De her små konfektbidder vil gøre sig godt på et kagebord, til aftenkaffen, som en lille værtindegave eller hvad du nu synes. Der er utallige muligheder, og selv om jeg fandt opskriften i et julehæfte betyder det ikke, at de ikke kan serveres om sommeren. De tager lidt tid at lave, men det meste af tiden står de bare på køl.
Kiksekonfekt med Mintcreme og Chokolade, 36 stykker
Ingredienser:
Bund:
125 g. blødt smør
50 g. sukker
4 spsk. kakao
1 æg:
1 spsk. vanillesukker
200 g. digestivekiks
65 g. kokosmel
50 g. valnødder
Mintcreme:
50 g. blødt smør
2 spsk. mælk
2 tsk. vanillesukker
1½ tsk. pebermynteessens
200 g. flormelis
½ tsk. grøn konditorfarve
200 g. mørk chokolade
Fremgangsmåde:
1. Smelt smørret i en gryde og hæld det i en skål.
2. Tilsæt sukker, kakao og æg og rør.
3. Tilsæt vanillesukker, knuste kiks, kokosmel og finthakkede valnødder. Rør til massen er ensartet.
4. Pres massen godt ned i en bradepande 20x30 cm. beklædt med bagepapir. Sæt i køleskabet 1-2 timer.
5. Pisk smør, vanillesukker, pebermyntearoma, flormelis, konditorfarve og mælk sammen i en skål. Konsistensen skal være som blødt smør. Tilsæt evt. lidt mere mælk, hvis cremen er for tyk. Smør ud på bunden og sæt på køl en halv til en hel time.
6. Smelt chokoladen over vandbad og smør den ud over cremen. Lad chokoladen stivne på køl til den er godt fast men kan skæres uden at knække.
7. Skær ud i 36 firkanter og sæt på køl igen. Opbevares i lufttæt beholder i køleskabet med bagepapir mellem lagene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar