fredag den 28. december 2012

Hjemmebagte Pølsebrød til Hotdogs




Nu er nytårsaften jo kun lige rundt om hjørnet, og en af de ting der oftest volder mig kvaler er, hvad jeg skal servere til natmad, hvis altså jeg holder et selskab, hvor natmad er påkrævet. Hotdogs er altid et hit til natmad, uanset om det er pigefest, mandefest eller en blandet fest. Og man kan jo bage brødene selv, hvis det skal være en smule mere fancy, og evt. supplere med hjemmesyltede agurker.

Junkfood behøver ikke være usund mad med tvivlsom smag. Det kan sagtens være et velgjort, hjemmelavet måltid, fuld af bid og smag. Hjemmebagte pølsehorn gør en masse for en hotdog, og især hvis brødene er grove vil de tilmed gøre det til en sund ret. Det var intentionen at bage grove pølsebrød, men det fuldkornshvedemel, jeg troede jeg havde, det havde jeg ikke alligevel ;). Så de blev hvide.

Pølser: Jeg køber konsekvent Langelænder pølser. De har både hotdogpølser og grillpølser i en nøglehulsmærket variant med kun 8 % fedt. Til sammenligning har pølser normalt omkring 25 % fedt. Pølserne kan stort set altid købes i Føtex, og er ofte på tilbud. I Kvickly har jeg sjældent fundet de nøglehulsmærkede varianter.


Hjemmebagte Pølsebrød til Hotdogs, 16 stk.


Ingredienser:

500 g. mel
150 g. margarine 60 %
50 g. gær
2½ dl. vand
1 tsk. salt
1 æg

Fremgangsmåde:

1. Opløs gøren i lunkent vand, tilsæt salt og margarine, tilsæt mel lidt efter lidt og ælt grundigt.

2. Del dejen i 16 dele og rul dem til pølser på længde med almindelige små pølsebrød. Læg dem på to bageplader på bagepapir.

3. Lad pølsebrødene hæve lunt og tildækket 45 min. 

4. Pensl med sammenpisket æg og bag 10 min ved 225 grader.

ProPoints: 4 points per brød



Ingen kommentarer:

Send en kommentar