tirsdag den 8. april 2014

Lammefrikadeller med Kartoffelkompot




Så er der igen mad fra Almanakken, og denne gang er det en omgang lækre lammefrikadeller med en kartoffelkompot.

Jeg køber hakket lam frosset i supermarkedet - man kan normalt få 400 gram for godt 30 kr. Det er en fin pris, fedtindholdet er ikke helt hen i vejret og hvis man ikke ønsker at bruge 400 gram kan halvdelen af kødet sagtens ligge en ekstra dag i køleskabet og så bruges til noget andet. Ulempen ved det frosne kød er, at det typisk er hakket meget fint og kan minde mere om mos end om hakket kød. 

En kartoffelkompot er i og for sig en lidt grovere kartoffelmos. Claus Meyer vil gerne at den laves med skræl på kartoflerne, men jeg valgte at lave den uden, da skræl i mos kan blive lidt a en trevlet oplevelse. 

Lammefrikadeller med Kartoffelkompot til 2 personer


Ingredienser:

Frikadeller:
200 g. hakket lam
1/4 tsk. stødt koriander
1/4 tsk. stødt spidskommen
½ løg
1/4 æble
½ tsk. tørret timian
4 mynteblade
½ spsk. sennep
salt og peber
flydende margarine

Kartoffelkompot:
500 g. kartofler
2 spsk. friskost light
½ bdt. persille
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Rør kødet med koriander, spidskommen, finthakket løg, revet æble, timian, finthakkede mynteblade, sennep, salt og peber. Lad den hvile 20 min på køl, eller i hvert fald til kartoflerne koger.

2. Skræl kartoflerne og skær dem i kvarte. Kog dem i letsaltet vand til de er møre.

3. Steg 6 frikadeller i flydende margarine.

4. Hæld vandet fra kartoflerne og gem lidt a det. Mos kartoflerne kort og tilsæt friskost, hakket persille og lidt af vandet til konsistensen er passende. Pisk så kort tid som nødvendigt. Rør persille i.

5. Server mosen med lammefrikadeller og f.eks. en skål salat eller bagte rodfrugter. 

2 kommentarer:

  1. Så fik jeg også lavet aftensmad i aften :) Faktisk en rigtig spændende opskrift - jeg skulle lige vænne mig til det hakkede lam, men det smager bare godt og saftigt! Og så er kartoffelmos jo en sikker vinder!

    Rigtig god aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Troels

      Tak for de pæne ord. Du har ret i at man skal vænne sig til lammet. Både smagen og konsistensen, som kan være lidt moset, hvis man køber frosset lammekød. Men jeg er glad for, at du kunne lide retten.

      Hilsen,
      Tina

      Slet