søndag den 13. januar 2013

Ny Æblesort Kanzi Lanceres i Danmark

Dette er et sponsoreret indlæg


For et par dage siden modtog jeg en gaveæske med den helt nye æblesort Kanzi. Da æblet er et udpræget spiseæble, og jeg i øvrigt ikke er særlig vild med varme æbler, har jeg valgt kun at smage det råt.



Kanzi æblet er en krydsning mellem det saftige Gala æble, og Braeburn æblet, som er sødt og kraftfuldt. Derudover dyrkes det i tempeterede områder over hele Europa, hvilket er med til at æblet ikke får blodsukkeret til at stige i samme grad som mange andre æblesorter. Æblet anbefales derfor til diabetikere.


Jeg modtog to æbler til prøvesmagning, og det første spiste jeg, som jeg oftest spiser æbler: Helt og uden at tilsætte noget som helst. 

Kanzi er fast i købet, sprødt og med en kraftig skræl. Skrællen er måske lige til den kraftige side efter min smag, men den smager godt og er ikke bitter. Æblekødet er frisk og sprødt uden at være hårdt eller melet - altså helt perfekt. Smagen er dejligt sød men med et syrligt præg, som man først lægger mærke til, når man tænker over det. Syrligheden lægger sig på siden af tungen mens sødmen smages i hele munden. Normalt spiser jeg Gala og Delicious æbler, og dette æbler falder i samme kategori som de to, hvad angår smag og konsistens. 






Det andet æble brugte jeg i en råkostsalat. Jeg rev æblet og blandede det med revet gulerod og lidt citronsaft. Meget enkelt men fuld af smag. Smagsmæssigt var æblet perfekt i kombination med guleroden og citronen, da de to fremhævede det søde og det syrlige i æblet. Det var dog svært at rive skrællen på mit rivejern, så det må nok anbefales at skrælle æblet fremfor at rive skrællen med. 

Æblet lanceres i en lang række danske supermarkereder, så som minimum burde det være til salg i Kvickly, Føtex, Bilka og lignende større supermarkeder. Jeg vil klart anbefale æblet til jer der holder af et godt spiseæble, for det er virkelig noget helt særligt!





Mere information kan findes her:

Facebook: https://www.facebook.com/KanziApple.Danmark

Web: http://www.kanziapple.com/#DA







Jordskokkesuppe med Persilleolie og Spicy Græskarkerner


I forbindelse med min fødselsdag besluttede jeg at lave min første jordskokkesuppe til forret. Alle taler jo om denne fantastiske suppe, og jeg var nødt til at smage, hvad det hele handlede om. Og jeg må indrømme at jeg er solgt. Det er jo en helt fantastisk suppe. Denne variation stammer fra magasinet Spis Bedre, og jeg lavede den slavisk efter opskriften. 

Husk desuden at Aldi netop nu sælger diverse asiatiske madvarer til spotpriser. (Se her)

Jordskokkesuppe med Persilledrys og Spicy Græskarkerner til 8 personer som forret


Ingredienser:

Suppe:
½ kg. jordskokker
1 løg
1 spsk. friske timianblade
15 g. smør
1 liter hønsebouillon
2 persillekviste
2 dl. creme fraiche 38 % (mindre fedt vil skilde)
1 tsk. salt
friskkværnet peber

Græskarkerner:
50 g. græskarkerner
½ tsk. salt
1/4 tsk. stødt chili
friskkværnet peber

Persilleolie:
1 lille potte persille
½ dl. olivenolie

Fremgangsmåde:

1. Skræl jordskokkerne og skær dem i mindre stykker.

2. Sauter em i smeltet smør med finthakket løg og timian indtil løgene er klare. 

3. Tilsæt bouillon og persillekviste og kog 20 min under låg.

4. Rist græskarkerner på en pande med salt, chili og peber til de popper. Pas på de ikke brænder på. 

5. Blend persilleblade og olie sammen. 

6. Kasser persillekvistene fra suppen og blend den med creme fraiche. Smag til med salt og peber. 

7. Varm suppen igennem uden at koge den og server i varme tallerkener med dryp af persilleolie og drys af græskarkerner.

ProPoints: 5 point pr. portion

lørdag den 12. januar 2013

Kold Kartoffelsalat med Spidskål og Krydderurter (og billige asiatiske produkter)



På min fødselsdag havde jeg besøg af min mor til en gang udsalg og god mad. Lidt en sjov blanding, men uden tvivl en dejlig dag. Det var nødvendig, at maden var let at lave færdig, når vi kom hjem, uden at det gik ud over smagen. Til denne salat kunne jeg koge kartofler og spidskål dagen i forvejen, så det bare lige skulle vendes sammen, så det var super nemt, og resultatet var godt :) Opskriften stammer fra magasinet Spis Bedre, og jeg fulgte opskriften slavisk. Jeg serverede kartoffelsalaten til lammespyd med karljohansvampe og trøffelolie (her). 

Indkøbstip: Fra i dag og så længe lageret nu rækker sælger Aldi en række asiatiske varer til LANGT under normale supermarkedspriser. De har sesam- og jordnøddeolie, tørrede svampe, sojasauce, teriyakimarinade, sambal oelek, bambusskud og diverse færdige supper, mix i breve osv. Jeg har før købt disse produkter, og de er tip top! :)

Kold Kartoffelsalat med Spidskål og Krydderurter til 2 personer


Ingredienser:

300 g. kartofler, gerne små, nye
300 g. spidskål
1 fed hvidløg
2/3 dl. klippet purløg
2/3 dl. finthakket rucola
revet skal af 1 citron
2 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1. Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem evt. i mindre stykker. Kog dem i letsaltet vand og lad dem køle helt af.

2. Snit spidskålen og kog den mør i letsaltet vand ca. 15 min. Skyld den hurtigt under koldt vand og lad den dryppe af.

3. Bland presset hvidløg, citronskal, salt og peber og vend det i spidskålen med purløg, rucola og kartofler. 

ProPoints: 7,5 point pr. person



fredag den 11. januar 2013

Lammespyd med Karljohansvampe og Trøffelolie


På min fødselsdag serverede jeg denne ret sammen med en kold kartoffelsalat med spidskål og krydderurter (her). Kødet skulle marinere, men ud over det, var det en super hurtig og lækker ret, som med fordel kan laves på grillen om sommeren. Jeg brugte hakkede soltørrede tomater til retten, og de krævede derfor ingen forberedelse. Opskriften er fra magasinet Spis Bedre. 

Lammespyd med Karljohansvampe og Trøffelolie til 2 personer


Ingredienser:

300 g. mørt lammekød (f.eks. filet)
1 fed hvidløg
1 tsk. rosmarin
1 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
friskkværnet peber
5 g. tørrede karljohansvampe (fås i større supermarkeder)

1 tsk. trøffelolie
35 g. soltørrede tomater, hakkede

Fremgangsmåde:

1. Skær kødet i tern på 3x3 cm.

2. Rør knust hvidløg, rosmarin, olivenolie, citronsaft, salt og peber sammen og vend kødet heri. Lad det marinere mindst 1 time, men gerne natten over. 

3. Læg svampene i blød mindst 1 time.

4. Fordel kød og svampe på spydene og grill 3-4 min på hver side. 

5. Dryp med trøffelolie og drys tomater hen over ved servering. 

ProPoints: 8,5 point pr. portion


torsdag den 10. januar 2013

Marcipansnegle med Chokolade


Dette er endnu et bagværk fra min fødselsdag. Gærkager er en fantastisk ting, når der skal kage til, og kalorieindholdet ikke behøver være alt for højt, og jeg bager alt for tit kanelsnegle til mine gæster, så denne gang skulle gærkagen være en anden, og valget faldt på denne Amo opskrift. Der er temmelig meget marcipanfyld i sneglene, og det flyder ud under bagning, men modsat kanelsnegle går det ikke til spilde, men bliver i stedet til en kransekageagtig masse, og det er kun et plus :)

Marcipansnegle med Chokolade, 12 stk. 


Ingredienser:

Dej:
25 g. gær
1 dl. mælk
½ tsk. salt
1 tsk. sukker
1 æg
50 g. smør
250 g. mel

Fyld:
200 g. marcipan
125 g. sukker
1 æg
50 g. finthakket chokolade

Fremgangsmåde:

1. Opløs gæren i mælk og tilsæt salt, sukker, æg, smør og mel. Æt grundigt. 

2. Hæver lunt og tildækket 30 min. 

3. Rul dejen ud til ca. 30x40 cm.

4. Rør marcipan, sukker, æg og chokolade sammen og smør det på dejen. 

5. Skær dejen i 12 strimler, sno dem og form dem til snegle. Læg dem på bagepapir. 

6. Hæver lunt og tildækket 30 min. 

7. Bager 12-15 min ved 200 grader. Afkøler på en rist. 

ProPoints: 7,5 point pr. snegl



onsdag den 9. januar 2013

Æble Cheesecake


Jeg er begyndt på nyt job i mandags, og som lærer er der temmelig meget ekstra forberedelse, når man lige starter. Derfor består denne uge primært af indlæg skrevet for 1-2 uger siden. 

I forbindelse med min fødselsdag havde jeg familie på besøg til kaffe og kage, og da jeg ikke er den store lagkagespiser, havde jeg besluttet at finde et alternativ, og det endte med denne Æble Cheesecake fra Amo. Det er en bagt cheesecake, så det er ikke nødvendigt at investere i pastauriserede æg, og æblemosen gav den noget fede cheesecake et dejligt frisk pust. Kagen viste sig ikke særlig fotovillig, men smagen er det altså værd alligevel ;)

Flødeost: Af en eller anden grund er flødeost temmelig bekosteligt i de store supermarkeder, der ofte kun fører Arla, Philadelphia og nogle økologiske varianter. Men det er der råd for. Både Lidl og Aldi har flødeost til under 10 kr. og den smager præcis som de kendte mærker. 

Æble Cheesecake, 18 stykker


Ingredienser:

Dej:
250 g. mel
125 g. farin
100 g. smuttede, finthakkede mandler
200 g. koldt smør

Fyld:
500 g. flødeost
125 g. sukker
2 æg

Topping:
3 dl. æblemos (jeg brugte færdigkøbt)
25 g. ristede mandelflager

Fremgangsmåde:

1. Skær smørret i tern og smuldr det med mel, farin og finthakkede mandler til det ligner rasp.

2. Tag 2 dl. af dejen fra og pres resten ned i en smurt bradepande ca. 20x35 cm. 

3. Bag ca. 12 min ved 175 grader mit i ovnen. 

4. Pisk flødeost, sukker og æg glat og hæld det over den varme bund. 

5. Bag ca. 15 min.

6. Smør æblemos ud over kagen. Bland resten af dejen med mandelflager og drys det øverst. 

7. Bag 15 min. 

8. Lad kagen køle lidt af og stil den så i køleskabet i mindst 3 timer. 

ProPoints: 8,5 point pr. stykke


tirsdag den 8. januar 2013

Tunmousse


Denne forret var mit bidrag til nytårsmenuen. Vi er tre piger, der ofte holder nytår på samme måde. Jeg medbringer forretten, som skal være en tunmousse, værten laver hovedretten og sidstemanden medbringer dessert. Det kan let argumenteres, at der findes mere moderne og spændende forretter, men tunmousse er nu ikke at kimse af, og uanset mængden jeg medbringer, så bliver der spist op! :)

Opskriften har jeg fået af min mor, og jeg har ingen ide om, hvor hun har den fra, så lad os bare kalde den en familieopskrift ;) 

Husblas: Husblas kan være lidt tricky at håndtere, og det er enhver hjemmekoks værste mareridt, at der kommer "elastikker" i maden. Men det er nu relativt nemt at undgå. I stedet for at hælde husblasen direkte i retten, som der ofte står i opskrifterne, så kan man hælde en smule af retten i husblasen under piskning med el-mikser og derefter hælde det i resten af retten. Så undgår man nemt elastikkerne, og skulle det gå galt, så prøver man bare igen :)

Tunmousse til 4-6 personer

Ingredienser:

2 dåser tun i vand
3 blade husblas
3 dl. Cheasy Fraiche
1 tsk. citronsaft
1/4 tsk. cayennepeber
1 tsk. salt

300 g. groft brød
1 citron i både
1 bdt. dild eller brøndkarse til pynt

Fremgangsmåde:

1. Læg husblas i blød i rigeligt vand i 5 min.

2. Hæld vandet fra tunen og findel den med en el-mikser.

3. Rør Cheasy Fraiche, citronsaft, salt og cayennepeber i tunen. 

4. Smelt husblasen i det vand der hænger ved over vandbad, tilsæt 1 stor spiseske af tunmassen og pisk kraftigt med det samme med el-mikseren. 

5. Hæld husblasmassen tilbage i tunen og pisk grundigt.

6. Hæld i portionsglas eller en rugbrødsform foret med husholdningsfilm og stil i køleskabet mindst 5 timer og gerne til næste dag.

7. Hvis du  har brugt form, vend da moussen ud på et fad. Pynt med citronbåde og dild eller brøndkarse og server med brød til.

ProPoints: 6 point ved 6 portioner