Viser opslag med etiketten Konfekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Konfekt. Vis alle opslag

søndag den 31. december 2017

Rice Krispies Konfekt




Sprøde og knasende konfektbarer med masser af karamel og chokolade.

Rice Krispies konfekt, 24 stk.


Ingredienser:

100 g. dumlekarameller, kvarte
150 g. yanikiebar, tern
50 g. smør
5 dl. rice Krispies eller coco pops
125 g. mælkechokolade
40 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Smelt dumlekarameller, yankiebar og smør over vandbad.

2. Rør Rice Krispies i og tryk ned i en 20 x 20 cm plastbøtte beklædt med bagepapir.

3. Smelt den lyse chokolade over vandbad og smør den ud på konfekten.

4. Smelt den mørke chokolade og træk tilfældige striber ud over den lyse chokolade.

5. Sæt på køl og skær i tern før servering.

søndag den 20. december 2015

Fyldte Chokolader




Når man laver konfekt er der tit nogle rester smeltet chokolade, og hvis du investerer i nogle silikoneforme til chokolade, er det nemt at bruge dem kreativt. 

Øverst har jeg blandet hakkede pistacienødder i hvid chokolade, og nedenfor har jeg blandet sukkerristede cashewnødder med lys chokolade. 



lørdag den 19. december 2015

Tinas Yndlingskonfekt



Dette er min egen version af min yndlingskonfekt fra barndommen. Dengang lavede Marabou nogle små runde skåle-formede mørke chokolader. I dem lagde min mor en kugle marcipan med en hasselnød på toppen. Nødden var jeg ikke rigtig fan af, men kombinationen af chokoladen og marcipanen husker jeg som særligt lækker.

Nu til dags bestemmer jeg selv, så marcipankuglen er overtrukket med mælkechokolade og drysset med kandiserede violer - det er nemlig sådan jeg bedst kan lide det. Chokoladebunden er en tvillingering fra Toms, som er både lys og mørk. 

Tinas Yndlingskonfekt, ca. 18 stk.


Ingredienser:

150 g. marcipan
100 g. mælkechokolade
1 æske Toms tvillingeringe
kandiserede violer

Fremgangsmåde:

1. Tril marcipanen til ca. 18 kugler.

2. Smelt chokoladen over vandbad og vend kuglerne heri. Læg hver kugle på en tvillingering. 

3. Drys kandiserede violer over kuglerne og lad dem afkøle i køleskabet. 

torsdag den 17. december 2015

Marcipankugler med Brændte Mandler




Brændte mandler og marcipan går rigtig godt hånd i hånd, og dette er en af de tilbagevendende typer konfekt hos mig. 

Marcipankugler med Brændte Mandler, ca. 15 stk.


Ingredienser:

100 g. marcipan
50 g. mørk chokolade
50 g. brændte mandler

Fremgangsmåde:

1. Knus de brændte mandler i en mini-hakker og ælt 3/4 i marcipanen. 

2. Tril til ca. 15 kugler.

3. Smelt chokoladen over vandbad og vend kuglerne heri. Læk dem på bagepapir.

4. Drys med resten af de brændte mandler og lad dem køle helt af i køleskab. 

tirsdag den 15. december 2015

Lakridsdrømme



Denne konfekt er helt sikkert en af mine julefavoritter. Masser af smagfuld lakrids og sød vanille-fyldig hvid chokolade. Og så er de super nemme at lave.

Du kan enten købe marcipan færdigblandet med lakrids eller selv ælte lakridspulver ind i marcipanen. 

Lakridsdrømme, ca. 20 stk.


Ingredienser:

150 g. marcipan med lakrids
100 g. hvid chokolade (jeg foretrækker Marabou)
lakridspulver (ikke salmiak)

Fremgangsmåde:

1. Tril marcipanen til ca. 20 kugler.

2. Smelt chokoladen over vandbad og vend kuglerne heri. 

3. Vend umiddelbart herefter kuglerne i lakridspulver og sæt dem på bagepapir. Køl af i køleskabet og opbevar koldt. 

mandag den 14. december 2015

Baileyskugler med Daim




For mig er Baileys smagen af jul - nok mest fordi det primært er i julen jeg drikker det, men også fordi kombinationen af Baileys og marcipan er virkelig lækker. I denne konfekt er marcipan og Baileys suppleret med Daim. 

Baileyskugler med Daim, ca. 18 stk.


Ingredienser:

100 g. marcipan
1 spsk. Baileys
58 g. Daim (en dobbelt bar)
100 g. mælkechokolade

Fremgangsmåde:

1. Hak Daim groft, gerne i en mini-hakker.

2. Ælt marcipan med Baileys og 2/3 af daimen. Tril til ca. 18 kugler.

3. Smelt chokoladen over vandbad og vend kuglerne heri. Læg dem på bagepapir og lad dem køle ca. 5 min.

4. Drys resten af daim over kuglerne. 

søndag den 13. december 2015

Nougatknas



Jeg elsker at lave ny og spændende juleknas hvert eneste år, og jeg lavere hellere 10 forskellige ting i meget små portioner end 1 stor potion af det samme. Her har I årets første konfekt. 

Nougatknas, 2o stk.

Ingredienser:

1/4 dl. koldt vand
100 g. sukker
50 g. saltede peanuts
150 g. blød nougat
50 g. lys chokolade
20-25 små folieforme

Fremgangsmåde:

1. Kom vand og sukker i en lille gryde og bring i kog. Kog til det bliver lidt brunt.

2. Vend nødderne i blandingen og hæld den ud på bagepapir på en bageplade. Lad det stivne og afkøle helt.

3. Smel nougat og chokolade over vandbad. Hæld den i en skål og lad den køle 15 min.

4. Hak nøddekaramellen groft i en mini-hakker eller foodprocessor. 

5. Vend 3/4 af nøddekaramellen i nougatblandingen, hæld den i en pose, klip hul i hjørnet og sprøjt blandingen ud i folieformene. 

6. Drys resten af nøddekaramellen over og lad dem køle helt på køl. Opbevares køligt. 



fredag den 4. september 2015

Kiksekonfekt med Mintcreme og Chokolade





De her små konfektbidder vil gøre sig godt på et kagebord, til aftenkaffen, som en lille værtindegave eller hvad du nu synes. Der er utallige muligheder, og selv om jeg fandt opskriften i et julehæfte betyder det ikke, at de ikke kan serveres om sommeren. De tager lidt tid at lave, men det meste af tiden står de bare på køl.


Kiksekonfekt med Mintcreme og Chokolade, 36 stykker


Ingredienser:

Bund:
125 g. blødt smør
50 g. sukker
4 spsk. kakao
1 æg:
1 spsk. vanillesukker
200 g. digestivekiks
65 g. kokosmel
50 g. valnødder

Mintcreme:
50 g. blødt smør
2 spsk. mælk
2 tsk. vanillesukker
1½ tsk. pebermynteessens
200 g. flormelis
½ tsk. grøn konditorfarve

200 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Smelt smørret i en gryde og hæld det i en skål.

2. Tilsæt sukker, kakao og æg og rør. 

3. Tilsæt vanillesukker, knuste kiks, kokosmel og finthakkede valnødder. Rør til massen er ensartet.

4. Pres massen godt ned i en bradepande 20x30 cm. beklædt med bagepapir. Sæt i køleskabet 1-2 timer.

5. Pisk smør, vanillesukker, pebermyntearoma, flormelis, konditorfarve og mælk sammen i en skål. Konsistensen skal være som blødt smør. Tilsæt evt. lidt mere mælk, hvis cremen er for tyk. Smør ud på bunden og sæt på køl en halv til en hel time.

6. Smelt chokoladen over vandbad og smør den ud over cremen. Lad chokoladen stivne på køl til den er godt fast men kan skæres uden at knække.

7. Skær ud i 36 firkanter og sæt på køl igen. Opbevares i lufttæt beholder i køleskabet med bagepapir mellem lagene. 

søndag den 31. marts 2013

Påskeæg med Hyldeblomst



Når min mor og jeg ses i påsken giver vi normalt hinanden et lille påskeæg, og jeg tænkte, at jeg i år ville lav det selv. Jeg fandt en spændende opskrift hos Odense Marcipan, og det så ret let ud. Faktisk reklamerer opskriften med, at det er så let at børnene kan være med. Det var på ingen måde tilfældet. Faktisk var det så besværligt at det tog 1½ time at producere 15 små påskeæg, som tilmed på ingen måde blev pæne, og jeg var ved at give op mange gange undervejs. Og hvorfor er opskriften så med på bloggen? Fordi det er besværet værd ;) De smager ganske enkelt himmelsk!

Besværet bestod i, at når man tilsætter 1/4 dl. væske til marcipan, så bliver den MEGET tynd. Og når man så tilsætter flormelis bliver den MEGET klistret. Hemmeligheden, fandt jeg ud af, er vand. Fugtige fingre gør det hele lettere. Og hvis man fryser æggene lidt inden de overtrækkes med chokolade, så går den proces også forholdsvis problemfrit. Så med de tilføjelser til opskriften skulle det være noget lettere end den proces, jeg gik igennem. 


Påskeæg med Hyldeblomst, 15 stk. 

Ingredienser:

300 g. marcipan
1/4 dl. koncentreret hyldeblomstdrik, f.eks. Fun
ca. 200 g. flormelis
200 g. mørk chokolade
kandiserede violer eller anden pynt

Fremgangsmåde:

1. Put marcipanen i en skål og ælt hyldeblomstdrikken lidt ind i den med en ske. 

2. Tilsæt flormelis lidt efter lidt og ælt med fingrene. Fugt dem løbende i koldt vand for at undgå tapetklistereffekt på dine hænder. 

3. Form til 15 små æg med fugtige fingre. Stil i fryseren ½-1 time. 

4. Smelt 125 g. chokolade over vandbad. Tag skålen af vandbadet, tilsæt resten af chokoladen og smelt den deri. 

5. Overtræk æggene med chokolade og drys med violer. 

ProPoints: 6½ points per æg



lørdag den 15. december 2012

Marcipankonfekt med Rom




Marcipan bliver kun bedre af at blive "loadet" med sprut, og der er frit valg på næsten alle hylder! (næsten!! - jeg tror ikke tequilla og gin er egnede ;)).

I denne variant har jeg puttet rom i marcipanen. Ikke meget, bare lige nok til at give en lille bismag.


Marcipankonfekt med Rom, ca. 15 stk.

Ingredienser:

100 g. marcipan
½ spsk. rom
50 g. mørk chokolade
krymmel

Fremgangsmåde:

1. Ælt rom ind i marcipanen. Tilsæt evt. lidt flormelis, hvis marcipan bliver for "våd". Tril til kugler. 

2. Bring en lille kasserolle med lidt vand i kog og tag af varmen.

3. Hæld 2/3 af chokoladen i en skål og stil den ovenpå gryden til chokoladen er smeltet.

4. Tag skålen af gryden, hæld resten af chokoladen i og smelt det.

5. Overtræk marcipankuglerne med chokolade, læg dem på bagepapir og drys med krymmel.

6. Køler helt af og opbevares køligt.

ProPoints: 1,5 points per stykke




torsdag den 13. december 2012

Marcipankonfekt med Hasselnødder




Dette er endnu en variant af den klassiske konfekt af marcipankugler. Jeg synes, at det bliver enormt lækkert, når marcipanen blandes med finthakkede hasselnødder og overtrækkes med chokolade. Som I nok har opdaget, så er jeg lidt en sucker for krymmel på konfekt, og det er selvfølgelig en smagssag, og det kan nemt udelades eller erstattes af en nød eller lignende.

Jeg har brugt hasselnødder, men andre typer nødder ville også være gode, så eksperimenter :)


Marcipankonfekt med Hasselnødder, ca. 15 stk.

Ingredienser:

100 g. marcipan
25 g. finthakkede hasselnødder
50 g. mørk chokolade
Krymmel

Fremgangsmåde:

1. Ælt marcipan og nødder og tril til kugler. 

2. Bring en lille kasserolle med lidt vand i kog og tag af varmen.

3. Hæld 2/3 af chokoladen i en skål og stil den ovenpå gryden til chokoladen er smeltet.

4. Tag skålen af gryden, hæld resten af chokoladen i og smelt det.

5. Overtræk kuglerne med chokolade, læg dem på bagepapir og drys med krymmel.

6. Lad kuglerne køle helt af og opbevar køligt.

ProPoints: 2 points per stykke



tirsdag den 11. december 2012

Nougatsandwich af Orangebuer




Konfekt er for mig en vigtig og hyggelig del af julemåneden. Det er selvfølgelig lækkert at kunne servere hjemmelavede lækkerier for gæster (og for mig selv ;)), men lige så vigtigt er det, at det er virkelig hyggeligt at nørkle i køkkenet med konfekt og kager.

Ideen til denne konfekt fandt jeg i en bunke af gamle udklip, så jeg ved ikke hvor den stammer fra, men ideen er god og det er seriøst lækkert og meget nemt :)


Nougatsandwich af Orangebuer, 12 stk.

Ingredienser:

1 pakke Toms Orangebuer
100 g. blød nougat

Fremgangsmåde:

1. Skær nougat'en i 12 stykker og tril til kugler.

2. Læg hver kugle mellem to orangebuer og tryk forsigtigt lidt sammen. 

3. Opbevares køligt, gerne i køleskab. 

ProPoints: 2 points per stykke






mandag den 10. december 2012

Konfekt-Træstamme




Dette er en af mine favoritter, som jeg laver år efter år. Jeg elsker kombinationen af marcipan og nougat, og her kombineres den tilmed med en god mørk chokolade og en knasende krymmel.


Konfekt-Træstamme


Ingredienser:

100 g. marcipan
50 g. blød nougat
50 g. mørk overtrækschokolade
Krymmel

Fremgangsmåde:

1. Rul marcipanen ud til ca. 20 x 10 cm.

2. Skær nougat i skiver og fordel ud over marcipanen. Smør nougaten ud med en kniv, så den er fordelt over hele marcipanen, med undtagelse af en cm på den ene bredside.

3. Rul sammen fra den bredside, hvor nougat går ud til kanten.

4. Bring en lille kasserolle med lidt vand i kog og tag af varmen.

5. Hæld 2/3 af chokoladen i en skål og stil den ovenpå gryden til chokoladen er smeltet.

6. Tag skålen af gryden, hæld resten af chokoladen i og smelt det.

7. Pensl den øverste halvdel af marcipanrullen med chokolade og lad det tørre 10 min.

8. Vend rullen og pensl resten med chokolade. Drys med krymmel.

9. Når chokoladen er helt størknet skæres rullen i skiver. Opbevares køligt, gerne i køleskab.

ProPoints: 30 points for hele portionen





mandag den 3. december 2012

Havregrynskugler




Havregrynskugler fås i mange varianter. Det er vel lige før ethvert hjem med respekt for sig selv har sin egen opskrift på havregrynskugler. Nogen laver dem chokolade og marcipan. Nogen med sukker, havregryn, kakao og smør - og ikke andet.

Min variant er med mandelessens, og det kan lyde lidt  mystisk, men næsten alle der smager dem beder om opskriften, så et eller andet kan den opskrift i hvert fald. Derudover er opskriften vegansk hvis man vælger en vegansk margarine. MARGARINE? spørger I nok. Ja, jeg bruger en blød plantemargarine. Jeg har prøvet at lave kuglerne med smør, og det blev overhovedet ikke særlig lækkert. Smørret dominerede alt for meget. Man skal dog også undgå de hårde stegemargarine. Det bliver også noget juks. Det bedste er en helt almindelig plantemargarine - gerne 60 % fedt, men den almindelige med 80 % er også fin.


Havregrynskugler


Ingredienser:

125 g. margarine 60 %
250 g. havregryn
50 g. kakao
4 spsk. kaffe
2 tsk. mandelessens
200 g. sukker

50 g. kokosmel

Fremgangsmåde

1. Alle ingredienserne æltes sammen (undtaget kokosmel). 

2. Trilles til kugler der rulles i kokosmel. Opbevares på køl. 

ProPoints: 73 points for hele portionen