Denne ret er et godt eksempel på, hvordan man laver mad med ganske få kalorier, uden at gå på kompromis med hverken smag eller mæthed. Kalkunbryst er godt fedtfattigt kød, der, når det ikke oversteges, smager virkelig godt og mørt. Saucen består ud over en smule olie udelukkende af grønsager.
Et sted hvor det er virkelig nemt at skære i kalorierne er i kartoffelmos. Man kan let skifte halvdelen af kartoflerne ud med grønsager, jeg kan rigtig godt lide broccoli i mosen, og jeg bruger frosne broccolibuketter, så det bliver bare ikke nemmere. Gulerødder, rødbede, blomkål og mange andre grønsager kan bruges på samme måde.
Kalkungryde med Paprika og Kartoffelmos med Broccoli til 2 personer
Ingredienser:
200 g. kalkunbryst
200 g. champignon
1 løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
2 tsk. paprika
400 g. tomatpassata (eller hakkede tomater)
salt og peber
250 g. kartofler
250 g. broccoli
½ dl. mælk
salt
Fremgangsmåde:
1. Skær kartofler i tern og kog sammen med broccolibuketter i usaltet vand 15-20 min.
2. Skær kødet i strimler og krydr det med salt og peber.
3. Skær champignon i skiver og hak løg og hvidløg fint.
4. Brun kødet i olie i en gryde og tag det op.
5. Steg champignon til vandet er dampet fra.
6. Tilsæt løg, hvidløg, passata og paprika og bring i kog.
7. Læg kødet i gryden og kog ca. 10 min.
8. Hæld vandet fra kartofler og broccoli og lad det dampe kort. Mos med en elmikser og tilsæt mælk lidt ad gangen til konsistensen er rigtig. Smag til med salt.
9. Smag kalkungryden til med salt og peber og server med mos.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar