Denne ret er egentlig sammensat af to opskrifter. Begge er af mellemøstlig oprindelse, men jeg valgte at lave frikadellerne af svinekød i stedet for lam, hvilket naturligvis tog lidt af det mellemøstlige ud, men til gengæld gav virkelig velsmagende frikadeller. Det er en rigtig sommerret, som virkelig gør sig godt på de lune sensommerdage og som let kan spises i haven eller på altanen. Og husk at lave en stor portion, så der er til madpakken eller fryseren.
Frikadeller med Feta og Couscoussalat til 2 personer
Ingredienser:
Couscoussalat:
100 g. couscous
1,75 dl. kogende vand
1½ spsk. citronsaft
40 g. tørrede abrikoser
40 g. rosiner
1 spsk. olivenolie
½ tsk. spidskommen
½ bdt. forårsløg
40 g. hakkede mandler
salt og peber
Frikadeller:
2 spsk. rasp
1 æg
200 g. hakket svinekød 5 %
1/4 tsk. sambal oelek
2 fed hvidløg
½ dl. hakket frisk koriander
35 g. feta 5 %
6 oliven
salt og peber
1 spsk. olie
Fremgangsmåde:
1. Overhæld couscous med kogende vand og citronsaft, dæk med en tallerken og lad det trække 5 min. Lad det derefter køle af.
2. Pisk ægget sammen og rør rasp i. Lad det stå 5 min.
3. Bland æg og rasp med kød, sambal oelek, hakket hvidløg, koriander, smuldret feta, hakkede oliven, salt og peber.
4. Form til 6 frikadeller og steg dem i olie.
5. Skær abrikoser i mindre tern og forårsløg i tynde skiver.
6. Bland couscous med abrikoser, rosiner, olie, spidskommen, forårsløg, mandler, salt og peber.
7. Server frikadeller og couscoussalat med en god blandet salat eller en tomatsalat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar