tirsdag den 24. juni 2014

Pastafad med Tun, Majs og Ost




Det her er en af mine absolutte livretter. Det ser ikke ud af meget, og ingredienslisten lyder ikke af meget, men det bliver lynhurtigt en hverdagsfavorit - også blandt de yngste. Jeg serverede retten med en stor skål salat.

Pastafad med Tun, Majs og Ost til 3 personer


Ingredienser:

250 g. pasta
25 g. flydende margarine
25 g. mel
3 dl. mælk
Salt og peber
170 g. majs (frost eller dåse)
1 dåse tun i vand
125 g. revet ost 13 %
1/2 potte persille

Fremgangsmåde:

1. Kog pastaen i saltet vand og hæld vandet fra.

2. Bland margarine, mel og lidt mælk i en gryde og varm op under piskning. Når det begynder at tykne tilsættes resten af mælken lidt efter lidt. Kog saucen igennem et par minutter og smag til med salt og peber. Den må gerne være lidt salt, da pasta og majs neutraliserer det. 

3. Tilsæt majs og kog med til de er varme. 

4. Tag gryden af varmen og vend 2/3 af osten i. Bland med pasta, drænet tun og hakket persille.

5. Hæld retten i et ildfast fad, drys resten af osten over og gratiner ved 225 grader til toppen er gylden. Server med en skål salat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar