Denne uge står i frokostens tegn. En ting er at finde på noget spændende til aftensmaden hver eneste dag. Noget helt andet er at komme ud over rugbrødsmaden med leverpostej i madpakken. Alle ugens wraps kan laves i forvejen og tages med som madpakke, men de kan også spises hjemme, hvis du er så heldig at have sommerferie. Jeg skal være på skolen nogle af dagene i denne uge, hvor jeg skal forberede nogle ting til næste skoleår, og så er det lækkert med en ordentlig madpakke. Man kan putte stort set alt i en wrap, og den kan være både vegetarisk eller med kød. Jeg vil i denne uge lave to wraps med skinke, to med oksekød og en med laks. De vegetariske må blive en anden gang ;)
Jeg fandt denne wrap i maj måneds nummer af magasinet Mad! og tænkte med det samme, at den måtte jeg prøve. Dressingen består af en rød pesto, som er en af mine klare favoritter, og fyldet består desuden af røget skinke og lækre grønsager. Jeg bruger udelukkende fuldkornswraps, da de smager bedre, mætter bedre og bare ER bedre end det hvide alternativ, men det er naturligvis en smagssag :)
Wrap med Skinke og Pesto til 2 personer
Ingredienser:
2 store fuldkornswraps a 70 g.
50 g. rød pesto
salatblade
2 groftrevne gulerødder
1/4 finthakket rødløg
100 g. røget skinke
Fremgangsmåde:
1. Smør tortillaerne med pestoen og fordel skinken på dem.
2. Fordel salatplade, gulerødder og rødløg herover.
3. Rul stramt sammen, skær over i to på skrå og server eller pak i film til madpakken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar