fredag den 17. januar 2014

Burger med Marineret And, Lynsyltet Kål og Agurkerelish




Det her er mit første forsøg ud i de lidt mere alternative burgere. Jeg fandt opskriften i det seneste nummer af Magasinet Mad!, og det så absolut lækkert ud. Det er det faktisk også, men da anden er lidt svær at tykke i, vil det være en god ide at lave flere små burgere med mindre fyld, som til gengæld er nemmere at spise med kniv og gaffel. Jeg har derfor skrevet opskriften sådan. 

Anden er marineret i en tør-rub, og jeg valgte at gøre det dagen i forvejen, men det kan også gøres om morgenen, eller nogle timer i forvejen. Grønsagerne skal også laves nogle timer i forvejen. 

Burger med Marineret And, Lynsyltet Kål og Agurkerelish til 2 personer


Ingredienser:

And:
1 andebryst
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt spidskommen
½ tsk. salt

Lynsyltet kål:
150 g. frisk rødkål
1 tsk. salt
1 spsk. citronsaft

Agurkerelish:
½ agurk
1 skalotteløg
1 tsk. salt
1 spsk. æbleeddike
1 spsk. akaciehonning
½ spsk. sød chilisauce

4 små burgerboller
20 g. mayonnaise light
20 g. østerssauce

Fremgangsmåde:

1. Snit fedtsiden på andebrystet i skrå tern.

2. Bland koriander, kanel, spidskommen og salt og vend andebrystet i det. Lad det marinere mindst to timer og gerne natten over.

3. Snit rødkålen fint og vend med salt og citronsaft. Trækker mindst 1 time. 

4. Høvl agurken i tynde strimler med en tyndskræller eller lignende og hak skalotteløget fint.

5. Bland eddike, honning, chilisauce og salt og vend i agurken. Trækker mindst 45 min. 

6. Steg andebrystet 5 min på skindsiden og derefter 10 min på den anden side. Det er ikke nødvendigt med fedtstof. Pas på ikke at have varmen for  højt, da anden så brænder på.

7. Rist bollerne og smør dem med mayonnaise rørt med østerssauce. Fyld med syltet kål, and i skiver og agurkerelish. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar