Viser opslag med etiketten And. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten And. Vis alle opslag

lørdag den 18. november 2017

Appelsinstegt Andebryst og Rissalat med Rødkål og Bønner




Julen nærmer sig, og det kan ses på udbudet i supermarkederne.  Denne hovedret er fuld af julede ingredienser, men uden smagen af jul. Andebryst med appelsin, rødkål og mandler. God decembermad, som ikke er tung.

Salaten bliver bedst med friske bønner, men bønner fra frost kan også bruges.

Appelsinstegt Andebryst og Rissalat med Rødkål og Bønner til 2 personer


Ingredienser:


1 stort eller to små andebryster
1 tsk. tørret rosmarin
salt og peber
1 usprøjtet appelsin

100 g. ris
200 g. bønner, nippede og evt. halverede
1/4 rødkål, fintsnittet
½ spsk. olivenolie

50 g. mandler
1 tsk. olie
salt

Fremgangsmåde:

1. Læg andebrystet i et ovnfast fad, rids fedtsiden, drys med salt, peber og rosmarin og skær halvdelen af appelsinen i tynde skiver og læg dem over andebrystet. Steg i ovnen 20-30 min alt efter tykkelse. 

2. Kog risene i letsaltet vand.

3. Kog bønnerne 3 min i letsaltet vand. Køl dem straks af i koldt vand.

4. Steg mandlerne 3-4 min i olie og krydr dem med salt.

5. Vend ris, rødkål og bønner sammen. Pres saften af den anden halve appelsin i sammen med olivenolie og bland godt. 

6. Server andebryst i skiver med rissalaten.


torsdag den 4. februar 2016

Pandestegt Andebryst med Rødbede-Blommesalat




En af mine forholdsvis sjældne low carb retter. Og hvor low carb den rent faktisk er med al den frugt kan man så diskutere, men jeg kalder den low carb, når der ikke er et tilbehør i form af ris, pasta, kartofler eller lignende. 

Rødbeder og blommer smager fantastisk og er et godt modspil til andekødet. Jeg kan bedst lide blommerne når de er kølet ret grundigt af, så jeg lavede dem sammen med rødbederne fra starten af og lod dem køle. Men den del er op til dig. 

Pandestegt Andebryst med Rødbede-Blommesalat til 2 personer


Ingredienser:

2 andebryster
500 g. rødbeder, i både
1 spsk. olivenolie
salt
6 blommer, halverede
1 tsk. sukker
2 spsk. balsamico
100 g. rucola

Fremgangsmåde:

1. Vend rødbederne i olie og salt og fordel dem på bagepapir i et ovnfast fad. Sæt dem i ovnen 45 min ved 200 grader.

2. Læg blommerne med skærefladen opad på bagepapir i et ovnfast fad og sæt dem i ovnen de sidste 10 min af rødbedernes bagetid. 

3. Vend rødbederne med balsamico og lad dem og blommerne køle af. 

4. Rids skindet på andebrysterne og krydr med salt og peber. Steg dem med skindsiden nedaf 10 min på en tør pande. Vend dem og steg dem yderligere 10 min. 

5. Vend rødbeder og blommer med rucola og anret på to tallerkener.

6. Skær kødet i tynde skiver og anret ovenpå salaten. 

mandag den 18. januar 2016

Restesalat med And og Kartofler



Det er meget op i tiden at undgå madspild, og jeg er helt enig i, at vi til enhver tid bør forsøge at bruge vores rester. 

Denne salat er baseret på rester fra julen, men anden kan sagtens erstattes af en rest kylling, kalkun eller svinekød. 

Restesalat med And og Kartofler til 2 personer


Ingredienser:

200 g. kold, stegt and (eller kylling), i mindre stykker
300 g. kolde, kogte kartofler, i tern
1 hjertesalat, groft snittet
2 appelsiner, skåret i filetter og saften presset af resten
1 spsk. sennep
2 tsk. olivenolie
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Bland salat, kylling, kartofler og appelsin forsigtigt.

2. Rør appelsinsaft med sennep og olie og smag til med salt og peber.

3. Vend dressingen i salaten og anret på to tallerkener.


lørdag den 2. januar 2016

Andebryst med Indisk Dahl




En juleklassisker i selskab med en af mine indiske favoritter. Dahl er en slags krydret grød kogt af linser, løg og tomat. Det er monster sundt, fuld af kostfibre og så smager det lækkert af varmere himmelstrøg. 

Andebryst med Indisk Dahl til 2 personer


Ingredienser:

2 andebryster
salt og peber

1½ dl. røde linser
4 dl. vand
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, hakket
4 tomater, i små tern
1 spsk. karry
1 tsk. cayennepeber
salt

½ potte koriander
mangochutney

Fremgangsmåde:

1. Kog linserne i vandet 20 min og hæld vandet fra.

2. Rids andebrysterne på skindsiden og steg dem 10 min med skindsiden ned af for god varme. Vend dem derefter og steg 10 min mere. Lad dem hvile ca. 5 min. Krydr med salt og peber.

3. Hæld lidt andefedt på en pande og steg løg uden at det tager farve i nogle minutter.

4. Tilsæt hvidløg, tomat, karry og cayennepeber og steg kort.

5. Tilsæt linserne og lidt vand og kog 10 min på panden. Tilsæt lidt mere vand hvis det er nødvendigt. Smag til med salt. 

6. Skær andebrysterne i tykke skiver og server med dahl, et drys hakket koriander og mangochutney. 

tirsdag den 15. september 2015

Andebryst med Smørdampede Grøntsager




Vi forbinder ofte anden med jul, men den kan sagtens spises i den varme halvdel af året med lækre sprøde grøntsager til. 

Andebryst med Smørdampede Grøntsager til 2 personer


Ingredienser:

2 andebryster
1 spsk. frugteddike
salt og peber

½ spsk. smør
½ dl. vand
4 gulerødder
4 forårsløg
250 g. frisk spinat
salt og peber

400 g. kartofler
1 spsk. olie
salt og krydderier

Fremgangsmåde:

1. Rids skindet på andebrysterne i rudemønster og krydr med salt og peber. Steg dem 15 min med skindsiden nedad ved svag varme. Vend dem og steg dem yderligere 15 min. Lad dem hvile 10 min.

2. Skær kartoflerne i både og vend dem med olie, salt og dine favoritkrydderier. Steg dem i ovnen 30 min ved 200 grader.

3. Skær gulerødder i bjælker og forårsløg i tykke ringe. Rens spinaten og pluk kraftige stilke af.

4. Smelt smørret i en gryde og tilsæt vandet. Bring i kog og tilsæt gulerødderne. Læg låg på og damp 5 min. 

5. Tilsæt forårsløg til gulerødderne og damp yderligere 5 min. Tilsæt spinaten og damp til den netop falder sammen. Smag til med salt og peber.

6. Hæld halvdelen af andefedtet af panden og hæld eddike op til resten. Varm det kort igennem.

7. Anret grøntsager og kartofler på to tallerkener. Skær andebrysterne i tynde skiver og anret ovenpå grøntsagerne. Hæld saucen over kødet. 



fredag den 3. april 2015

Salat med Andebryst, Croutoner og Grillet Squash




Ugens tema: Måltidssalater

Jeg er vild med andebryst, og selv om det kan være lidt julet, så spiser jeg det året rundt. Jeg spiser det oftest uden skind, da det holder kalorierne godt i skak. 

Salat med Andebryst, Croutoner og Grillet Squash til 2 personer


Ingredienser:

150 g. daggammelt brød, f.eks. ciabatta
1 squash
2 tsk. olie
250 g. cherrytomater
½ potte frisk oregano (eller persille)
2 andebryster
1 romainesalat

1 fed hvidløg
1 spsk. frugteddike (eller balsamico)
1 spsk. olivenolie
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skær squash i 1 cm tykke skiver og steg dem i olie til de er gyldne på begge sider. Lad dem køle på en tallerken.

2. Steg andebrysterne på en pande. Steg skindsiden før, da den afgiver fedtstof til stegningen. Lad dem køle på en tallerken.

3. Skær brødet i store tern og fordel på bagepapir på en bageplade. Sæt i ovnen ved 200 grader til de er godt gyldne. Lad dem køle af på pladen. 

4. Rør eddike, olie og presset hvidløg sammen. Krydr godt med salt og peber.

5. Fjern skind og fedt fra anden og skær i tynde skiver. 

6. Skær tomaterne i halve og bland med and, squash og oreganoblade. Vend dressingen i og lad det trække 15 min. 

7. Vend brødcroutoner i salaten og fordel på to tallerkener. 

mandag den 29. september 2014

Salat med Andebryst, Avocado og Sesamdressing





En lækker sensommersalat, hvor andebrystet alligevel leder tankerne lige så stille hen mod julen, som jo faktisk slet ikke er så langt væk. Jeg lavede salaten med en frosset rest andebryst, men man kan sagtens stege et frisk og servere det lunt på salaten. Jeg spiste ris til salaten, men det kan lige så vel være et stykke godt brød.


Salat med Andebryst, Avocado og Sesamdressing til 2 personer


Ingredienser:

1 stegt andebryst
2 avocado
1/4 iceberg
1 håndfuld mynteblade
2 forårsløg
1 tsk. limesaft

2 spsk. sesamfrø
½ spsk. flydende honning
1 spsk. sojasauce
1 spsk. limesaft
1 spsk. olie

Fremgangsmåde:

1. Rist sesamfrøene på en tør pande og knus dem i en morter. Rør dem sammen med honning, sojasauce, limesaft og olie.

2. Snit iceberg og fordel på to tallerkener. Snit forårsløg fint og fordel over.

3. Skær avocado i store tern og anret på salaten. Drys grofthakket mynte over.

4. Skær andebrystet i tynde skiver og anret på salaten. Dryp dressingen over og server.

tirsdag den 11. februar 2014

Andebryst med Chili-Appelsinsauce



Det er ved at være tid til at få udryddet de sidste julerester i fryseren, og i den forbindelse lavede jeg denne ret. I fryseren fandt jeg et andebryst og en rest hjemmelavet rødkål. Og for at det ikke blev alt for julet lavede jeg retten med ovnstegte kartofler og en spicy appelsin-chilisauce.

Andebryst med Chili-Appelsinsauce til 2 personer


Ingredienser:

2 små andebryster a ca. 180 gram
1 rød chili
1 fed hvidløg
1 appelsin
1 spsk. sukker
1 spsk. citronsaft
1 dl. hønsebouillon
salt og peber

400 g. kartofler
2 tsk. rapsolie
salt og peber

400 g. rødkål

Fremgangsmåde:

1. Skær kartoflerne i mundrette bidder og vend dem med olie, salt og peber. Bag 30 min ved 200 grader.

2. Snit skindet på andebrysterne på kryds og tværs og krydr med salt og peber. Steg på skindsiden til fedtet er næsten smeltet helt fra. Steg derefter 8 min på hver side.

3. Riv skallen af appelsin og pres saften. Snit hvidløg og chili meget fint.

4. Smelt sukker i en gryde til det er en gylden karamel. 

5. Tilsæt citronsaft, appelsinskal, 3 spsk. appelsinsaft, hvidløg, chili og hønsebouillon. Kog igennem. Jævn evt. lidt med maizena. Smag til med salt og peber.

6. Server andebryst i skiver med kartoflerne og overhældt med saucen. Server den varme rødkål til.

fredag den 17. januar 2014

Burger med Marineret And, Lynsyltet Kål og Agurkerelish




Det her er mit første forsøg ud i de lidt mere alternative burgere. Jeg fandt opskriften i det seneste nummer af Magasinet Mad!, og det så absolut lækkert ud. Det er det faktisk også, men da anden er lidt svær at tykke i, vil det være en god ide at lave flere små burgere med mindre fyld, som til gengæld er nemmere at spise med kniv og gaffel. Jeg har derfor skrevet opskriften sådan. 

Anden er marineret i en tør-rub, og jeg valgte at gøre det dagen i forvejen, men det kan også gøres om morgenen, eller nogle timer i forvejen. Grønsagerne skal også laves nogle timer i forvejen. 

Burger med Marineret And, Lynsyltet Kål og Agurkerelish til 2 personer


Ingredienser:

And:
1 andebryst
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt spidskommen
½ tsk. salt

Lynsyltet kål:
150 g. frisk rødkål
1 tsk. salt
1 spsk. citronsaft

Agurkerelish:
½ agurk
1 skalotteløg
1 tsk. salt
1 spsk. æbleeddike
1 spsk. akaciehonning
½ spsk. sød chilisauce

4 små burgerboller
20 g. mayonnaise light
20 g. østerssauce

Fremgangsmåde:

1. Snit fedtsiden på andebrystet i skrå tern.

2. Bland koriander, kanel, spidskommen og salt og vend andebrystet i det. Lad det marinere mindst to timer og gerne natten over.

3. Snit rødkålen fint og vend med salt og citronsaft. Trækker mindst 1 time. 

4. Høvl agurken i tynde strimler med en tyndskræller eller lignende og hak skalotteløget fint.

5. Bland eddike, honning, chilisauce og salt og vend i agurken. Trækker mindst 45 min. 

6. Steg andebrystet 5 min på skindsiden og derefter 10 min på den anden side. Det er ikke nødvendigt med fedtstof. Pas på ikke at have varmen for  højt, da anden så brænder på.

7. Rist bollerne og smør dem med mayonnaise rørt med østerssauce. Fyld med syltet kål, and i skiver og agurkerelish. 


søndag den 22. december 2013

Andebryst med Ovnstegte Kartofler og Rodfrugter




Julestemningen lagde sig stille og roligt da duften af stegt and spredte sig i min lejlighed. Jeg elsker and, og det er slet ikke nok med en gang om året. Og heldigvis har supermarkederne været super gode til at sælge billige andebryster i år.

Denne ret kan spises en helt almindelig hverdagsaften op til jul, den kan spises efter jul, den kan serveres for gæster, og den kan endda udgøre et alternativ til den traditionelle and juleaften. Det er helt op til dig selv.

Hvis retten ønskes mere mager vendes kartofler og grøntsager i ½ spsk. olie i stedet for andefedt. 

Andebryst med Ovnstegte Kartofler og Rodfrugter til 2 personer


Ingredienser:

2 små eller 1 stort andebryst
salt og peber
300 g. gulerod
1 porre
300 g. kartofler

2 spsk. akaciehonning
1 spsk. sennep
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. olivenolie

Hakket persille

Fremgangsmåde:

1. Skær porren i ringe, skræl gulerødderne og skær dem i tern. Vask kartoflerne og skær dem i tern. Snit fedtet på andebrystet i tern på skrå.

2. Læg andebrystet med fedtsiden nedad på en tør pande og steg ved middel varme til fedtet er smeltet fra og skindet er sprødt 5-8 min.

3. Vend andebrystet om og brun det på bagsiden. Krydr med salt og peber og læg det på bagepapir på en bageplade.

4. Vend kartofler og grøntsager kort i fedtet på panden, krydr med salt og peber og læg det på bagepladen.

5. Bag 15 min ved 200 grader. 

6. Tag andebrystet ud og pak det i stanniol. Bag resten yderligere 15 min. 

7. Rør honning, olie, sennep og æblecidereddike sammen og smag til med salt og peber. Hak persillen groft.

8. Anret rodfrugter og and i skiver på to tallerkener, hæld dressingen over kartoffelblandingen og drys med persille. 



fredag den 5. april 2013

Andelår og Kartofler i Ovn




Jeg elsker Nigella Lawson for hendes totale overgivelse til smag og velvære og dermed ligegyldighed overfor fedtindhold, sukkerindhold og andre sundshedsfremmende aspekter af maden. Hendes opskrifter er sjældent sunde, men de smager altid af god comfort food. Denne ret er ingen undtagelse. Arbejdsindsatsen er absolut minimal, prisen er lav og smagen er i top. 


Andelår og Kartofler i Ovn til 2 personer


Ingredienser:

2 andelår
2 bagekartofler
timian
salt
peber

Fremgangsmåde:

1. Steg andelårene på skindsiden på en tør pande til de tager farve. Læg dem med skindsiden opad i et ildfast fad.

2. Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Fordel dem rundt om andelårene.

3. Drys med salt, peber og timian og sæt i ovnen 1 time ved 200 grader. Rør af og til i kartoflerne. 

4. Server med en skål salat.