fredag den 6. september 2013

Snickerskage




Snickerskagen har figureret i flere varianter i madblogger universet, og nu er det blevet min tur. Jeg fandt denne opskrift inde hos Copenhagen Cakes. Det er absolut en lækker kage, men bunden er lidt mere tør end jeg havde forventet. Om jeg har lavet et eller andet dumt i processen, eller bunden er sådan for at peanuts ikke falder igennem, det er svært at sige, men kagen ville blive endnu bedre, hvis bunden var mere svampet. Men men, I får den som jeg bagte den, næsten fuldstændig som Copenhagen cakes. 

Snickerskage, ca. 18 stykker


Ingredienser:

Kagebund:
200 g. smør
160 g. sukker
135 g. rørsukker
3 æg
240 g. mel
2 tsk. bagepulver
200 g. saltede peanuts

Karamel:
1 dl. piskefløde
140 g. lys sirup
20 g. kakao
1½ tsk. vanillesukker
50 g. smør
140 g. sukker
30 g. muscovadosukker

Desuden:
200 g. mørk chokolade

Ingredienser:

1. Smør og sukker piskes godt sammen og et æg ad gangen piskes i.

2. Mel og bagepulver blandes og røres i. 

3. Fordel dejen i en stor bradepande (25x30 eller mere) beklædt med bagepapir og drys peanuts over.

4. Bag kagen 15-17 min ved 200 grader.

5. Bland ingredienserne til karamellen i en gryde og bring det i kog ved middel varme under omrøring. Skru lidt ned og lad den simre ca. 8 min. Det er vigtigt den ikke simrer længere, da den så kan blive hård. 

6. Lad karamellen køle ca. 30 min og hæld den på kagen. Den løber lidt ned om siderne, men efter noget tid kan kagen tages op af formen (med bagepapiret på) og karamellen kan skrabes op  med en dejskraber og fordeles på kagen.

7. Når kagen er helt kold smeltes 2/3 af chokoladen over vandbad. Chokoladen tages af varmen og resten af chokoladen røres i til det er helt smeltet. Chokoladen fordeles på kagen og får lov at stivne.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar