Lynhurtig mad på supertravle hverdage, det er vist en af de helt store udfordringer for danskerne - i hvert fald hvis maden også skal være alsidig og spændende. For et stykke tid siden fandt jeg i Føtex den gratis kogebog "Glad mad med økokylling", og den har vist sig at være en sand bibel, fuld af lækkerier der kun tager et øjeblik. Og jeg kan afsløre at økokyllingen nemt lader sig erstatte af en billigere variant.
Wraps er altid lækre og stort set altid hurtige at producere, og så kan de fyldes med lige præcis det du har og har lyst til, så de er en god måde at få lavet god mad i hverdagen - og især gode til at servere rester i.
Wrap med Kylling og Avocadocreme til 2 personer
Ingredienser:
2 store eller 4 små wraps
200 g. kyllingefilet
1 tsk. sojasauce
1 tsk. tørret timian
2 tsk. olie
salt og peber
½ bakke spæde salater
2 tomater
2 små avocado
1 dl. Cheasy fraiche
2 tsk. citronsaft
½ rød peber
salt og peber
Fremgangsmåde:
1. Skær kyllingen i store strimler og bland den med soja, timian, salt og peber. Lad den trække 15 min.
2. Mod avocadokød og rør sammen med Cheasy fraiche. Smag til med citronsaft, salt og peber. Rør peberfrugt i små tern i cremen.
3. Varm wraps i ovnen pakket helt tæt i stanniol 10 min ved 200 grader.
4. Steg kyllingen i olie 5-7 min.
5. Skyld og tør salaten. Fjern kernerne fra tomaterne og skær i strimler.
6. Fordel salat, tomat og kylling på wraps og top med avocadocremen. Server.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar