Viser opslag med etiketten Sandwich. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandwich. Vis alle opslag

tirsdag den 1. august 2017

Sandwichbar




Nogle gange behøver frokost til gæsterne ikke være så kompliceret. Jeg har lavet tre sandwichsalater og smurt små hyggelige sandwiches, som er lige til at spise på altanen.

Sandwichbar til 4 personer


Ingredienser:

175 g. skinke (strimler, tern eller skiver)
1/2 løg
2 spsk. mayonnaise
2 spsk. creme fraiche
1 lille bundt purløg, klippet
salt og peber

3 æg, hakkede
2 spsk. mayonnaise
2 spsk. creme fraiche
1 tsk. karry
salt og peber

125 g. varmrøget ørred eller laks (eller 1 dåse tun, hvis du er på budget)
2 spsk. mayonnaise
2 spsk. creme fraiche
1 lille bundt dild, klippet
salt og peber

12 skiver sandwichbrød, gerne fuldkorn

Fremgangsmåde:

1. Læg skinke, løg og mayonnaise i en minihakker og kør til en jævn masse. Rør creme fraiche og purløg i og smag til med salt og peber.

2. Rør hakket æg med mayonnaise, creme fraiche og karry og smag til med salt og peber.

3. Mos fisken grundigt med en gaffel, rør med mayonnaise, creme fraiche og dild og smag til med salt og peber.

4. Smør hver salat på to stykker brød i et tykt lag og læg de resterende stykker brød ovenpå. Skær hver sandwich i 4 trekanter og anret på et fad. 

fredag den 30. september 2016

Clubsandwich




Clubsandwich skal gerne laves lige når den skal spises, og den egner sig rigtig fint til en weekend frokost. Jeg serverede den for gæster og det fungerede rigtig fint. 

Clubsandwich til 2 personer


Ingredienser:

125 g. stegt kyllingebryst
2 spsk. mayonnaise, gerne let
2 spsk. creme fraiche, gerne let
1 tsk. sennep
1 tsk. karry
salt og peber
½ bakke rucola
6 sk. stegt bacon
4 store skiver sandwichbrød, gerne groft
2 tomater, skiver

Fremgangsmåde:

1. Rør mayonnaise, cremefraiche, sennep og karry sammen og smag til med salt og peber. 

2. Skær kyllingekødet i tern og vend i dressingen i. Lad gerne kyllingesalaten trække på køl, hvis du har tid.

3. Rist brødet og fordel rucolaen på to af skiverne.

4. Læg kyllingesalaten ovenpå rucola, og læg bacon og tomater øverst.

5. Læg de to sidste skiver brød øverst og halver diagonalt. Sæt en tandstik i hver trekant og server. 


mandag den 13. juni 2016

Sandwich med Rygeost, Radiser og Spirer




En dejlig vegetarisk sandwich med sommersmag.

Sandwich med Rygeost, Radiser og Spirer til 2 personer


Ingredienser:

2 grove sandwichboller (f.eks. Vores Frokoststykker)
50 g. rygeost
2 tomater, skiver
4 radiser, skiver
1 håndfuld lucernespirer
salt og peber
1 potte dild

Fremgangsmåde:

1. Flæk bollerne og smør dem med rygeost.

2. Læg tomatskiver og radiseskiver taglagt på underbollerne.

3. Top med lucernespirer og krydr med salt og peber.

4. Læg klippet dild på toppen og læg overen på. Pak i film eller server.

søndag den 17. april 2016

Sandwich med Kylling, Bacon og Mangochutney




Det er ikke svært at gøre hverdagsmadpakken lækker. Denne ellers klassiske sandwich med kylling og bacon er krydret med en god mangochutney. Du bestemmer selv om det skal være en spicy eller mild version. Suppler sandwichen med en stak små gulerødder. Du kan købe bacon færdigstegt i supermarkedet, så slipper du for al besværet. 

Sandwich med Kylling, Bacon og Mangochutney til 2 personer


Ingredienser:

2 sandwichboller (f.eks. Vores Frokoststykker fra Føtex)
1 spsk. mayonnaise
2 tsk. mangochutney
6 sk. kyllingebryst (f.eks. Levevis)
4 sk. bacon, sprødstegt
2 store salatblade

Fremgangsmåde:

1. Smør bollerne med mayonnaise og mangochutney.

2. Læg et salatblad, kylling og bacon i sandwichen og server eller pak i film til madpakken. 



tirsdag den 6. oktober 2015

Tunsandwich




En super nem sandwich, der ikke tager mange minutter at klappe sammen, men smager ekstra godt i madpakken.

Tunsandwich til 2 personer


Ingredienser:

1 dåse tun i vand
1 hårdkogt æg
2 forårsløg
2 cornichoner (eller 6 skiver agurkesalat)
1/4 potte purløg
25 g. mayonnaise light
salt og peber
4 skiver groft sandwichbrød

Fremgangsmåde:

1. Hæld vandet fra tunen og findel den med en gaffel.

2. Hak ægget og rør sammen med tun, finthakket forårsløg, cornichoner i små tern, finthakket purløg og mayonnaise. Smag til med salt og peber.

3. Fordel fyldet på 2 skiver sandwichbrød og læg sammen med resten af brødet. Server med det samme eller pak i husholdningfilm. 

torsdag den 1. oktober 2015

Sandwich med Pikantost og Kylling




Det er super nemt at peppe en sandwich lidt op med friskost og man kan vælge den smag man bedst kan lide. Mine favoritter er pikant og køkkenhavens løg. For at holde kalorierne nede vælger jeg tit Buko Pikant Light. 

Sandwich med Pikantost og Kylling til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver sandwichbrød, gerne groft
50 g. pikant friskost, gerne light (eller en anden variant)
2 store salatblade
1 tomat
8 skiver stegt kyllingbryst (f.eks. Tulip eller hjemmestegt)

Fremgangsmåde:

1. Smør to skiver brød med pikantosten. 

2. Læg salatblade, kyllingebryst og tynde tomatskiver på brødet. Læg de sidste stykker brød øverst.

3. Server eller pak i husholdsningsfilm til madpakken. 

torsdag den 24. september 2015

Sandwich med Æggesalat




En velkendt sandwich som de fleste kan lide - her i en fedtfattig udgave.

Sandwich med Æggesalat til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver groft sandwichbrød
2 æg
½ dl. Cheasy fraiche
20 g. mayonnaise light
½ tsk. karry
salt og peber
2 spsk. karse

Fremgangsmåde:

1. Kog æggene og køl dem helt af.

2. Rør Cheasy fraiche sammen med mayonnaise, karry og karse. Smag til med salt og peber.

3. Hak æggene og rør dem i karrydressingen.

4. Smør æggesalaten på to skiver brød og læg de andre skiver brød ovenpå. Server eller pak i husholdsningsfilm til madpakken. 

søndag den 20. september 2015

Sandwich med Rejesalat





Denne sandwich smager rigtig godt og sommerligt, men det er ikke ligemeget hvordan du laver den, hvis den ikke skal spises med det samme. Skal den spises lige efter den laves, så kan den laves af en helt fedtfattig creme fraiche. Men skal den med på madpakken er man nødt til at bruge mayonnaise sammen med creme fraiche, da sandwichen ellers bliver meget våd og slatten. Det er også muligt at medbringe rejesalaten og putte den på sandwichbrødet kort før den skal spises.

Sandwich med Rejesalat til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver sandwichbrød, gerne fuldkorn
4 salatblade
2 tomater
150 g. rejer
75 g. creme fraiche (eller 25 g. mayonnaise og 50 g. creme fraiche)
1 tsk. citronsaft
5 dråber tasbasco
1 tsk. tørret dild
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Tø rejerne op og lad dem dryppe godt af.

2. Rør creme fraiche med citronsaft, tabasco, dild og smag til med salt og peber. Rør rejerne i.

3. Læg salat på to skiver brød, læg tomat over og fordel rejesalaten derover. Læg de to sidste skiver brød øverst og server.


mandag den 14. september 2015

Æggesandwich




Jeg lægger løbende nye ideer til madpakken ud. Det gør jeg fordi jeg mener, at det er vigtigt med variation og fornyelse i madpakken. Dette er en sandwich med æggesalat - i den voksne ende af skalaen.

Æggesandwich til 2 personer


Ingredienser:

50 g. mayonnaise eller miracle whip
1 tsk. sennep
2 hårdkogte æg
5 grønne oliven
1 tsk. kapers
salt og peber
2 skiver sprødstegt bacon
3 blade salat (f.eks. crisp eller Batavia)
4 skiver groft sandwichbrød

Fremgangsmåde:

1. Rør mayonnaise, sennep, hakkede æg, hakkede oliven og hakkede kapers sammen. Smag til med salt og peber.

2. Skær bacon i mindre tern og snit salaten fint. Vend det i æggesalaten.

3. Fordel på to stykker brød og læg de andre skiver over. Skær i trekanter og pak til madpakken.


onsdag den 9. september 2015

Sandwich med Lufttørret Skinke, Pære og Parmesan




Jeg kan godt lide at gøre lidt ud af min frokost. Det er ikke altid det sker, men når dagens sandwich består af lækre ingredienser i en god kombination, så smager det bare lidt bedre. Rent fotografisk tager sandwich sig bedre ud i boller, men jeg foretrækker det grove sandwichbrød man kan få nu om dage, da det holder sig friskere og bliver mindre tørt. 

Sandwich med Lufttørret Skinke, Pære og Parmesan til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver sandwichbrød eller 2 boller
1 spsk. grøn pesto
2 store salatblade
1 pære
1 spsk. citronsaft
4 skiver lufttørret skinke
20 g. parmesan i store flager
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Smør 2 skiver brød med pestoen og læg salatbladene og skinken ovenpå.

2. Skær pæren i halve og fjern kernehuset. Skær i tynde skiver og vend i citronsaft. Læg på skinken.

3. Fordel parmesanflager øverst, krydr med salt og peber og læg brød øverst. Skær i halve og server eller pak i film til madpakken. 

torsdag den 14. august 2014

Grove Sandwichboller med Surdej





Jeg har aldrig lavet en surdej før nu, men det er jo oppe i tiden og giver virkelig lækkert brød, så jeg tænkte, at nu var det tiden at prøve. Og det er jo i virkeligheden ikke hverken svært eller særlig tidskrævende - heller ikke hvis man laver surdejen fra bunden hver gang. Jeg bagte disse meget grove sandwichboller, som virkelig smager af noget. Bollerne har en fin størrelse, og de passer derfor godt som en frokostsandwich, der kan fyldes med hvad som helst. De kan selvfølgelig også spises til morgenmad som en god og solid start på dagen.


Grove Sandwichboller med Surdej, 16 stk.


Ingredienser:

Dag 1:
2 dl. lunkent vand
5 g. gær
1 dl. rugmel
1 dl. grahamsmel

Dag 2:
2 dl. lunkent vand
1 dl. rugmel
1 dl. grahamsmel

Dag 3:
10 g. gær
5 dl. vand
150 g. grahamsmel
150 g. rugmel
50 g. solsikkefrø
50 g. hørfrø
50 g. sesamfrø
1 spsk. salt
1 spsk. sirup
1 spsk. kakao
ca. 500 g. hvedemel

Fremgangsmåde:

1. Dag 1: Rør gæren ud i vandet og rør de to slags mel i. Læg låg på og lad det stå på køkkenbordet til næste dag.

2. Dag 2: Rør vand og de to slags mel i dejen og læg igen låg på. Lad det stå på køkkenbordet til næste dag.

3. Dag 3: Hæld 400 g. surdej op i en stor skål og tilsæt vand. Rør gæren ud heri.

4. Tilsæt grahamsmel, rugmel, solsikkefrø, hørfrø, sesamfrø, salt, sirup og kakao og rør godt.

5. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen grundigt. Lad den hæve lunt og tildækket 2 timer.

6. Ælt dejen igennem og del i 16. Form til runde eller aflange boller og læg på bagepapir på 2 bageplader. Hæver tildækket i 2 timer.

7. Bag 15-20 min ved 200 grader og lad bollerne afkøle på en rist.

8. Hvis du ønsker at gemme surdejen til en omgang boller mere, så tilsætter du 2 dl. vand, 1 dl. rugmel og 1 dl. grahamsmel og opbevarer surdejen i køleskabet til næste bagning.

fredag den 6. juni 2014

Rejesandwich




Jeg har altid syntes at rejer er en rigtig sommerspise. Jeg ved godt, at rejer fås i fin kvalitet året rundt, men det er bare ekstra sommerligt med en sandwich eller salat med lækre kolde rejer. Denne sandwich kan sagtens medbringes som madpakke, men bør først lægges sammen, når den skal spises.

Rejesandwich til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver sandwichbrød eller 2 sandwichboller
150 g. rejer
3 spsk. Cheasy Fraiche
30 g. finthakkede soltørrede tomater
1 hjertesalat i strimler
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Rør rejer, Cheasy Fraiche, soltørrede tomater og salat sammen. Smag til med salt og peber.

2. Rist brødet og fyld det med rejesalaten.

mandag den 27. januar 2014

Sandwich med Barbecuekylling




Fornyelse i madpakken. Denne gang i form af en sandwich fyldt helt simpelt med salat, stegt kylling og en lækker og nem barbecuedressing. 

Når jeg køber sandwichbrød køber jeg altid Kohberg Rugsandwich. Virkelig lækkert og groft brød med masser af mæthed, og så smager det fantastisk. Hvis du hellere vil have en sandwichbolle, så bytter du bare ud.

Sandwich med Barbecuekylling til 2 personer


Ingredienser:

½ ring ananas fra dåse
1 spsk. barbecuesauce (jeg brugte Kraft Original)
50 g. friskost light
salt

75 g. stegt kylling
salatblade
4 skiver sandwichbrød

Fremgangsmåde:

1. Skær ananas i meget små tern og rør med barbecuesauce og friskost. Smag til med salt.

2. Smør alle brødskiver med friskosten og læg salat og kylling på to af dem. Læg de to øvrige skiver brød over og skær i trekanter.


onsdag den 8. januar 2014

Sandwich med Skinke og Bacon



En super lækker sandwich, der bedst spises hjemme, når den lige er smurt, men som også kan laves på uristet brød og lægges i madpakken. Der skal dog så spares lidt på Cheasy Fraichen, da sandwichen ellers vil blive alt for våd. 

Sandwich med Skinke og Bacon til 2 personer


Ingredienser:

4 skiver groft sandwichbrød
3 spsk. Cheasy Fraiche
salt og peber
4 skiver bacon
salatblade
1 tomat
2 skiver skinke

Fremgangsmåde:

1. Steg baconen sprød og lad den dryppe af på køkkenrulle.

2. Rør Cheasy Fraiche med salt og peber.

3. Rist brødet og smør det med Cheasy Fraiche.

4. Læg salat, skinke, tomat og bacon på to skiver brød og læg de to øvrige skiver over. Skær i trekanter og server.

søndag den 20. oktober 2013

Æggesalat med Oliven og Basilikum




Jeg lavede denne lidt alternative æggesalat til en madpakkesandwich. 

Æggesalat med Oliven og Basilikum til 2 personer


Ingredienser:

2 æg
1 håndfuld basilikum
8 sorte oliven
1 spsk. mayonnaise
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Kog æggene og lad dem køle helt af. Pil og hak dem.

2. Rør æg sammen med mayonnaise, finthakket basilikum og hakkede oliven. Smag til med salt og peber.

3. Smør salaten i to sandwichboller. 

lørdag den 12. oktober 2013

Rugboller




Så blev det igen tid til at bage en portion lækre boller til morgenmad og frokostsandwich. Store luftige boller, fulde af sund og mættende rugmel, og med potentiale til både morgenmad og frokost. Hvis du ønsker, kan du drysse bollerne med f.eks. birkes, sesam, fuldkornsrugmel eller noget helt andet.


Rugboller, 16 stk.


Ingredienser:

75 g. plantemargarine 60 %
5 dl. vand
1 pk. gær
1½ tsk. salt
2 spsk. akaciehonning
4 dl. rugmel
ca. 500 g. hvedemel

Fremgangsmåde:

1. Smelt margarinen og hæld vandet i. Rør gøren ud heri. 

2. Tilsæt salt, honning og rugmel og rør sammen. 

3. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt godt.

4. Dejen hæver lunt og tildækket 1 time.

5. Ælt dejen godt igennem og del i 16 stykker. Form til boller og læg dem bagepapir på en bageplader. Efterhæver 30 min lunt og tildækket.

6. Bag bollerne ca. 15 min ved 200 grader.



tirsdag den 10. september 2013

Sandwich med Tunfrikadelle

Ugens tema: Sandwich





Denne sandwich kan sagtens udgøre det for en middagsret, især hvis den serveres med en god skål salat. Jeg spiste sandwichen til frokost på skolen den første dag efter sommerferien, og det var virkelig en lækker madpakke, når jeg nu ikke er til flade rugbrødsmadder. Man kan nemt lave en større portion tunfrikadeller og fryse ned, så de er lige til at tage ud af fryseren og putte i en sandwich. 


Sandwich med Tunfrikadelle til 2 personer


Ingredienser:

½ tsk. sambal oelek
2 forårsløg
1 dåse tun i vand
½ håndfuld frisk koriander
2 spsk. mayonnaise light
½ dl. rasp
2 spsk. vand
salt og peber
2 spsk. mel
1 spsk. olie

2 sandwichboller
2 spsk. mayonnaise
icebergsalat
Frisk koriander

Fremgangsmåde:

1. Skær forårsløg i tynde skiver og bland med sambal oelek, drænet tun, hakket koriander, mayonnaise, rasp og vand.  Smag til med salt og peber.

2. Form til to flade frikadeller på størrelse med dine sandwichboller, vend i mel og steg i olie ca. 5 min på hver side.

3. Flæk bollerne og smør med mayonnaise. Læg salat, tunfrikadelle og frisk koriander i bollerne og server eller pak dem i madpakken. 

tirsdag den 3. september 2013

Italiensk Skinkesandwich




En lækker italiensk sag til frokosten. I bund og grund er denne sandwich ikke meget anderledes end dem man så tit laver med skinke og ost, men soltørrede tomater, cornichoner og sennep giver det en mere international smag, der gør meget for denne sandwich. 

Italiensk Skinkesandwich til 2 personer


Ingredienser:

4 sk. groft sandwichbrød
3 spsk. mayonnaise light
1 tsk. sennep
2 blade iceberg
100 g. skinke, gerne røget
2 skiver ost
4 cornichoner
2 spsk. hakkede soltørrede tomater

Fremgangsmåde:

1. Rør mayonnaise og sennep sammen og smør det på de fire skiver brød.

2. Fordel soltørrede tomater på to skiver brød.

3. Læg salat, skinke, ost og cornichoner over og læg de to sidste skiver brød øverst.

4. Skær i trekanter og server eller pak i madpakken. 



lørdag den 10. august 2013

Sandwich med Tun og Æg

Ugens tema: Frokost med tun på dåse





Jeg er netop kommet hjem fra to uger på sommerferiekoloni i Sæby. Jeg er afsted som køkkenarbejder hver eneste sommer, og det er intet mindre end fantastisk. Det betyder dog også, at bloggen i den periode kører på tidligere producerede indlæg, men nu er jeg hjemme i de vante omgivelser og kan igen lave nogle spændende sager. Men her i weekenden er det fortsat tun på dåse.

Kombinationen af tun og æg er en af mine favoritter, og i denne sandwich er der ikke tilsat mange andre smagsstoffer end tun, æg, citron, salt og mayonnaise. Simpel og velsmagende.

Sandwich med Tun og Æg til 2 personer


Ingredienser:

1 dåse tun i van
2 kogte æg
½ dl. mayonnaise light
revet skal af ½ citron
1/4 tsk. salt

Salat
2 sandwichboller

Fremgangsmåde:

1. Rør tun, finthakket æg, mayonnaise, citronskal og salt sammen.

2. Lun bollerne og fyld dem med salat og tunsalat. Server eller pak i film til madpakken.

tirsdag den 6. august 2013

Sandwich med Tunsalat og Radise

Ugens tema: Frokost med tun på dåse





En lækker sandwich til madpakken, som er både billig, nem, sund og børnevenlig. Tunsalaten er lavet med friskost, hvilket betyder, at den ikke løber ud i brødet og gør det vådt. Virkelig en fordel til madpakke, da det betyder, at sandwichen kan smøres aftenen i forvejen uden at blive træls.

Sandwich med Tunsalat og Radise til 2 personer


Ingredienser:

40 g. friskost naturel light
et nip sukker
½ tsk. limesaft
1 knsp. salt
½ grøn peber
½ rødløg
100 g. tun i vand, drænet vægt
½ bdt. purløg

2 sandwichboller
4 radiser
salat

Fremgangsmåde:

1. Rør friskost sammen med sukker, salt og og limesaft.

2. Skær peberfrugt i små tern, hak rødløget fint og klip purløget fint. Bland det og tunen i friskosten. 

3. Flæk bollerne og læg salat på to halve. Fordel tunsalaten herover og læg skiver af radise øverst. Pak til madpakken eller spis med det samme.