Jeg har længe luret på denne kreation fra Dr. Oetker, men har manglet lejligheden til at bage den. Et eller andet sted er jeg jo for gammel til at servere grøn kage med blå glasur, når familien kommer til fødselsdag ;)
Lejligheden viste sig i form af en happening på Vejle gågade, hvor vi laver en lock out quiz med kage som præmie. Og der skal selvfølgelig være en børnevenlig kage ;)
Kagen er i bund og grund en mazarinagtig kage med mandler i og blå glasur og krymmel. Og så spicet op i de vildeste børnefarver. En anden gang vil jeg brug blå og gul farve til at skabe den grønne kage, i stedet for at bruge den grønne som i dag, da farven ikke er helt så "giftig" som jeg ønskede mig. Farverne kan skiftes ud med hvad man måtte ønske. En orange kage med lysegrøn glasur er vel heller ikke at kimse af.
Banditkage, 12 stykker
Ingredienser:
Kagen:
175 g. margarine 60 %
175 g. sukker
2 æg
100 g. mel
25 g. kartoffelmel
1 tsk. bagepulver
50 g. hakkede mandler
1/4 dl. kogende vand
1 tsk. mandelessens
Blå og gul (eller grøn) konditorfarve
Pynt:
200 g. flormelis
Vand
Blå konditorfarve
Krymmel
Fremgangsmåde:
1. Pisk margarine og sukker godt sammen og piskede æggene i et ad gangen.
2. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og pisk det i dejen.
3. Pisk mandler, mandelessens og vand i og farv dejen giftig grøn med konditorfarve. Start med den gule og tilsæt en smule blå ad gangen.
4. Hæld kagen i en smurt bradepande ca. 20x25 cm. og bag kagen 30 min ved 175 grader. Lad den køle helt af.
5. Rør en glasur af flormelis, vand og konditorfarve, fordel den på kagen og drys med krymmel.
ProPoints: 7 points per stykke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar