tirsdag den 20. august 2013

Spansk Spinatomelet

Ugens tema: Omelet




Ganske simpelt og alligevel rigtig godt. Det er kendetegnende for meget Middelhavsmad, og det gælder også denne omelet. Æg, kartofler, spinat og løg. Intet andet. Som med så mange andre retter kan man naturligvis bytte ud og spæde til efter for godt befindende, men jeg vil egentlig anbefale omeletten i denne ganske simple form. Retten er i sig selv ikke særlig stor, så spis eventuelt et stykke groft brød til.


Spansk Spinatomelet til 2 personer


Ingredienser:

200 g. frisk eller frosset spinat
1 spsk. olie
1 lille løg
2 kogte kartofler
4 æg
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Hvis spinaten er frisk skal den skylles og dampes i lidt vand. Hvis spinaten er frosset skal den tøs op i en gryde.

2. Skær løget i fine ringe og steg dem i olie ved lav varme i ca. 10 min til de er bløde.

3. Tilsæt kartofler i skiver og spinat og vend godt rundt. Fordel på to små pander.

4. Pisk æggene sammen og krydr med salt og peber. Hæld det i de to pander. Steg ved middel varme til omeletterne er tørre på oversiden. 

5. Vip over på to tallerkener og server. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar