Imorgen skal jeg til min sidste eksamen, mundtlig engelks, og så er jeg officielt uddannet arbejdsløs lærer. Det bliver spændende hvor længe arbejdsløsheden skal stå på, men jeg håber ikke det bliver alt for længe. Jeg tror ikke, at jeg egner mig til at gå rundt derhjemme. Efter eksamen imorgen skal jeg ud og spise med kæresten, min mor og mine svigerforældre og derefter skal min mor og jeg hygge hele dagen. Så der bliver ikke tid til så meget bloggeri. Det gør der heller ikke tirsdag, hvor jeg skal til forsinket fødselsdag hos min farmor på sydfyn. Men det er sikkert også sundt med en lille pause her og der.
Dagens ret er fra det nyeste nummer af Mad!, og er egentlig en grillret, men jeg grillede den kort på min grillpande og puttede den i ovnen resten af tiden. Det fungerede super fint i dette mindre sommerlige vejr. Jeg har ændret en smule på fyldet, og jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.
Svinemørbrad med Krydderurtefyld til 2-3 personer
Ingredienser:
1 svinemørbrad
1 dl. ricotta
1 fed hvidløg
skal af ½ citron
½ bdt. basilikum
2 tsk. tørret rosmarin
salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
1. Rør ricotta med presset hvidløg, citronskal, finthakket basilikum og rosmarin. Smag til med salt og peber.
2. Rens mørbraden og skær den op, så den bliver en plade af kød. Læg fyldet på midten og luk den sammen. Bind den sammen med kødsnor, så du lukker så mange sprækker som muligt.
3. Varm olie på en grillpande og steg mørbraden til den er brunet på alle sider. Læg den i et ildfast fad med lidt vand i bunden og stil den i ovnen 25 min.
4. Lad mørbraden hvile 10 min og skær den i skiver. Som du kan se på billedet røg fyldet i høj grad ud af min, og det er måske svært at undgå.
5. Server med det ønskede tilbehør. Jeg tog den nemme løsning med kartofler i pose på frost, knorrsauce og lidt tomatsalat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar