fredag den 1. november 2013

Japansk Nudelsuppe med Kylling




Japan er et af de lande, jeg ikke rent gastronomisk kommer forbi ret tit, med mindre menuen er sushi. Men Japan har meget mere end sushi at byde på. Denne suppe er stopfuld af lækre grøntsager og japanske smagsnoter. Den er ikke spicy, så børn der er vant til mange grøntsager kan sagtens være med.

Retten indeholder sake og mirin, og hvis man sjældent laver japansk mad kan de være lidt dyre at få fat i. De kan erstattes af ½ dl. hvidvin og 1 tsk. sukker.

Japansk Nudelsuppe med Kylling til 2 personer


Ingredienser:

125 g. butternut squash
150 g. champignon
100 g. savoykål
1 porre
200 g. kyllingebryst
7,5 dl. hønsebouillon
2 spsk. mirin (sød japansk risvin)
2 spsk. sake (japansk risvin)
2 spsk. sojasauce
125 g. nudler
10 g. finthakket ingefær
2 tsk. sesamolie
4 forårsløg

Fremgangsmåde:

1. Skær græskar i tern på 2x2 cm. Skær champignon i tykke skiver. Snit kålen i brede, korte strimler og snit porrerne på langs, også til korte strimler. Skær kyllingen i tern. 

2. Bring bouillon i kog og tilsæt mirin, sake og sojasauce.

3. Tilsæt græskar, champignon, kål og porre og kog 10 min. under låg.

4. Tilsæt kylling, nudler og ingefær og kog ca. 5 min til nudlerne er møre. 

5. Tilsæt sesamolie og smag evt. til med mere sojasauce. 

6. Server i skåle med finthakket forårsløg på toppen. Spis fyldet med pinde og suppen med en ske (eller drik den fra skålen).

1 kommentar:

  1. Der findes også en vegansk version som er lækker:

    http://morefews.dk/opskrift-japansk-shoyu-ramen-nudelsuppe-vegansk/

    SvarSlet