fredag den 26. april 2013

Laks med Sesamlåg og Sursød Thaisalat







Det er vist ikke længere en hemmelighed, at det asiatiske køkken er blandt mine favoritter. Og at kalde det ét køkken er nok ikke helt fair, for det er jo mange meget forskellige køkkener. Men det sur-sød-spicy tiltaler virkelig mine smagsløg, uanset hvilken region det kommer fra. Denne ret er sydøstasiatisk og egentlig sammensat af to retter, som jeg mener komplementerer hinanden særdeles godt. Det søde spicy sesamlåg gør noget fantastisk for laksen, og den sur-søde salat er virkelig frisk og står godt mod den fede fisk. 

Ketjap Manis: Ketjap Manis er en sød indonesisk sojasauce, som har en karakteristisk sauce. Den kan købes i velassorterede supermarkeder (Føtex, Bilka, Kvickly) og i specialbutikker. Man kan ikke erstatte med almindelig sojasauce, da den er salt, og smagsindtrykket derfor vil være et helt andet.

Laks med Sesamlåg og Sursød Thaisalat til 2 personer


Ingredienser:

Laks:
2 stykker laks uden skind
½ dl. sesamfrø
1 spsk. sød chilisauce
1 spsk. Ketjap Manis
1 tsk. limesaft

Salat:
2 gulerødder
½ agurk
1 rød peberfrugt
2 forårsløg
1 håndfuld koriander

Dressing:
2 tsk. sesamolie, gerne mørk
1 spsk. limesaft
2 spsk. sød chilisauce
1 spsk. fiskesauce


Fremgangsmåde:

1. Skær gulerødder, agurk og peberfrugt i stave og snit forårsløgene groft. Bland med grofthakket koriander.

2. Rør dressingen sammen og vend den i salaten. 

3. Rør sesamfrø samme med chilisauce, Ketjap Manis og limesaft.

4.Læg laksen på bagepapir og fordel sesammassen ovenpå. 

5. Steg laksen i ovnen ved 200 grader i 15 min og server med salaten og ris eller nudler.

ProPoints: 8 points per person





2 kommentarer:

  1. Det lyder virklig lækkert! Jeg vil glæde mig til at smage retten, tak for opskriften. Hav en dejlig weekend. Hilsen Lone.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lone

      Mange tak for de pæne ord. Jeg håber, retten bliver rigtig god! Også god weekend til dig.

      Hilsen,
      Tina

      Slet