fredag den 25. september 2015

Minivandbakkelser med Chokolademousse





Da jeg var barn var vandbakkelser tit en del af fødselsdagsbordet, og de kan sagtens erstatte en lagkage. Der er utallige muligheder for at fylde vandbakkelser. De kan fyldes med creme, syltetøj og flødeskum, med mousse, med is og meget mere. Jeg har valgt den HELT nemme løsning og fyldt dem med en Dr. Oetker kagemousse. 

Vandbakkelser kan være lidt tricky, og det er derfor vigtigt, at man er grundigt med opskriften og under ingen omstændigheder åbner ovndøren under bagningen. 


Minivandbakkelser med Chokolademousse, 16 stk.


Ingredienser:

1 1/4 dl. vand
60 g. smør
75 g. mel
1 tsk. vanillesukker
2 æg

1 brev Kagemousse med chokoladesmag
2 dl. mælk

100 g. flormelis
2 spsk. kakao
frysetørret hindbær

Fremgangsmåde:

1. Bring vand og smør i kog i en gryde. Når smørret er smeltet tages gryden af varmen.

2. Pisk mel og vanillesukker i med en elmikser. Lad dejen stå 5 min.

3. Pisk æggene sammen i en skål og tilsæt dem lidt ad gangen under piskning. Dejen skal være glat og blank.

4. Put dejen i en sprøjtepose eller frysepose med hjørnet klippet af og sæt 16 toppe på bagepapir på en bageplade.

5. Bag midt i ovnen 15 min ved 200 grader. Skru varmen ned til 175 og bag 10-15 min mere til vandbakkelserne er gyldenbrune. Ovndøren må ikke åbnes under bagningen!

6. Sluk ovnen og åbn ovndøren ca. 10 cm. Lad vandbakkelserne stå ca. 15 min i ovnen. Tag dem ud og lad dem køle helt af. De kan opbevares til næste dag i en lufttæt beholder.

7. Bland kagemoussepulver og mælk og pisk 1 min ved lav hastighed og derefter 4 min ved høj hastighed. Put moussen i en sprøjtepose. 

8. Flæk vandbakkelserne og sprøjt mousse på underdelene. Læg overdelene over.

9. Rør en glasur af flormelis, kakao og vand og fordel over vandbakkelserne. Drys med hindbær. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar