Jeg kan godt lide stærk mad i varmen, så i forbindelse med et besøg af min mor lavede jeg denne lækre Jamie Oliver wrap. Den er fra hans bog Jamies America og stammer fra Californien med aner langt ind i Mexico. Det er ikke så tit jeg spiser wraps med fisk, men det er bestemt et forsøg værd. Wrappen bliver desuden ekstra god med et skud chilisauce på toppen.
Tortilla med Laks, Avocadocreme og Salat til 2 personer
Ingredienser:
Avocadocreme:
2 små eller 1 stor avocado
1 lime
salt og peber
Salat:
1 lille squash
2 forårsløg
1 grøn peberfrugt
2 store radiser
1 rød chili
1 spsk. olivenolie
salt og peber
2 stykker laks
2 tsk. olie
4 små tortillas
4 spsk. Cheasy fraiche
½ bdt. koriander
chilisauce
Fremgangsmåde:
1. Mos avocadoen og rør med saft af 1 lime, salt og peber.
2. Lav tynde strimler af squash med en gulerodsskræller. Kasser kernerne i midten.
3. Bland squash med peberfrugt i tynde strimler, forårsløg i tynde ringe, radiser i tændstikstrimler, finthakket chili (gem lidt) og olivenolie. Smag til med salt og peber.
4. Pak tortillaerne grundigt i stanniol og varm dem i ovnen ca. 10 min.
5. Steg laksen i olie til den er netop færdig. Krydr med salt og peber.
6. Smør 1/4 af avocadocremen på hver tortilla. Top med 1 spsk. Cheasy fraiche. Del laksen i 4 portioner og læg det på tortillaerne. Læg salaten over og pynt med chili og friskhakket koriander. Server med chilisaucen ved siden af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar