lørdag den 15. september 2012

Fødselsdagsboller




På mandag har min  mor fødselsdag, og det skal selvfølgelig fejres her i weekenden. Jeg er vokset op med boller og varm chokolade til fødselsdag. Og vi snakker ikke fuldkornsboller med masser af nærende ting og sager. Det er hvide boller fulde af æg, smør og sukker. Fantastiske på en sådan festdag enten til morgenmaden eller om eftermiddagen ledsaget af kage.

I forbindelse med det her fødselsdag vil jeg lige slå et slag for den varme chokolade. Det er selvfølgelig nemt at varme en omgang Mathilde kakaomælk eller lignende, men det er besværet (det er et meget lille besvær) at gå i krig med luksusversionen. Man hælder ½ dl. vand i en gryde og knækker 100 g. mørk chokolade ned i det. Når chokoladen er smeltet tilsætter man 1 liter letmælk, varmer op til kogepunktet og smager evt. til med lidt sukker. Vupti. Det slår kakaomælken mange gange! :) Og glem ikke flødeskum på toppen ;)


Fødselsdagsboller, 16 stk.


Ingredienser:

50 g. gær
2½ dl. mælk
50 g. flydende margarine
2 æg
1 tsk. salt
2 spsk. sukker
ca. 500 g. mel

Fremgangsmåde:

1. Rør gæren ud i mælken.

2. Tilsæt margarine, æg, salt og sukker og tilsæt melet lidt efter lidt. Ælt grundigt til dejen er fast og smidig.

3. Lad dejen hæve tildækket og lunt i en time.

4. Ælt dejen igennem, del den i 16 og rul til boller. Lægges på en bageplade med bagepapir.

5. Hæver tildækket og lunt 25 min.

6. Pensl bollerne med æg og bag dem 10-15 min ved 200 grader.

7. Lad bollerne køle på en rist.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar