søndag den 27. januar 2013

Pasta med Kylling, Edamamebønner og Gedeost



Jeg valgte denne pastaret til en hverdags-gæstemiddag, og den er en smule utradition i og med, at den ikke som sådan har en sauce. Men saften fra tomaterne, olien fra kyllingen og gedeosten danner en fin "sauce" om pastaen, og retten er derfor på ingen måde tør. Til gengæld er den lækkert frisk og velsmagende. Opskriften stammer fra magasinet Spis Bedre, men jeg skriver opskriften, som jeg lavede den. 

Edamamebønner: Edamame er det japanske navn for sojabønner, og de er blevet meget populære her i Danmark. Typisk købes bønnerne i bælg på frost, men jeg har fundet dem i Bilka uden bælg, hvilket kan anbefales, da det er langt nemmere. Prisen var 16 kr. for 400 gram, så man betaler et ubetydeligt beløb for at arbejdet er gjort for en. 


Pasta med Kylling, Edamamebønner og Gedeost til 2 personer

Ingredienser:

200 g. kyllingebryst
1 fed hvidløg
1 spsk. olie
½ tsk. salt
friskkværnet peber
120 g. pasta
250 g. cherrytomater
100 g. edamamebønner (vægt uden bælg)
50 g. gedeost i rulle
½ potte basilikum

Fremgangsmåde:

1. Kog pastaen i saltet vand. Kog edamamebønnerne med det sidste minut. 

2. Skær kyllingen i strimler og hak hvidløget fint. Steg kylling og hvidløg i olie på en pande til kyllingen netop er gennemstegt. Krydr med salt og peber. 

3. Skær tomaterne i kvarte, hak basilikummen groft og skær gedeosten i små tern. 

4. Hæld vandet fra pasta og edamamebønner og hæld det på panden sammen med tomater, gedeost og basilikum. Vend grundigt rundt og server. 

ProPoints: 12 point per person


Ingen kommentarer:

Send en kommentar