere i køleskab inden de serveres.



Dejen klar til bagning

Den bagte bund


Bunden skåret ud
Der smøres ganache mellem lagene
Kagerne med ganache mellem lagene



De færdige kager med ganache på toppen og ganache og nødder på sidderne



søndag den 10. juni 2012

Macaroons med Vanille og Mokkachokolade




Det har været noget af en uge med meget lidt aktivitet her på blokken. Men der er sket enormt meget. Mandag var jeg til min sidste eksamen på læreruddannelsen, mundtlig engelsk, og med den blev jeg færdiguddannet og det blev fejret hele mandagen, hvor min mor var på besøg og vi fik kigget lidt butikker og spist noget god mad osv. Vi spiste på Cafe Klimt i Frederikssundsgade, hvilket klart kan anbefales, hvis man er til det traditionelle cafe-mad :) Der er billeder længere nede af de fine blomster jeg fik.

Ellers er ugen gået med kærestens sidste eksamen, besøg hos farmor og en venindes dimissionsfest. Så der har været tryk på. Men sidstenævnte dimissionsfest gav da muligheden for at lege lidt i køkkenet. Vi var en flok der gik sammen om en gavekurv med kaffe, chokolade osv, og jeg besluttede at der skulle hjemmelavede macaroons i.

Jeg har aldrig før bagt macaroons, og jeg havde faktisk heller ikke helt forstået hvor kompliceret en process det er, men blev heldigvis reddet på målstregen. Jeg tjekkede lige nogle af mine favoritblogge inden jeg skulle bage og vupti, et helt nyt kæmpe langt indlæg om macaroonbagning baseret på talrige eksperimenter. Så et stort tak til "Love food, love cooking" (http://lofoloco.wordpress.com/2012/06/07/macarons/). Det indlæg har med garanti reddet mit første macaroonforsøg.

Opskriften på selve macaroonen er fra ovenstående hjemmeside, men fyldet er mit eget.  Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den, men kan klart anbefale at man læser ovenstående link, da der er masser af erfaringer, beskrivelser og billeder af processen. Mit første macaroon-forsøg lykkedes fuldstændig med undtagelse af bagningen. De krakkerede i overfladen, hvilket jeg må forsøge mig frem med en anden gang. Man kan selvfølgelig bruge færdigt mandelmel, men det er relativt nemt at lave og man sparer RIGTIG mange penge på at lave det selv.


Macaroons med Vanille og Mokkachokolade, 20 stk.


Ingredienser:

3 æggehvider
75 g sukker
90 g mandler
135 g flormelis
3 tsk vaniljesukker

100 g. mørk chokolade
2 tsk. nescafe
4 tsk. kogende vand

Fremgangsmåde:

1. Læg mandlerne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i ca. fem minutter og smut dem. Jeg lavede en større portion mandler og gemte det mandelmel jeg ikke brugte til en anden god gang.

2. Læg mandlerne på en bageplade og rist dem i ovnen ved 200 grader i 10 min. Lad dem afkøle en halv time eller mere. Hvis mandlerne ikke ristes klumper mandelmelet.

3. Put mandlerne i en blender (jeg brugte min smoothie blender med ice crush) og blend kortvarigt. Si mandelmelet fra og blend resten. Si igen og forsæt sådan til det hele er mel. Det tog mig 5 omgange i blenderen. Det er vigtigt at mandlerne ikke blendes for længe, da olien da presses ud af mandlerne og får melet til at klumpe.

4. Hæld æggehvider og sukker i en skål og pisk ca. fem min med en elpisker til massen er glat og sætter små toppe.

5. Mandelmel, flormelsi og vanillesukker tilsættes og vendes i æggehviderne. Forsæt med at vende dejen til dejen er glat uden at den bliver for tynd (se linket ovenfor).

6. Hæld dejen forsigtigt i en sprøjtepose eller plastikpose med hjørnet klippet af. Sæt 40 macaroons på to bageplader. De skal være ca. 3 cm i diameter. Hvis dejen har den rette konsistens flyder de lidt ud, får en glat overflade og holder en tykkelse på ca. ½ cm.

7. Bank pladen let mod bordet for at briste luftbobler i overfladen på kagerne. Prik eventuelt synlige bobler med en spids kniv.

8. Bag macaroons, en plade ad gangen ca. 14 min ved 150 grader. Tid og temperatur afhænger af ovnen. Mine bagte 14 min ved 125 grader, hvilket var for høj temperatur. Andre bager ved 150-160 grader. Prøv dig evt. frem med få macaroons ad gangen. Hvis de krakelerer er temperaturen for høj, hvis de klistrer til bagepapiret er bagetiden for kort. Og hvis de ikke er seje indeni er bagetiden for lang. Jeg vil tro at i min ovn er det 14 min ved 115-120 grader (en gaaaaammel miele ovn).

9. Lad kagerne hvile kort på bagepladen før de flyttes til et stykke bagepapir på køkkenbordet med en paletkniv.

10. Smelt chokoladen over vandbad og tilsæt kaffe udrørt i vand. Lad det køle lidt på køkkenbordet og læg macaroons sammen to og to om det.




Mandlerne smuttes

Mandler ristet i ovnen

Mandelmel

Æggehvider og sukker, når det er pisket nok

Den færdige macaroondej med passende konsistens

Macaroons udsprøjtet på bageplade

De bagte macaroons, enkelt er ikke krakelerede og har en antydning af en "fod"

Den færdige macaroon

Fine pæoner jeg fik til eksamen

Jeg fik flotte røde roser af kæresten

De flotte roser