Vi skal ikke ret langt ind i efteråret før jeg begynder at kunne dufte julens traditionelle retter med alt hvad det indebærer af danskhed og svinekød. Ofte ser det jeg ender med at lave ikke særlig julet ud, men noterne er alligevel at ane i det fjerne.
I dette tilfælde er det små, lækre og helt traditionelle frikadeller. Til dem lavede jeg en lækker lun rødbedesalat, som vel i bund og grund ikke er særlig julet, men alligevel ser lidt sådan ud i sin røde, hvide og grønne farve. Frikadeller og rødbedesalat kan sagtens serveres som en del af en julefrokost, men jeg spiste det med ovnstegte kartofler en helt almindelig torsdag aften.
Frikadeller med Lun Rødbedesalat til 2 personer
Ingredienser:
Rødbedesalat:
400 g. rødbede
2 tsk. olivenolie
salt
2 tsk. citronsaft
50 g. Cheasy feta
20 g. ristede pinjekerner
1 lille håndfuld basilikumblade
Frikadeller:
200 g. hakket svinekød 5 %
salt og peber
½ lille løg
1 spsk. rasp
1 spsk. mælk
½ æg
1 spsk. olie
400 g. små kartofler
2 tsk. olie
salt og tørret timian
Fremgangsmåde:
1. Skræl rødbederne og skær dem i tynde både. Vend dem med olie, citronsaft og salt og læg dem i et ildfast fad. Bag dem ca. 35 min ved 225 grader til de er møre.
2. Skær kartoflerne i kvarte og vend med olie, salt og timian. Læg i et ildfast fad og sæt i ovnen 20-30 min til de er møre.
3. Rør hakket kød med salt og peber. Tilsæt finthakket løg, rasp, mælk og æg og rør til en fast fars. Tilsæt evt. lidt mere rasp.
4. Steg 8 små frikadeller i olien.
5. Vend rødbederne med smuldret feta, grofthakket basilikum og pinjekerner. Anret på to tallerkener med kartofler og frikadeller og server.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar