Salater får fornemmelsen af forår frem i mig, og det er mildest talt ved at være nødvendigt. Jeg spiste denne salat til aftensmad, men den kan sagtens bruges som et frokostmåltid og endda pakkes i en plastbox til madpakken. Det er i bund og grund en asiatisk nudelsalat med røget makrel. Om røget makrel findes i asien skal jeg ikke gøre mig klog på, men i hvert fald smagte det rigtig godt, og kombinationen fungerede.
Nudelsalat med Røget Makrel til 2 personer
Ingredienser:
½ pakke risnudler (125 g.)
2 spsk. sojasauce
1 fed hvidløg
revet ingefær
½ agurk
2 forårsløg
½ bdt. koriander
½ røget makrel
Fremgangsmåde:
1. Kog nudlerne i saltet vand, skyld dem i koldt vand til de er helt afkølede og lad dem dryppe af.
2. Rør sojasauce, presset hvidløg og ingefær sammen.
3. Skær agurken igennem på tværs og skær i skiver. Skær forårsløg i tynde skiver. Hak koriander groft.
4. Bland nudler, halvdelen af dressingen, agurk, forårsløg og halvdelen af koriander og anret på to tallerkener. Fordel makrel i flager herover og pynt med resten af dressing og koriander.
ProPoints: 9 points per portion
Ingen kommentarer:
Send en kommentar