Viser opslag med etiketten Mellemøsten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mellemøsten. Vis alle opslag

tirsdag den 10. april 2018

Kebab og Tabbouleh




Der har været stille på bloggen i nogle uger, da jeg har været syg og haft ferie, og så bliver der helt ærligt ikke lavet ret meget spændende i mit køkken. Men nu er jeg tilbage.

Denne hverdagsret kan laves af enten hakket oksekød eller plantefars. Det er fint krydrede kebabruller og en smagfuld tabbouleh med masser af koriander. Hvis du ikke kan lide koriander, kan du skifte den ud med persille.

Kebab og Tabbouleh til 2 personer


Ingredienser:

½ (rød)løg, finthakket
200 g. hakket oksekød eller plantefars
1 håndfuld hakket persille
½ tsk. stødt spidskommen
salt og peber
evt. lidt mel
olie til stegning

100 g. bulgur
1 spsk. citronsaft
1 spsk. olivenolie
salt og peber
200 g. cherrytomater i små tern
½ rødløg, finthakket
1 potte koriander eller persille, hakket

Fremgangsmåde:

1. Kog bulgur 15 min i letsaltet vand og hæld vandet fra.

2. Rør citron, olivenolie, salt og peber sammen.  

3. Ælt kødet med løg, persille, spidskommen, salt og peber. Tilsæt lidt mel, hvis farsen er for blød.

4. Form kødet til 4 kebabpølser og steg dem i olie ca. 12 min.

5. Vend den afdryppede bulgur med citronolien og lad den trække 10 min.

6. Vend tomater, løg og koriander i bulguren og server med kebab. 




torsdag den 25. september 2014

Lammekoteletter med Linsesalat og Fetacreme





En lækker ret til fredag aften, når kæresten kommer hjem, ungerne er smidt i seng og det bare skal være lidt voksen-hyggeligt. Lammet er velkrydret og smager godt til den mellemøstlige salat og fetacremen. Hvis  man ikke er til lam kan kødet nemt erstattes af f.eks. en steak eller en svinekotelet. 

Salaten kan serveres til mange andre ting end lammet, og den kan spises som en ret i sig selv, hvor den så bliver vegetarisk.


Lammekoteletter med Linsesalat og Fetacreme til 2 personer


Ingredienser:

2-4 lammekoteletter
1 tsk. spidskommen
1 knsp. cayennepeber
1 tsk. stødt koriander
salt og peber
2 tsk. olie

Linsesalat:
100 g. puy- eller belugalinser
2 tomater
½ agurk
1 hjertesalat
4 forårsløg
1 potte persille
50 g. salattern 3 %
16 oliven
salt og peber

Fetacreme:
1 dl. skyr 0,2 %
50 g. salatter 3 %
25 g. soltørrede tomater i tern
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Bland spidskommen, cayennepeber, koriander, salt og peber og vend koteletterne i det. Lad dem trække mens du laver salaten.

2. Kog linserne i letsaltet vand ca. 15 min. Skyld dem straks i koldt vand så de køles af. Lad dem dryppe af.

3. Skær tomater og agurker i tern. Skær forårsløg i tynde skiver. Snit salaten og hak persille groft.

4. Bland linser med tomat, agurk, salat, forårsløg, persille, salattern og oliven. Krydr med salt og peber.

5. Mod salattern til fetacreme og rør med skyr, soltørrede tomater, salt og peber.

6. Steg koteletterne i olie ca. 3 min på hver side. Server med linsesalat og fetacreme. 

mandag den 28. april 2014

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin




Denne ret er sammensat af to opskrifter, som jeg har fundet på to forskelllige blogs, men de passer helt fantastisk sammen, da de begge er baseret på det mellemøstlige køkken. Jeg valgte at servere couscous til, men du kan også servere f.eks. pitabrød eller bulgur. 

Frikadellerne fandt jeg hos Lise på SU, en rigtig god blog med masser af gode opskrifter, der ikke koster alverden at lave. Der er mange krydderier i disse frikadeller, og det kan være lidt af en udskrivning at købe dem alle på en gang, men når først man har dem, så holder de i årevis. 

Rødbedesalaten fandt jeg hos Vanløse Blues - en anden af mine favoritblogs med masser af gode og sunde lækkerier. 

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin til 2 personer


Ingredienser:

Frikadeller:
200 g. hakket svinekød
1/4 æg
1 lille finthakket løg
1 knsp. tørret mynte
1/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt allehånde
1 knsp. chili
1 tsk. salt
1 spsk. finthakket koriander
2 spsk. finthakket persille
2 tsk. olie

Rødbedesalat:
400 g. rødbeder
1 pære
1½ spsk. tahin
saften af ½ citron
1/4 dl. vand
1 fed hvidløg
salt og peber
1½ spsk. sesamfrø
2 spsk. hakket persille

100 g. couscous
3 dl. hønsebouillon

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 45 min  og lad dem køle af.

2. Rør kødet med æg, løg, krydderier og krydderurter. Lad det stå på køl 30 min. 

3. Gnid skindet af rødbederne og skær dem i mundrette tern. 

4. Rør tahin med citronsaft, vand, finthakket hvidløg, salt og peber. 

5. Steg 6-8 frikadeller i olie. 

6. Hæld kogende bouillon over couscous i en skål, dæk med en tallerken og lad det stå 5 min.

7. Skær pæren i tern og vend med rødbede og tahindressing. 

8. Anret rødbedesalat på to tallerkener og drys med sesam og persille. Anret couscous ved siden af med frikadeller på toppen. 



onsdag den 1. januar 2014

Hummussuppe med Peanuts




Godt nytår. Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år. Her er en lækker suppe der nemt kan laves på en dag, hvor de fleste er lidt trætte.

En lækkert mild suppe med et touch af mellemøsten uden at den dermed er stærk. Der er god mæthed i kikærterne og peanutbutter giver suppen en cremet konsistens. 

Retten bliver vegansk hvis du udelader den græske yoghurt eller skifter den ud med sojayoghurt.

Hummussuppe med Peanuts til 2 personer


Ingredienser:

½ løg
1 kartoffel
2 tsk. olie
1 hønsebouillonterning
6 dl. vand
1 dåse kikærter
½ spsk. peanutbutter
½ spsk. citronsaft
salt og peber

2 spsk. hakkede peanuts
2 spsk. hakket koriander
2 spsk. græsk yoghurt 2 %
100 g. groft brød

Fremgangsmåde:

1. Hak løget og skræl kartoflen og skær den i små tern.

2. Svits løg og kartoffel i olie i en gryde ca. 3 min. 

3. Smuldr bouillonterningen i gryden og tilsæt vand. Bring i kog og lad retten koget 10 min.

4. Lad kikærterne dryppe af og tilsæt sammen med peanutbutter. Kog 5 min.

5. Blend til en glat suppe og tilsæt citronsaft. Smag til med salt og peber.

6. Server med en skefuld yoghurt rørt løst i, drysset med peanuts og koriander og med brød til.




mandag den 28. oktober 2013

Krydret Couscous med Kylling og Butternut Squash




Denne ret var oprindelig et tilbehør uden kylling, og den kan sagtens laves sådan. Du udelader bare kyllingen. Men jeg stod og manglede noget let og hurtig aftensmad, så jeg tilsatte lidt kylling, og så var det pludselig en fin aftensmadsret. 

Jeg er ret ny i den store verden af butternut squash, men jeg må indrømme, at jeg er faldet fuldstændig for den. I denne ret er squashen ovnristet i små tern, og de er simpelthen så lækre. Bløde og faste på en gang og med en lækker nødeagtig smag.

Opskriften er Claus Meyers og stammer fra hans Almanak. Jeg har lavet en smule om på opskriften, og skriver den som jeg lavede den. 

Krydret Couscous med Kylling og Butternut Squash til 2 personer


Ingredienser:

100 g. couscous
1/4 tsk. stødt kartdemomme
1/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt chili
salt og peber
1/4 liter kogende vand
150 g. butternut squash uden skræl
2 tsk. olie
½ tsk. tørret mynte
30 g. rosiner
½ citron
100 g. stegt kylling

Fremgangsmåde:

1. Kom couscous, krydderier, saft og skal af citronen og vand i en skål, rør rundt og læg en tallerken over. Lad det stå 10 min. Køl af.

2. Skær squash i ½x½ cm. tern og put dem i en plastikpose med olie og lidt salt. Ryst posen godt. Hæld ternene ud på bagepapir på en bageplade og bag dem 5 min ved 200 grader. Lad dem køle lidt af.

3. Bland couscous, græskar, mynte og kylling i tern og server.



lørdag den 17. august 2013

Keftes med Rød Couscous

Ugens tema: Couscous






Ikke det mest heldige billede, men det opvejer smagen heldigvis. En mellemøstinspireret sammensætning af ingredienser sikrer retten et eksotisk præg og en anderledes smag. Couscous'en er tilsat tomatpure og paprika, hvilket giver den en særpræget rød farve og en lækker smag. Hvidløg, mynte og koriander sikrer smagen af fremmede himmelstrøg. 

Keftes med Rød Couscous til 2 personer


Ingredienser:

Keftes:
200 g. hakket oksekød 5 %
1 fed hvidløg
2 spsk. mynteblade
½ æg
1 spsk. hakkede cashewnødder
50 g. feta 5 %
½ tsk. salt
2 tsk. oliemargarine

Couscous:
1½ dl. grønsagsbouillon
2 spsk. tomatpure (eller ½ spsk. konc. pure)
1 tsk. paprika
120 g. couscous
1 spsk. olivenolie
1 spsk. hvidvinseddike
2 tomater
½ rød peber
salt og peber. 
mynte og koriander

Fremgangsmåde:

1. Bring bouillon, pure og paprika i kog, tilsæt couscous, tag af varmen og læg låg på. Lad det trække 5 min. og køl lidt af.

2. Skær tomater og peberfrugt i tern og hak mynte og koriander groft.

3. Rør kødet sammen med presset hvidløg, hakket mynte, æg, nødder, smuldret feta, salt og peber.

4. Form 6 aflange keftes og steg i oliemargarine 6-8 min. 

5. Bland couscous med olie, eddike, tomat, peberfrugt, salt, peber, mynte og koriander. Server med kefkes.