Ærligt - jeg er ikke særlig god til at spise omelet. Det går meget bedre med æggekage. Men hvad er forskellen på en omelet og en æggekage, vil den årvågne læser spørge. Æææh. Øøøøh. Jeg ved det egentlig ikke. Min forståelse går på, at en æggekage er en højere, bagt i en pande eller i ovnen, og gerne med fyld blandet i æggemassen. En omelet er tyndere, steges på en pande, og lukkes sammen om fyldet når æggemassen er næsten stivnet på oversiden. Det er i hvert fald i denne forståelse, at jeg laver omeletter i denne uge.
Jeg har ikke nok erfaring med omeletter til at kunne give jer opskriftEN på en sådan. Så jeg prøver mig frem i løbet af ugen, og kommenterer på hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Hvad fyldet angår er det kun fantasien, der sætter grænser, og jeg vil give en masse eksempler på, hvad det kan være, i løbet af denne uge.
Denne første omelet er inspireret af de græske køkken. Den er fyldt med tomater, løg, feta, oliven og persille, og den faldt absolut i min smag. Selve omeletten består af æg, vand, salt, peber og lidt tørret basilikum. Den fungerede super fint og smagte godt.
Græsk omelet til 2 personer
Ingredienser:
Omelet:
4 æg
1 dl. vand
1/4 tsk. tørret basilikum
salt og peber
Fyld:
1 lille løg
2 tomater
2 tsk. oliemargarine
salt
100 g. feta 3 %
12 sorte oliven
½ potte persille
120 g. groft brød
Fremgangsmåde:
1. Hak løget groft og skær tomaterne i grove tern. Svits det i oliemargarine og krydr med salt.
2. Pisk æg, vand og basilikum sammen og krydr med salt og peber. Steg to omeletter i en eller gerne to pander med en diameter på ca. 20 cm.
3. Når omeletterne er næsten stivnet på toppen drysses fetaen ud over dem. Steg videre til omeletterne er helt tørre på overfladerne.
4. Læg omeletterne på to tallerkener, fordel tomatfyldet på halvdelen af hver omelet, drys hakket persille og halve oliven over og luk den anden halvdel af omeletterne ind over. Server med brød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar