onsdag den 3. december 2014

Asiatiske Savoykålsdolmere med Svinekød




Jeg har aldrig været den helt store kåldolmerspiser. Fars og kogt kål er ikke lige mig, så det var lidt et eksperiment med denne opskrift fra det nyeste nummer af Spis Bedre. Hvidkålen er skiftet ud med den mildere savoykål, og kødet er asiatisk krydret med hvidløg, ingefær, koriander og soja. Til dolmerne er der en dippingsauce og en spicy chilisauce. Chilien kan naturligvis udelades. Jeg spiste ris til. 

Asiatiske Savoykålsdolmere med Svinekød til 2 personer


Ingredienser:

4 store blade savoykål
1 fed hvidløg
½ lille løg
½ potte koriander
1 spsk. finthakket ingefær
200 g. hakket svinekød
1½ spsk. sojasauce
½ tsk. sesamolie
½ spsk. mel
1 tsk. salt
peber

½ spsk. sesamfrø
½ dl. sojasauce
2 spsk. risvinseddike
stærk chilisauce (f.eks. Sriracha)

Fremgangsmåde:

1. Bring vand i kog i en stor gryde og kog savoykålsbladene 1-2 min. Tag dem op ad vandet og køl af under koldt vand. Skær stokken væk.

2. Rør hakket kød med finthakket hvidløg, finthakket løg, hakket koriander, ingefær, soja, sesamolie og mel. Krydr med salt og peber.

3. Fordel farsen på de fire kålblade og fold dem sammen. Hæld det meste af kålvandet ud af gryden, så der er ca. 2 cm. tilbage og læg kåldolmere deri med samlingen nedad.

4. Bring vandet i kog igen og lad dolmerne simre 15 min.

5. Server drysset med sesamfrø og med ris, chilisauce og en dippingsauce af soja og risvinseddike. 

2 kommentarer:

  1. Jeg har lige købt ind til at lave kåldolmere i morgen. Det har jeg ellers aldrig lavet før. Måske dolmere bliver det nye sort ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Persille

      Det må vi da næsten håbe - godt smager det i hvert fald :)

      Slet