Man kan godt lave en fin påskefrokost, selv om man ikke får en kæmpestor familie på besøg. Jeg lavede denne anretning til min mor og jeg - kun suppleret af godt brød fra bageren.
Anretningen består af røget laks med krydderurte-røræg og to slags fyldte æg.
Lille Påskeanretning til 3-4 personer
Ingredienser:
250 g. røget laks
7 æg
3/4 dl. mælk
salt og peber
10 g. smør
1 potte persille
1 potte purløg
6 spsk. mayonnaise
½ avocado
2 cherrytomater
1 tsk. citronsaft
½ tsk. karry
Groft brød
evt. smør
Fremgangsmåde:
1. Kog 4 æg til de er hårdkogte og køl dem helt af.
2. Pisk de tre resterende æg sammen med mælk, 1 spsk. hakket persille, salt og peber.
3. Smelt smørret ved lav varme på en pande og hæld æggene på. Skrab æggemassen fra bunden af og til og tilbered langsomt æggene ved lav varme til de er næsten tørre. Tag panden af varmen og lad æggene stå og køle godt af.
4. Halver de kogte æg og fordel blommerne i to skåle. Læg de halve æggehvider på et pænt fad.
5. Mos den halve avocado og læg i den ene skål med æggeblommer sammen med citronsaft og 2 spsk. mayonnaise. Rør godt sammen og smag til med salt og peber.
6. Fordel massen i 4 æggehvider og læg en halv cherrytomat på hver.
7. I den anden skål med æggeblommer tilsættes resten af mayonnaisen og karry. Rør godt sammen og smag til med salt og peber.
8. Fordel massen i de øvrige 4 æggehvider. Skær 1 skive laks i 4 strimler og form til roser. Læg dem på æggene. Læg en lille dusk persille på hver.
9. Anret røræggene midt på fadet og fordel rigelig hakket persille og purløg herover.
10. Anret lakseskiver pænt rullet på resten af fadet og sæt det på køl indtil servering. Server med godt brød og gerne et glas øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar