mandag den 12. august 2013

Couscous med Rucola og Citron

Ugens tema: Couscous

I denne uge vil jeg lave retter med couscous. Det vil primært være i form af et tilbehør til kød, men også retter, hvor couscous indgår mere i en helhed. 

Couscous er i bund og grund polerede hvedekerner. De minder meget om bulgur, men er mindre og derfor langt hurtigere at tilberede. Couscous fås både i en almindelig og en fuldkornsvariation. Jeg bruger normalt den almindelige, men den kan i alle opskrifter erstattes af den grove version, hvis der tages højde for den øgede tilberedningstid. 

Couscous stammer fra det mellemøstlige og nordafrikanske køkken, og mange af de opskrifter det indgår i, har derfor et præg af dette område. Med andre ord er der ikke mange couscoussalater med ramsløg og flæskesteg ;) Men men, alt er tilladt og kun fantasien sætter grænser.




Denne første couscous-ret stammer fra Nigella Lawson, en af mine absolutte yndlingskokke. Jeg har dog, som med de fleste af hendes opskrifter, ændret en hel del i fedtindholdet. Jeg synes ganske simpelt ikke, at de store mængder fedtstof er nødvendige, og jeg synes ikke, at smagen forringes af ændringerne - omend den er anderledes og mindre fedtet. Jeg spiste salaten til et stykke stegt laks, men den vil også fungere rigtig godt til andre typer fisk, kylling, lam og frikadeller. 

Couscous med Rucola og Citron til 2 personer


Ingredienser:

2 dl. hønsebouillon
100 g. couscous
2 tsk. olie
2 fed hvidløg
1 grøn peberfrugt
revet skal og saft af ½ citron
50 g. rucola
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Hæld den kogende bouillon over couscousen i en skål, dæk med en tallerken og lad det stå i fem min. 

2. Skær peberfrugten i små tern og hak hvidløget fint. 

3. Steg hvidløg og peberfrugt i olie ved middel varme i nogle minutter, til de bliver lidt bløde. Tilsæt couscous og steg under omrøring ca. 1 min. Hæld i en skål.

4. Tilsæt salt, peber, citronskal, citronsaft og skyllet rucola og vend godt rundt. Server.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar