Viser opslag med etiketten Småkager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Småkager. Vis alle opslag

torsdag den 15. september 2016

To Slags Småkager af en Dej - Veganske





Til min mors fødselsdag havde jeg lovet at lave nogle småkager, og da der er veganere i familien skulle de gerne være veganske.

At bage vegansk kan være lidt af en udfordring, men småkager er ikke helt så svære. Det er vigtigt at vælge en fuldfed (80 %) plantemargarine - f.eks. Nutana, da kagerne ellers bliver bløde. Derudover handler det egentlig bare om at undgå opskrifter med æg og købe veganske ingredienser (f.eks. chokolade).

Her får I to forskellige veganske småkager af en dej.

Ønsker man ikke veganske kager erstatter man bare margarinen med smør.


To Slags Småkager af en Dej, ca. 50 af hver slags


Ingredienser:

400 g. plantemargarine - f.eks. Nutana
8 dl. mel
1 1/3 dl. kartoffelmel
2 dl. flormelis

80 g. hakket mørk chokolade
80 g. hakkede hasselnødder

2 spsk. sukker
½ spsk. kanel

Fremgangsmåde:

1. Bland mel, kartoffelmel og flormelis og ælt margarinen i. Tilsæt lidt ekstra mel hvis konsistensen er for blød.

2. Del dejen i to og ælt chokolade og nødder i den ene.

3. Tril dejen med chokolade og nødder til kugler på størrelse med en lille valnød og tryk dem flade. Bag 16-20 ad gangen ca. 10 min ved 175 grader til de er fint gyldne.

4. Tril resten af dejen til kugler og tryk dem flade med en vandfugtet gaffel. Drys med kanelsukker og bag som ovenfor.

5. Køl kagerne helt af og opbevar i kagedåser.

søndag den 21. december 2014

Klejner




Klejner er en vigtig del af mange danske familiers jul, og jeg er selv helt vild med dem. Det har normalt bare begrænset sig til en enkelt eller to fra bageren i løbet af december. Men i år har jeg valgt at prøve at koge dem selv. Jeg gider ikke spise klejner, der har ligget i en kagedåse i flere uger, så i stedet koger jeg dem først her i dag, hvor jeg får gæster der kan spise dem. Jeg fik desuden et råd fra min mor om, at man kan lave dejen og gøre klejnerne helt klar og så fryse dem ned. Så kan man tage dem op man skal bruge og koge dem, så de er helt friske.

Hvis man ikke har en klejnespore kan man let bruge et pizzahjul i stedet. Det er lige så let, men giver ikke den bølgede kant. 


Klejner, ca. 80 stk.


Ingredienser:

4 æg
270 g. sukker
1 usprøjtet citron
125 g. meget blødt smør
500 g. mel
1 knsp. hjortetaksalt
1 tsk. kardemomme
1-2 spsk. piskefløde

2 pakker palmin

Fremgangsmåde:

1. Pisk æg og sukker luftigt med en elmikser. Riv citronskallen og rør den i.

2. Pisk smørret i og pisk indtil dejen bliver sej.

3. Bland mel, hjortetaksalt og kardemomme og pisk det i dejen sammen med fløde. Saml dejen (den er meget blød) og læg den på køl 1 time eller natten over.

4. Mærk efter om dejen er elastisk - hvis ikke æltes en anelse mel i. 

5. Rul ud til ca. 3 mm tykkelse og skær i 3 cm brede strimler. Skær 6 cm lange klejner ud og skær et snit skråt midt på klejnen. 

6. Fold den ene ende igennem hullet i hver klejne. 

7. Varm palminen i en gryde og check med et træspyd om den er varm nok. Det skal syde om pinden. Kog klejnerne lysebrune ca. 2 min og læg dem til afdrypning på køkkenrulle. 

søndag den 7. december 2014

Vanillekranse





Så er sidste runde i årets julebagning overstået, og det blev til vanillekranse. Vanillekranse er egentlig en helt almindelig hvid småkage, og vil  man have den rigtig julelækker, skal den laves på smør og med store, tykke vanillestænger - ingen margarine og vanillesukker. Jeg køber altid færdighakkede mandler til vanillekranse, da de er hakket pænt og i lige store stykker, og det er lidt svært at gøre selv.

Vanillekranse, ca. 75 stk.


Ingredienser:

250 g. mel
1/4 tsk. hjortetaksalat
1 tyk vanillestang
125 g. blødt smør
125 g. sukker
25 g. hakkede mandler
1 æg

Fremgangsmåde:

1. Bland mel med vanillekorn og hjortetaksalt og finddel smørret heri.

2. Tilsæt sukker, mandler og æg og ælt dejen let.

3. Rul dejen ud i tynde stænger (ca. 1 cm tykke) og skær i 8 cm. lange stykker. Form til kranse og læg på bagepapir.

4. Bag 6-8 min ved 200 grader og køl af før de pakkes i kagedåse. 

torsdag den 4. december 2014

Brunkager



Så er det igen tid til julebagningen, og selv om jeg tidligere har bagt nogle vellykkede brunkager, valgte jeg alligevel i år at prøve en ny opskrift. Brunkager kan være meget forskellige fra opskrift til opskrift, og det er altid sjovt at prøve noget nyt.

Denne opskrift er ret nem at  have med at gøre, og den er nem at rulle ud, hvis man vil lave sjove figurer.

Brunkager, ca. 200 stk.


Ingredienser:

2 tsk. potaske
1 spsk. vand
250 g. smør
250 g. sirup
250 g. farin
75 g. fin appelsinmarmelade (f.eks. Mackays Sevilla Orange)
1 spsk. stødt kanel
½ tsk. stødt nellike
1/4 tsk. stødt ingefær
100 g. mandelmel
500 g. hvedemel

Fremgangsmåde:

1. Opløs potaske i vandet.

2. Bring smør, sirup og farin i kog i en gryde.

3. Tilsæt appelsinmarmelade, kanel, nellike og ingefær og rør godt rundt. Pisk evt. hvis marmeladen klumper. Tag gryden af varmen.

4. Rør den opløst potaske i massen og hæld den i en skål. Lad den køle godt af.

5. Rør mandelmel og mel i dejen, gerne med en elpisker. Sæt dejen på køl til næste dag.

6. Tag dejen ud af skålen (det kan godt være lidt svært). Du kan enten rulle tykke pølser og skære i tynde skiver eller rulle dejen ud på et meldrysset bord, lidt ad gangen, og stikke figurer ud. Dejen skal være 1-2 mm tyk.

7. Bag kagerne 5-6 min ved 180 grader. Bag et par kager ad gangen indtil du har fundet den præcise tid og det bedste sted i ovnen, hvor kagerne bliver helt sprøde uden at blive for mørke.


søndag den 15. december 2013

Chokosnitter




Jeg husker et besøg hos min onkel, da jeg var omkring 10 år gammel. Vi fik en kagedåse med hjem, som var fuld af chokosnitter. Sprøde chokoladekager med masser af sukker på. I år blev året, hvor jeg ville prøve at lave dem selv, og opskriften får I her. Kagerne fik dog ikke den sprødhed jeg husker fra dengang, så jagten på chokosnitterne fortsætter, men de smager nu ganske fortrinligt alligevel. Opskriften er Amo's.

Chokosnitter, ca. 80 stk.


Ingredienser:

500 g. mel
185 g. flormelis
375 g. blødt smør
1 æg
40 g. kakao
1½ tsk. bagepulver

1 æg
perlesukker

Fremgangsmåde:

1. Alle ingredienserne, undtaget 1 æg og perlesukker, blandes i en skål og æltes til en glat dej.

2. Dejen deles i 8 stykker. Hvert stykke trilles til en pølse der lægges på bagepapir på den lange led af en bageplade. Den trykkes flad. Fugt fingrene med koldt vand, så er det nemmere at trykke dejen flad. Forsæt med resten af dejen.

3. Stængerne pensles med sammenpisket æg og drysses med perlesukker. 

4. Bager 10-12 min ved 200 grader. Skær straks stængerne i skrå stykker og afkøl på bagepapir på køkkenbordet.

5. Opbevar i kagedåse.

søndag den 8. december 2013

Mandelkranse




Nogle gange går det bare helt galt i køkkenet. Og til tider kommer der alligevel et godt resultat ud af det. Dette er et af de tidspunkter. Det her er egentlig opskriften på vanillekranse - en opskrift jeg fandt i det nyeste nummer af Spis Bedre. Men med hovedet under armen gik det helt galt - og jeg giver jeg i stedet en opskrift på mandelkranse. 

Det der gik galt var mandelmelet. I sommer købte jeg mandelmel i pose og sæk i tyskland (til 10 kr. for 200 gram), og jeg havde ikke lige tænkt, at der kunne være forskel på tysk og dansk mandelmel, så jeg havde puttet det i mine vanillekranse, før det gik op for mig, at det så helt forkert ud. Mit tyske mandelmel var nemlig MED den brune hinde, som giver en hel del tekstur og smag - og det er dansk mandelmel ikke. 

Fejl eller ej, så smager kagerne rigtig lækre og meget julede, så det er bare med at komme i gang. Der er jo altid plads til en ekstra slags julekager i dåserne :P

Mandelkranse, ca. 80 stk.


Ingredienser:

300 g. mel
2 vanillestænger
125 g. sukker
100 g. mandler m. hinde
175 g. smør
1 æg

Fremgangsmåde:

1. Put mandlerne i en blender og kør ca. 30 sekunder. Si melet fra og kør mandlerne igen. Forsæt indtil det hele er mel. 

2. Bland mel, vanillekorn, sukker og mandelmel og smuldr smørret heri til det ligner rasp.

3. Tilsæt ægget og ælt til en glat dej.

4. Tag dejklumper på størrelse med en valnød og tril til en pølse. Form til en krans og læg på bagepapir. De må gerne ligge lidt tæt, da de ikke hæver og flyder ud. 

5. Bag kransene ca. 8 min ved 200 grader. Lad dem køle helt af før de lægges i en kagedåse. 



torsdag den 5. december 2013

Pebernødder



Nu har julen for alvor indfundet sig i mit lille hjem, og jeg er så småt gået i gang med julebagningen. Storm og regn indbyder jo i det hele taget til indesysler. I første omgang var det pebernødderne. Jeg har de tidligere år købt et lille brev med pebernøddekrydderi og gjort som der stod bag på. Resultatet har været rigtigt godt, og det har derfor på ingen måde virket som en dårlig løsning. I år har jeg dog brugt en opskrift fra Amo, og den får I her.

Pebernødder, ca. 100 stk.


Ingredienser:

125 g. sukker
125 g. smør
1 æg
275 g. mel
½ tsk. stødt ingefær
3/4 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt peber
1 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør og sukker sammen med en elmikser.

2. Pisk ægget i.

3. Bland mel, ingefær, kardemomme, kanel, peber og bagepulver og bland det i smørret. Ælt sammen til en glat dej.

4. Rul dejen ud i 3 cm. tykke pølser og skær dem i 1 cm. tykke skiver.

5. Læg pebernødderne som de er, eller tril dem til kugler der trykkes lidt flade, på bagepapir og bag dem 8-10 min ved 200 grader til de er lysebrune.

6. Lad pebernødderne køle helt af på køkkenbordet før de pakkes i kagedåse. 





torsdag den 3. januar 2013

Kokostoppe med Chokoladebund


I dag er det min fødselsdag, og i den forbindelse får jeg gæster en hel del gange de næste tre dage. Lørdag kommer der nogle fastre og kusiner til kaffe og kage, og til det har jeg i dag bagt kokostoppe med chokoladebund. Opskriften er fra Amo, og da vi kun bliver 5 til kaffe, besluttede jeg at halvere opskriften, der skulle give 60 små toppe. Amo's definition af "små" er tilsyneladende en lidt anden end min, for i hvert fald fik jeg 75 kokostoppe, som jeg vil kalde normal af størrelse. 


Kokostoppe med Chokoladebund, 75 stk.


Ingredienser:

4 æggehvider
250 g. sukker
1 tsk. eddike
250 g. kokosmel
15 g. mel
150 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker og eddike og pisk til massen er sej. 

2. Vend kokos og mel i dejen med en dejskraber.


3. Kom massen i en sprøjtepose og sæt høje toppe på bagepapir. 

4. Bag 8-10 min ved 175 grader. Afkøl. 

5. Smelt 100 g. chokolade over vandbad og tag af varmen. Smelt resten af chokoladen deri. 

6. Dyp toppene i chokoladen, sæt dem på bagpapir og lad dem afkøle i et koldt rum eller køleskabet. Opbevares lufttæt og køligt

ProPoints: 1 point pr. kokostop

onsdag den 12. december 2012

Brune Kager



Jeg fandt den her opskrift på nemme brunkager i en bunke af gamle bladudklip og tænkte, at det kunne da prøves af. Og faktisk blev kagerne rigtig gode :) Dejen er lavet uden opvarmning og der er ikke mandler, nødder, appelsin eller noget som helst i. Det er ren brunkage :)



Brune Kager, ca. 250 stk.

Ingredienser:

250 g. smør
500 g. mel
125 g. sirup
200 g. flormelis
1 tsk. nellike
1 tsk. kanel
2 tsk. potaske
3 spsk. kogende vand

Fremgangsmåde:

1. Smulr smørret i melet til det ligner rasp.

2. Tilsæt sirup, flormelis, nellike og kanel og rør rundt.

3. Udrør potaske i vand og tilsæt det. Ælt til en glat dej.

4. Rul dejen til pølser og pak dem ind i film. Læg dem i køleskabet nogle timer eller gerne til næste dag.

5. Skær tynde skiver af dejen og læg på bagepapir på en bageplade.

6. Bag kagerne ca. 5 min ved 185 grader midt i ovnen. De skal blive rimeligt mørke uden at blive brændt, da de ellers ikke bliver ordentligt sprøde.

7. Køler af på bagepapir på køkkenbordet inden de lægges i kagedåser. 

ProPoints: 0,5 points per kage






søndag den 9. december 2012

Kokoskranse




Dette er den sidste småkageopskrift fra pakken til Afghanistan. Jeg havde egentlig lavet dej til en Ginger Bread opskrift fra Magasinet Mad!, men opskriften var mildest talt fejlfuld - enten pga. en tastefejl i mængden af mel eller fordi den ikke er testet. Jeg måtte tilsætte en masse vand, og dejen virkede derefter ikke. Så jeg besluttede at gå tilbage til velkendte Amo, hvor jeg fandt denne opskrift. Det er desuden den letteste julekageopskrift jeg nogensinde er stødt på. Fra jeg startede på dejen til jeg stod med 80 finde kokoskranse gik der omkring 45 min. Så det er også en god ide, når man lige mangler en hyggelig gave til bedstemor :)


Kokoskranse, ca. 80 stk.

Ingredienser:

200 g. mel
100 g. kokosmel
200 g. smør
150 g. sukker
½ æg
½ tsk. vanillesukker

Fremgangsmåde:

1. Ælt det hele sammen til en ensartet dej.

2. Tril pølser og skær dem i ca. 8 cm lange stænger. Hver stang formes til en krans og lægges på bagepapir på en bageplade.

3. Bager 6 min ved 200 grader. Det kan variere meget fra ovn til ovn. 

4. Køler et par minutter på bagepladen og lægges så på bagepapir på køkkenbordet og køler helt, før de pakkes i en kagedåse. 

ProPoints: 1 point per krans




onsdag den 5. december 2012

Kanelsmåkager og Billeder fra Afghanistan




Dette er endnu en opskrift på småkager, der røg afsted til Afghanistan. Jeg har ofte overvejet, om kanel indeholder et eller andet stærkt vanedannende stof. I hvert fald er det kendetegnende for mig, at når småkager indeholder kanel, så kan jeg ikke bare spise 1...eller 2....eller 20 ;) Men men, bagte en stor portion, og der kom en masse til Afghanistan alligevel. Og jeg håber, at de bragte glæde dernede ;)

Normalt ville jeg dekorere kager som disse med farvet glasur og sjov krymmel, men da transporten til Afghanistan kunne tage op til en måned, var risikoen for bløde og smattede kager for stor, og jeg valgte at lade det være ved kanelkager i julede former :)

Opskriften er fra Dr. Oetker, men indeholder ikke halvfabrikata af nogen art. Det vigtige i en småkage som denne er at bruge rigtigt smør, gerne økologisk, hvilket jeg dog ikke selv gør på grund af prisen.


Kanelsmåkager

Ingredienser:

150 g. smør
½ dl. olie
150 g. farin
100 g. flormelis
2 spsk. sirup
2 æggeblommer
2 spsk. vand
375 g. mel
½ tsk. natron
2 spsk. kanel

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør, olie, farin, flormelis og sirup godt sammen med en el-pisker. 

2. Pisk æggeblommerne og vand i.

3. Pisk mel, natron og kanel i og ælt dejen jævn. Den skal ikke æltes ret længe.

4. Læg dejen på køl mindst 1 time. 

5. Rul dejen ud og udstik kager med et glas eller udstiksforme. Kagerne lægges på bagepapir på bageplader.

6. Bag kagerne 8-10 min ved 200 grader. Det kan variere meget fra ovn til ovn. Kagerne skal være brunede uden at blive for mørke. De skal blive sprøde på 5 min efter bagning.

7. Kagerne køler helt af på bagepapir på køkkenbordet og pakkes i kagedåser. 

ProPoints: 112 points for hele portionen





Den glade modtager :)

Alle godterne pakket ud i soldaternes stue

Der hygges :D



søndag den 2. december 2012

Pebernødder a la Dr. Oetker




Normalt gør jeg ikke meget i halvfabrikata, krydderblandinger osv., men dette er en af de få undtagelser. Når jeg bager pebernødder, så plejer jeg at købe et brev Dr. Oetker Pebernødkrydderi, og jeg laver pebernødderne, som der står på pakken. Og hvorfor gør jeg det? Fordi de smager freaking godt :D De smager som pebernødder fra barndommen. Og i al retfærdighed kan jeg jo argumentere, at blandingen i bund og grund består af natron og krydderier, og ikke meget andet. Ingredienserne, der gør pebernødderne lækre og hjemmebagte, tilsætter jeg jo. Jeg bruger f.eks. altid rigtig smør.

Denne omgang pebernødder er en del af pakken, der blev sendt til Afghanistan, som jeg skrev om den anden dag, og jeg håber at soldaterne dernede synes lige så godt om dem, som jeg gør :)

Opskriften er den samme som bag på Pebernød Krydderi'et men I får den alligevel. Jeg var i øvrigt helt vild med dåsen, som jeg fandt i Tiger. De har den i tre størrelser, og den er bare helt igennem julet. Så endte med at købe et mindre arsenal i flere størrelser ;)

Pebernødder a la Dr. Oetker

Ingredienser:

220 g. mel
1 brev Dr. Oekter Pebernød Krydderi
125 g. sukker
125 g. smør
1 æg

Fremgangsmåde:

1. Bland mel, krydderi og sukker i en skål.

2. Smuldr smøret i melt til det ligner rasp, tilsæt ægget og saml dejen. Den skal ikke æltes for meget.

3. Del dejen i 4 stykker, rul hvert stykke ud til en lang pølse og skær i små stykker. De hæver en smule i ovnen, så de skal ikke være alt for store. Hvis du synes, kan du trille stykkerne til kugler, men de bliver også fine, selv om du bager dem som de er.

4. Bag pebernødderne 8-10 min ved 200 grader. Dette kan variere meget fra ovn til ovn.

5. Køler på bagepapir på køkkenbordet og pakkes i en kagedåse, når de er helt kolde.

ProPoints: 62 points for hele portionen



fredag den 30. november 2012

Sønderjyske Fedtkager


Endnu en kageopskrift, men det er jo også højsæson for kage :) Dette er min sønderjyske mors opskrift på sønderjyske fedtkager. Opskriften har nogle lidt sjove mål, og det er der selvfølgelig en lidt sjov historie om ;) Oprindelig havde opskriften nogle mere "runde" mål, men på et tidspunkt opdagede min mormor, at hendes vægt vejede forkert, og da de så prøvede at bage kagerne med en vægt der vejede rigtigt, blev kagerne langt fra lige så gode. De fandt derfor frem til, at disse mål giver de bedste kager :)

Fedtkager kan  smage på mange måder, og ikke alle er lige vilde med alle salgs, men disse falder altid i god jord, selv hos den skeptiske fedtkage-smager. Det kan være lidt tricky at bage kagerne, og den ovn jeg pt har er faktisk ikke super godt til det. Kagerne må gerne være mere rundede end mine er. Så prøv dig frem med grader og tid.

Kendetegnet ved fedtkager er, at de er bagt på svinefedt. Så nej, de er på ingen måde sunde ;) Det kan lyde lidt ulækkert, hvis man aldrig har smagt fedtkager, men de smager på ingen måde af kød eller animalske, så lad dig ikke afskrække. Du kan købe svinefedt i alle større supermarkeder (Føtex, Kvickly osv.), det står sammen med margarinen og koster omkring 18 kr. for en pakke.

Sønderjyske Fedtkager, ca. 130 stk.

Ingredienser:


550 g. mel
550 g. sukker
435 g. svinefedt
1 æg
3 spsk. kakao
1 spsk. vanillesukker
1 tsk. hjortetaksalt

Fremgangsmåde:

1. Ælt det hele sammen til en glat småkagedej og sæt den på køl natten over. Den kan sagtens stå to døgn i køleskab, hvis det passer dig bedre.

2. Tril dejen til kugler på størrelse med små valnødder.

3. Læg kuglerne med nogen mellemrum på bagepapir på en bageplade og bag 10-15 min mit i ovnen ved 170 grader. Kagerne skal ikke blive mørke.

4. Lad kagerne køle helt af på bagepapir på køkkenbordet før de lægges i en kagedåse.



søndag den 23. september 2012

Kanelstænger




Gæster til eftermiddagskaffen kræver kage, og mere om den senere. Men i denne omgang blev det også undskyldningen for at bage småkager. Ikke cookies og andre nymodens sager, men gode gammeldags småkager. Jeg bager sjældent den slags udenfor juletiden, men nu skulle det altså være. Og valgte faldt, sjovt nok, på en temmelig julet en af slagsen ;)

Opskriften er fra et gammelt nummer af Mad! Ifølge opskriften skulle kagerne skæres i 12 cm. lange stænger, og jeg tænkte at det lød lidt stort og valgte at bage dem i halv størrelse. De blev så til gengæld temmelig små, så jeg vil nok anbefale at man bager dem i original størrelse. Opskriften er skrevet ud fra at de bages i original størrelse og ikke mine småbitte kager. Jeg vil ikke påstå at kagerne blev pæne, men de smager altså rigtig godt, så lad det være en udfordring at få dem pænere end mine ;)


Kanelstænger, 48 stk


Ingredienser:

125 g. smør
175 g. mel
75 g. flormelis
½ spsk. vand

1 sammenpisket æg
½ dl. sukker
½ spsk. kanel

Fremgangsmåde:

1. Ælt smør i tern, mel, flormelis og vand til en småkagedej og lad den ligge på køl ½-1 time. 

2. Del dejen i 8, rul til stænger og læg dem på to bageplader med bagepapir. Tryk stængerne lidt flade.

3. Pensl med æg og drys med kanelsukker.

4. Skær hver stang i 6 stykker. 

5. Bag 7-8 min ved 180 grader. De skal være ret brune for at de bliver helt sprøde. 

6. Lad kagerne køle helt, knæk dem fra hinanden og opbevar dem i en kagedåse. 



Småkagedej

Småkagerne før bagning