lørdag den 13. oktober 2012

Spaghetti med Kødboller i Tomatsauce




Vi husker alle Lady og Vagabonden, og vi husker den romantik der omgiver  hundene mens de spiser denne ret. Så hvorfor ikke servere den for en date eller for kæresten på en kold efterårsfredag? Nu har jeg ikke nogen kæreste, men det gik nu meget godt med at nyde retten alligevel ;)

Kødboller og tomatsauce kan laves på mange måder, og denne er noget mere sofistikeret end de mest enkle. Kødbollerne er meget spændende krydret og tomatsaucen er rustik. Så det er en voksenret der kan få tankerne tilbage på barndommens tegnefilm :)

Opskriften stammer fra Magasinet Mad! og jeg har ikke ændret i andet end mængden af olie og formen på pastaen. Jeg havde nemlig ikke lige noget spaghetti, og kan derfor berette, at retten fungerer udemærket med pastaskruer ;)

Spaghetti og Kødboller i Tomatsauce til 2 personer


Ingredienser:

25 g. pinjekerner, hakkede
25 g. revet parmesan
½ håndfuld hakket persille
200 g. hakket oksekød 3-5 %
1 æg
25 g. rasp
½ tsk. oregano
½ tsk. kanel
salt og friskkværnet peber
olie

½ løg, hakket
2 fed hvidløg i tynde skiver
250 g. cherrytomater i kvarte
2 tsk. olie
200 g. tomatpassata
1 tsk. oregano
salt og friskkværnet peber
1 spsk. hvidvinseddike

Spaghetti eller anden pasta
Grofthakket basilikum
Fintrevet parmesanost

Fremgangsmåde:

1. Rør pinjekerner, parmesan, persille, oksekød, æg, rasp, oregano, kanel, salt og peber sammen, form til små kødboller, læg på en tallerken og sæt dem på køl ca. 30 min.

2. Svits løg og hvidløg i olie til de er klare.

3. Tilsæt cherrytomater, passata, oregano, salt og peber og bring i kog. Småkoger ved svag varme under låg 15 min. Smag til med hvidvinseddike, salt og peber.

4. Opvarm olien på en pande og steg kødbollerne ved ret høj varme til de netop er gennemstegt. De må ikke få for meget, da de så bliver tørre.

5. Læg kødbollerne i tomatsaucen og server med spaghetti og drysset med basilikum og parmesan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar