Inspirationen til denne uges tema kom fra mit køleskabs rigelige forsyning af madlavningsfløde 4 %, alt sammen foruroligende tæt på sidste anvendelsesdag. Med andre ord skal det bruges!
Nogle vil derfor mene, at ugetemaet er malplaceret. Det er jo ikke fløde! Nej, det er det ikke, men for mig er det en perfekt erstatning, der giver mig mulighed for at lave sund og lækker mad, der bestemt ikke smager sund. Madlavningsfløden kan fint erstattes med piskefløde. Erstatter man den med f.eks. kaffefløde kan det være nødvendigt at jævne maden. Ligeledes kan Cheasy Fraiche erstattes med federe varianter. Vælger man en Creme Fraiche 38 % kan melet udelades.
I løbet af ugen vil der komme opskrifter på meget forskellige gryderetter. Fælles for dem er dog, at det er retter der er sammenkogt i en gryde med en slags tilbehør, og at de alle indeholder fløde, som en betydelig del af saucen.
Bøf Stroganoff er en af mine helt klare favoritter. En ret af russisk oprindelse, som er blevet en vigtig del af det internationale køkken, og med rette. Kombinationen af mørt oksekød, paprikakrydret tomatflødesauce og stegte løg og champignon er virkelig fantastisk. Det er virkelig tiden hver at lave denne ret, og det tager ikke længere tid, end at det også kan nås på en helt almindelig hverdag.
Bøf Stroganoff til 2 personer
Ingredienser:
250 g. mørt oksekød
2 spsk. mel
salt og peber
25 g. bacon i tern
4 tsk. oliemargarine
1 løg
250 g. champignon
1 tsk. paprika
1 dl. oksebouillon
½ dl. tomatpassata
1 dl. madlavningsfløde 4 %
½ dl. Cheasy Fraiche
1 tsk. mel
Fremgangsmåde:
1. Skær kødet i fingertykke strimler, vend dem i mel og krydr med salt og peber. Rens champignon og skær i kvarte. Hak løget groft.
2. Steg bacon gyldent i en gryde og tag dem op.
3. Opvarm halvdelen af margarinen og brun løgene. Tilsæt champignon og steg til væsken er fordampet og champignonerne er brune. Tag begge op.
4. Opvarm resten af margarinen og brun kødet heri. Tilsæt bacon, løg og champignon sammen med paprika, bouillon, passata og fløde. Lad retten småkoge under låg 45 min.
5. Rør mel i Cheasy fraiche og rør det i retten. Smag til med salt og peber og server med ris eller kartoffelmos.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar