Opskriften er min egen, men her er vi vist tilbage ved de forgangne ugers madblogger diskussion, for jeg har jo naturligvis ikke opfundet retten. En ret som denne må nødvendigvis være inspireret af traditioner og andre opskrifter. Men i hvert fald følger jeg ikke en opskrift, men gør som jeg selv synes.
Boller i karry til 2-3 personer
Ingredienser:
300 g. hakket svinekød 3-6 %
1 æg
1½ tsk. salt
Friskkværnet peber
3 spsk. mel
1½ dl. mælk
1½ dl. kogevand fra kødbollerne
3 dl. mælk
1 spsk. mel
1 spsk. oliemargarine
Maizena majsstivelse eller saucejævner
3 tsk. karry (Undgå den fra Fakta)
2 tsk. salt
Fremgangsmåde:
1. Rør svinekød med æg, salt, peber og mel og rør mælken i lidt efter lidt.
2. Bring nogle liter vand i kog i en stor gryde.
3. Form kødboller på størrelse med en valnød (de vokser ved kogning) med en ske dyppet i koldt vand og læg dem i vandet efterhånden. Når de flyder op til overfladen er de færdige og tages op. Kog alle kødbollerne på denne måde.
4. Smelt margarinen og "brænd" karry af heri. Tilsæt mel og lidt kogevand og pisk. Pisk resten af vandet i lidt efter lidt.
5. Pisk mælken i og bring i kog. Jævn med Maizena hvis nødvendigt.
6. Smag til med salt og peber og put kødbollerne i saucen. Lad dem blive helt varme igen.
7. Server med ris og salat eller grønsager.
Kan varmt anbefale at tilsætte forårsløg eller porrer til sovsen. Det giver god smag, og visuelt pynter det helt vildt. Bon appetit!
SvarSletDet lyder som en rigtig godt ide! Det vil jeg helt klart prøve :)
SvarSlet