For ikke så længe siden forsøgte jeg mig for første gang med en paella, og det var mildest talt ikke nogen succes, men det er jo selvfølgelig noget, der skal læres, så nu har den fået endnu et forsøg - denne gang en grønsagspaella, som blev spist som tilbehør - og det gik langt bedre denne gang. Jeg fik til råd af min far, som er kok, at forkoge risene lidt, og det virkede helt klart efter hensigten.
Retten kan sagtens spises som hovedret med salat og evt. et stykke godt brød til.
Grønsagspaella til 2 personer
Ingredienser:
100 g. paraboiled ris
2 tsk. olie
1 lille løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
200 g. champignon
3 dl. grønsagsbouillon
½ tsk. røget paprika
1 nip safran
evt. gurkemeje
100 g. ærter
2 tomater
Fremgangsmåde:
1. Kog risene 10 min i letsaltet vand og hæld vandet fra.
2. Hak løg og hvidløg fint, skær peberfrugt i små tern, skær champignon i skiver og skær tomaterne i kvarte, fjern kernerne og skær resten i små tern.
3. Varm olien i en lille pande med en god kant og svits løg 2-3 min.
4. Tilsæt hvidløg, peberfrugt og champignon og steg 2-3 min.
5. Tilsæt ris, bouillon, paprika og safran, rør godt sammen og kog ved god varme til vandet er fordampet, ca. 10 min. Der må ikke lægges låg på panden.
6. Tilsæt ærter og tomat og varm igennem.
7. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. lidt gurkemeje, hvis du ønsker en mere gul paella.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar