mandag den 28. april 2014

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin




Denne ret er sammensat af to opskrifter, som jeg har fundet på to forskelllige blogs, men de passer helt fantastisk sammen, da de begge er baseret på det mellemøstlige køkken. Jeg valgte at servere couscous til, men du kan også servere f.eks. pitabrød eller bulgur. 

Frikadellerne fandt jeg hos Lise på SU, en rigtig god blog med masser af gode opskrifter, der ikke koster alverden at lave. Der er mange krydderier i disse frikadeller, og det kan være lidt af en udskrivning at købe dem alle på en gang, men når først man har dem, så holder de i årevis. 

Rødbedesalaten fandt jeg hos Vanløse Blues - en anden af mine favoritblogs med masser af gode og sunde lækkerier. 

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin til 2 personer


Ingredienser:

Frikadeller:
200 g. hakket svinekød
1/4 æg
1 lille finthakket løg
1 knsp. tørret mynte
1/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt allehånde
1 knsp. chili
1 tsk. salt
1 spsk. finthakket koriander
2 spsk. finthakket persille
2 tsk. olie

Rødbedesalat:
400 g. rødbeder
1 pære
1½ spsk. tahin
saften af ½ citron
1/4 dl. vand
1 fed hvidløg
salt og peber
1½ spsk. sesamfrø
2 spsk. hakket persille

100 g. couscous
3 dl. hønsebouillon

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 45 min  og lad dem køle af.

2. Rør kødet med æg, løg, krydderier og krydderurter. Lad det stå på køl 30 min. 

3. Gnid skindet af rødbederne og skær dem i mundrette tern. 

4. Rør tahin med citronsaft, vand, finthakket hvidløg, salt og peber. 

5. Steg 6-8 frikadeller i olie. 

6. Hæld kogende bouillon over couscous i en skål, dæk med en tallerken og lad det stå 5 min.

7. Skær pæren i tern og vend med rødbede og tahindressing. 

8. Anret rødbedesalat på to tallerkener og drys med sesam og persille. Anret couscous ved siden af med frikadeller på toppen. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar