torsdag den 28. november 2013

Pastitsio




Pastitsio er en græsk ret, og i bund og grund er det en græsk lasagnette. I det græske køkken indgår krydderier som allehånde og kanel - krydderier der oftest får julestemningen op i os danskere, og derfor er græsk mad særligt velegnet på denne årstid. Der spreder sig en liflig duft, når retten står og koger eller bager. 

Pastitsio er en rigtig simreret med alt hvad det medfører af højt fedtindhold og mangel på grønsager. Jeg har valgt ikke at tilsætte grønsager til retten, da det vil ændre smagen for meget - i stedet kan man spise en salat til. Men jeg har dog ændret på fedtindholdet. I disse tider tæller jeg kalorier, og det var derfor vigtigt for mig at få retten ned omkring 500 kalorier pr. person. Det gjorde jeg ved at revidere ostesaucen en hel del - naturligvis uden at smagen lider nød ;)

Pastitsio til 2 personer


Ingredienser:

Kødsauce:
2 tsk. olie
1 løg
200 g. hakket oksekød 5 %
2 fed hvidløg
200 g. tomatpassata
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt muskatnød
3/4 tsk. stødt allehånde
salt og peber

Ostesauce:
3 dl. minimælk
lys saucejævner eller maizena
60 g. salattern 5 %
1 æggeblomme
salt og peber

100 g. pasta

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg groft og svits det kort i olie.

2. Svits oksekødet med til det er brunet.

3. Tilsæt passata, kanel, muskat og allehånde, bring i kog og smag til med salt og peber. Lad kødsaucen simre under låg 30-40 min. 

4. Kog pastaen i saltet vand. Lad den dryppe af.

5. Bring mælken i kog i en gryde og jævn med saucejævner eller maizena. Smag til med salt og peber. 

6. Tag af varmen og rør mosede salattern og æggeblomme i.

7. Fordel pastaen så halvdelen røres i kødsaucen og halvdelen i ostesaucen. 

8. Læg kødsaucen nederst i et smurt ildfast fad og hæld ostesaucen over. 

9. Gratiner 45 min ved 175 grader. Server med en salat - gerne en tomatsalat.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar