Rispapirruller er en rigtig god måde at få spist det, du har til overs. Du kan fylde dem med forskellige typer fisk, kylling, oksekød og æg, og du kan variere grøntsagerne i det uendelige. Jeg foretrækker rullerne med sataysauce og sweet chilisauce, men du kan også bruge en karrydressing, hvis du hellere vil det.
Rispapirruller med Røget Laks og Grøntsager til 2 personer
Ingredienser:
1 dl. kokosmælk (ikke light)
2 spsk. peanutbutter
1 tsk. rød karrypasta
½ spsk. limesaft
1 spsk. fiskesauce
8 stykker rispapir
100 g. røget laks
½ agurk, stave
2 gulerødder, stave
½ squash, stave
½ hjertesalat, snittet
1 bdt. koriander, snittet
1 dl. sød chilisauce
Fremgangsmåde:
1. Bland kokosmælk, peanutbutter, karrypasta, limesaft og fiskesauce i en gryde og bring i kog. Kog et par minutter under omrøring til saucen er jævn.
2. Dyp 1 rispapir ad gangen i koldt vand ca. 5 sekunder. Læg det på et bræt og fyld med laks, grøntsager og koriander i en stribe på midten. Fold enderne ind over striberne og rul stramt sammen.
3. Server rullerne med saucerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar