tirsdag den 12. august 2014

Pizza med Kartoffel, Chorizo og Basilikum




Jeg får aldrig nok af pizzaer, men de skal nødvendigvis være varierede. En af mine absolutte favoritter er kartoffelpizzaen som en pizza bianco - uden tomatsauce. Jeg lægger osten direkte på pizzabunden og kartoflerne i tynde skiver lige over. Jeg forkoger dem så jeg er sikker på, at de er møre. Øverst kan man lægge, hvad man ønsker. Jeg har brugt chorizo, men det kunne også være en lækker italiensk skinke, almindelige skinkestrimler, tynde skiver champignon, artiskokhjerter, eller hvad du nu lige synes. Jeg serverede en skål salat til pizzaen.

Pizza med Kartoffel, Chorizo og Basilikum til 2 personer


Ingredienser:

1 fuldkorn pizzadej (eller en hjemmelavet)
200 g. kartoffel
100 g. revet ost 13 %
70 g. chorizo (tynde skiver)
20 blade basilikum

Fremgangsmåde:

1. Tag pizzadejen ud af posen og rul den ud. Læg den på komfuret mens ovnen varmer op. Lad bagepladen være i ovnen.

2. Skræl kartoflerne og skær dem i helt tynde skiver (1 mm). Kog dem et par min i letsaltet vand og lad dem dryppe af.

3. Fordel osten på pizzabunden og læg kartoffelskiverne taglagt derover. Læg chorizo øverst.

4. Læg pizzaen på den varme bageplade og bag 5-10 min ved 250 grader nederst i ovnen. Hold godt øje med den. Pizzaen er færdig når pølsen syder og bunden er gylden i kanten.

5. Skær i trekanter og server med salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar