Ugens tema: Rabarber
Jeg har aldrig før lavet min egen saft. Primært fordi jeg aldrig er stødt på en opskrift, hvor jeg kunne lave den sukkerfri. Men denne så ud til at ville fungere med kunstigt sødemiddel, og det fik jeg heldigvis ret i. Lækker sød saft med noget nær 0 kalorier. Jeg hældte den på en flaske og tog den med som en lille værtindegave, men jeg har købt flere rabarber, så jeg også kan lave en flaske til mig selv. Det er nemlig rigtig nemt. Og med lidt Atamon kan saften holde sig længe i køleskabet.
I får både opskriften på saft med sukker og på min kunstigt sødede version.
Citronsyre finder du i større supermarkeder sammen med syltesukker, syltekrydderier osv.
Frisk rabarbersaft, 2 liter drikkeklar saft - sødet med sukker
Ingredienser:
350 g. rabarberstilke
1 liter vand
350 g. sukker
1 spsk. citronsyre
½ tsk. Atamon
Fremgangsmåde:
1. Rens rabarberstilkene og skær dem i tynde skiver. Læg dem i en skål.
2. Bring vand og sukker i kog og lad det koge til sukkeret er opløst. Hæld det over rabarberne.
3. Tilsæt citronsyre, dæk skålen til og sæt den i køleskabet i to timer. Rør i den ca. hver halve time.
4. Hæld saften gennem et viskestykke i en si. Tilsæt Atamon.
5. Hæld saften på en 1-liter eller flere mindre skoldede flasker. Opbevares i køleskab.
6. Server fortyndet med vand, danskvand eller hvidvin i forholdet 1:1.
Frisk rabarbersaft, 2 liter drikkeklar saft - sødet med sødemiddel
Ingredienser:
350 g. rabarberstilke
1 liter vand
1 spsk. citronsyre
30 ml. flydende sødemiddel
½ tsk. Atamon
Fremgangsmåde:
1. Rens rabarberstilkene og skær dem i tynde skiver. Læg dem i en skål.
2. Bring vand i kog og hæld det over rabarberne.
3. Tilsæt citronsyre, dæk skålen til og sæt den i køleskabet i to timer. Rør i den ca. hver halve time.
4. Hæld saften gennem et viskestykke i en si. Tilsæt sødemiddel lidt ad gangen og smag til undervejs - det er ikke sikkert, at du vil have den lige så sød som jeg. Tilsæt til sidst Atamon.
5. Hæld saften på en 1-liter eller flere mindre skoldede flasker. Opbevares i køleskab.
6. Server fortyndet med vand, danskvand eller hvidvin i forholdet 1:1.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar